Eleverne har udstillet deres billeder i dag på Pilegårdsskolen.

Billedkunstdag: Elever arbejder på hinandens værker

Der bliver hakket af på hel flok læringsmål, men mindst ligeså vigtigt er, at eleverne lærer at arbejde videre på hinandens tegninger og at give slip på deres eget. Billedkunstens dag blev i dag fejre i Tårnby med udstilling af Dansk Skov-værker, som tyve 0.-4. klasser har skabt – ved at tegne og sende videre til en anden elev.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billedkunstlærerne i Tårnby mødes med jævne mellemrum i et netværk, hvor de diskuterer, hvad der kan ske i undervisningen. På sådan et møde opstod ideen om et mail art-projekt, hvor resultatet kunne præsenteres på Billedkunstens dag i dag. Via netværket har lærerne koordineret og udviklet projektet og temaet i år er Dansk Skov.

Skal du lave noget spændende på Billedkunstens dag?

Tre skoler er med i projektet, hvor 20 klasser fra 0. til 4. klasser bliver præsenteret for den samme opgave i billedkunst. Udstyret med et A3 karduspapir og carandache eller ecoline-farver skal de skabe baggrunden i en dansk skov. De arbejder med betoningen i farver, hvordan man bygger en baggrund op, og hvilke farver der er i en dansk skov. Og når de er klar, samler læreren alle ark sammen og sender dem til en anden klasse, som så skal arbejde videre i næste trin.

"Man underviser jo på den måde, man synes giver bedst mening, men emnet og materialerne er de samme, og de tre læringsmål for hvert stadie har vi også sat på forhånd", fortæller Anja Schmelling, som både er lærer på en af skolerne og arbejder i kommunens pædagogiske center med ansvar for netværkene billedkunst, håndværk & design og madkundskab.

Kunstneriske elever lavede en mega-Mondrian

Spændende med pakkepost 

Næste step er, at eleverne modtager hinanden baggrundsbilleder og nu skal skabe buske og træer ved at klippe ud eller bruge rivepapir og tegne med fedtfarver. Her handler det om at give dem kendskab til papirtyper, gengive hverdagsbilleder og arbejde i flere dimensioner.  

"De synes generelt, at det er sjovt og meget spændende, når der kommer en pakke med tegninger til dem. Hvilken en får de, og hvad kan de gøre med den? Nogle bliver også meget frustrerede over, at de er startet på et billede og ikke selv kan gøre det færdigt", fortæller Anja Schmelling.

Tredje gang skal elever til at sætte dyr på det nu igen nye billede, de arbejdet med. Her skal de tegne dyret på et andet papir og sætte det ind i værket i 3d. Det vil sige, at de enten skal arbejde med musetrapper eller snor eller små svampe. Dyrene skal have udtryk, være genkendelige danske dyr og være skabt i flere planer og materialer.

"Eleverne ejer det billede, hvor de har lavet dyret. Men de skal stadig give det videre, før det er endeligt færdigt. Det er ikke noget problem for de små. Men de store kan synes, det er svært, fordi de allerede har skabt billedet, inden de begyndte. De skal vænne sig til tanken om, at der er en anden, der skal arbejde videre med deres billede".

Sundt at give slip på sit eget

Den sidste del går ud på, at eleverne laver en ramme på billedet og fikser de sidste små detaljer - en lille guldtråd eller palliet eller en detalje, der skal tegnes op med sort tusch. Og så skal de kunne beskrive processen og produktet med egne ord.

Og så er det tid til at præsentere produkterne. Samtlige billeder er i dag blevet hængt op på Pilegårdsskolens gange, og eleverne har på skift været forbi for at bese de endelige værker. Anja Schmelling mener, at eleverne får meget ud af projektet. Og ud over de konkrete læringsmål, så er der også en dybere lærdom at hente.

"Jeg synes, det giver utroligt meget at lære at man kan give slip på sit eget og arbejde vider på en andens. Man kan vel godt sige, at det er en lille opdragelsesting, at det kan være sundt at arbejde videre og at give fra sig. Jeg har selv prøvet det for voksne, hvor jeg også skulle vænne mig til tanken om, at det ikke var min plan der blev til virkeligheden, men noget endnu bedre, som jeg slet ikke havde forestillet mig".

Og så er det en sjov dag for eleverne i dag, hvor de ser de endelige resultater.

"Nogle bliver overraskede, og nogle få måske lidt kede af det. De fleste løber rundt og er på jagt efter detaljerne. De er så nysgerrige på, hvad de andre har gjort ved deres billeder, og hvem de har arbejdet sammen med fra andre klasser og skoler. "Prøv at se, de har sat en ræv ind - jeg havde tænkt, det skulle være en and". Det er lidt kaotisk, men de har det virkelig sjovt".

Se lærernes arbejdspapirer fra forløbet til inspiration via linket til højre, hvis du selv har lyst til at arbejde med noget lignende