"Innovation i folkeskolen" lægger ud med at begrebsafklare og adskille nogle af de termer, som ofte sammenblandes: innovation, foretagsomhed, entreprenørskab og så videre. Der lægges vægt på, at for at noget kan kaldes innovation, kræver det, at resultatet kommer ud til en bredere kreds end blot eleven og læreren. Med andre ord: Hvad eleverne lærer i skolen, skal kunne bruges i virkeligheden. For eksempel kan der arrangeres samarbejde med den lokale avis, eller eleverne kan uploade deres arbejde på YouTube.

Herefter forklares, hvad foretagsomhedsdidaktik er for en størrelse. At lære at gøre noget ved tingene er en evne, som skal øves. Ligesom det tager tid at lære at spille violin, så tager det også tid at lære at gøre noget. Problemet er, at man nemt kan lære ikke at gøre noget. Forskellige ting kan spille ind, når det gælder om ikke at gøre noget, eksempelvis fejlfinderi eller uopnåelige succesmål.

For at gå imod passiviteten inddrages "skub"-metoden – en metode, hvis mål er at skubbe eleven ud i at få så mange succesoplevelser som muligt, således at elevens foretagsomhedsevne øges. Som forfatteren selv bemærker, så motiverer succesoplevelser os til at gøre mere – hvorimod fiasko fører til handlingslammelse. Det er blandt andet også derfor, hun taler imod konkurrencen som bærende element i folkeskolen, da det kun er nummer et, som får noget ud af det – resten taber.

Bogen er en god lille værktøjskasse i forhold til at arbejde konkret med det til tider flyvske begreb innovation. Sproget er letlæseligt og rummer mange gode pointer - at eleverne (og alle os andre, vil jeg mene) skal lære at lege med deres usikkerhed, og at man ikke bliver bedre til noget, hvis man ikke tør begå fejl inden for feltet. Og hvordan det kan være fatalt for klassekulturen at kritisere en elev, som har eksperimenteret og fejlet.

Gennem hele bogen er der masser af konkrete øvelser, man kan tage med sig direkte ind i undervisningen. Dog har nogle af spørgsmålene en tendens til at være for abstrakte – for eksempel ”Hvis du skulle gøre noget, du synes er svært, men alligevel gerne vil anerkendes for at forsøge – hvad kunne det så være?” Det er et spørgsmål, som sikkert også mange voksne vil have svært ved at svare på – jeg har i hvert fald.

Når det er sagt, er det en rigtig fin lille bog, som jeg vil anbefale til alle lærere. En af de store pointer er netop at gå imod konkurrencekulturen og styrke idealet om "mod til at fejle" – noget, som mangler i vores nuværende testkultur.