En anmeldelse af Stian Holes ”Morkels alfabet” kunne skrives meget kort: En mesters værk, et kunstværk og en suveræn præstation. Læs bogen igen og igen! Brug den i undervisningen i hele skoleforløbet! Gør det!

Men den fortjener flere ord.

”Nogen lægger ord ud på jorden. Anna finder den første seddel. Den er trådt ned på et frossent halmstrå. Der står tre bogstaver: Hej”. Sådan indledes fortællingen om Anna og drengen Morkel.

Anna finder hver dag nye sedler og sporer Morkel til hans hytte højt oppe i træerne dybt inde i skoven. Anna kender godt Morkel af navn. Hun ved, at han næsten aldrig er i skole, og at der sladres om hans far. Morkel har for længst hørt Anna og inviterer hende op i hytten. Morkel fortæller, at han samler på ord. De begynder at udveksle ord. Drengen Morkel, der fortæller Anna, at han ingenting er god til, viser sig at have aflæst og ”afhørt” naturen omkring dem. I løbet af ganske få dage bliver de næsten soulmates. Anna lærer, at ordene, sproget, skaber virkeligheden omkring dem. Men den bliver også magisk.

En dag er Morkel borte. Anna savner ham forfærdeligt og længes efter sedlerne fra ham. Endelig en dag i foråret ligger der et kort fra Morkel. Anna følger det og finder Morkel.

Stian Holes univers er i ordets sande betydning helt fantastisk. Han opfylder til fulde det, der betegner en billedbog. Ordene og illustrationerne hænger uløseligt sammen. Og hvilke ord! Poetiske sætninger fulde af betydninger med plads til, at læseren kan fylde på. Og hvilke illustrationer! Stian Hole overgår sig selv med sin helt egen billedskabende teknik på grænsen mellem magi og realisme.

Forfatteren Naja Marie Aidts smukke oversættelse fremskriver værkets poetiske sprog til fulde.

”Alle har sit eget alfabet, tænker Anna. Det kan tage lang tid at tyde det”.