Hvad husker en frisør, en dommer eller en musiker fra skolens kemiundervisning, spørges der i afsnittet om naturfag og matematik i bogen "Almen dannelse – Dannelsesstandarder og fag". Hvis de overhovedet kan erindre noget, er det nok juleforsøg og uforståelige faglige begreber, som de aldrig lærte at bruge til noget, lyder svaret. Og det problem skal der gøres noget ved.

Hensigten med bogen er at ”indoptage almen dannelse som et grundfundament i skolens fag og faglighed”, skriver Alexander von Oettingen i et stort, indledende afsnit. Men det er ikke så ligetil at forklare, hvordan de forskellige fagligheder er vigtige for elevernes dannelsesprocesser, siger han. Dannelse forbindes nemlig ofte ikke med faglighed, men med etiske og demokratiske værdier, så vi mangler et sprog, der kan sætte ord på fagenes dannelsespotentiale. Bogens perspektiv er, at ”skolens fag er dannelsesfag, fordi de er tilgange til en fælles verden af betydning”, og det behandles ved først at se på forholdet mellem almen dannelse og skolens dannelse.

Med afsæt hos Hegel, Humboldt, Klafki og Benner skelnes mellem almen dannelse som en del af hele tilværelsen og den dannelse, der sker gennem skolens fag. Eleverne lærer at se verden gennem undervisningen, så deres erfarings- og erkendelseshorisont udvides, skriver von Oettingen i det fine indledende og definerende kapitel. Derefter behandles fagenes dannelsesperspektiver i tre kapitler. Bogen er formidlingsmæssigt noget ujævn, men den indeholder masser af stof til refleksion, diskussion og studium.

Claus Michelsen skriver om matematisk og naturvidenskabelig dannelse. Det er i dynamikken mellem humaniora og naturvidenskab - ikke i modsætningerne - vi skal søge forståelse af matematik og naturfags bidrag til dannelsen. Både Shakespeares værker og termodynamikkens anden hovedsætning er vigtige, for de handler begge om at forstå livet og tiden. Med klimatruslen, forurening og problemer med råvare-, energi- og fødevareforsyning giver det ikke mening at tale om almen dannelse, uden at vi forholder os til den naturvidenskabelige del af tilværelsen, og naturfagene skal bidrage til elevernes dannelse ved at arbejde med vurdering og erkendelse af etiske, moralske og politiske spørgsmål i forhold til de handlemuligheder, som videnskab og teknologi giver. Kapitlet er spændende og med mange – som i rigtig mange – navne og kildehenvisninger, og de få eksempler fra undervisning, der nævnes, er ikke fra grundskolen.

Jens Jørgen Hansen skriver om sproglig og kulturel dannelse, som han ser som en særlig tilgang til skolens viden og elevernes læring. Sprog er en resurse, et ophav og en praksis: Noget, vi har eller kan få. Noget, vi er eller kan blive. Og noget, vi gør eller kan lære at gøre. I en analyse af formålene for dansk, billedkunst, engelsk, historie, håndværk og design, kristendomskundskab, musik, samfundsfag og tysk udledes en generel karakteristik af den sproglig-kulturelle tilgang til verden og dens potentiale for dannelse, samtidig med at han understreger, at alle skolefag er sprog- og kulturfag. Med afsæt i folkeskolelovens paragraf 5 - som blandt andet handler om ”faglig fordybelse, overblik og oplevelse” - ser han ”et meget centralt dannelsespotentiale” i kvalifikationsopgaven. Og den handler ikke om målstyret undervisning, hvor man hurtigt og effektivt skal drøne op ad en stige. At tilegne sig kvalifikationer er mere som at komme til at kende et land. Dannelsespotentialet belyses klart ved hjælp af Gert Biestas tredeling med socialisering, kvalificering og subjektivering.

I bogens sidste og korteste kapitel skriver Jesper Vinther om kunstnerisk og ekspressiv dannelse. Kunstnerisk virke er måder at ytre sig, at fortolke og forholde sig til andre mennesker og til verden på. Musik er på én gang toner, klang, rytme og tekstur, og sådan er det i mødet med al kunst: Der kan vi opleve og lære at opfatte mangfoldigheden som en enhed og at stå i relation til den. Her er en klar forbindelse til skolens overordnede formål, siger Vinther.