Selv om denne lille nyoversatte bog ”Triple Focus” i Danmark kan virke en anelse ”klinisk” med fokus på testresultater, hjerneforskning og kognition i den systemiske tænkning, så blev jeg alligevel positivt overrasket, da jeg læste om et forsøg med teologistuderende, der skulle holde en prøveprædiken. Halvdelen fik lignelsen om den barmhjertige samaritaner, og de studerende skulle så testes på, hvorvidt de reagerede på en nødlidende på vej over til den prøveprædiken, som de skulle have karakter for. Betød det noget, at de havde læst denne lignelse? Eller betød det i virkeligheden mere, hvor stort et tidspres de var under?

Resultatet viste entydigt, at de studerende, der skulle prædike over ”Den barmhjertige samaritaner” ikke var mere empatiske end dem, der havde trukket et andet emne. Det handlede klart mere om, hvor pressede de var over at skulle bedømmes i den kommende prædiken, de skulle holde.

Kan dette eksempel overføres på andre områder? Hvad med den nye folkeskolelov og arbejdstidsreglerne? Hvor meget betyder det, i forhold til om man har tid til at hjælpe en kollega eller har tid til at hjælpe alle børn i en klasse?

Så jo, selvfølgelig kan vi godt bruge ”Triple Focus” til noget i Danmark – ideen om at integrere følelsesmæssig, social og systemisk læring i undervisningen. Det handler om: 1. fokus på os selv, 2. fokus på at leve os ind på andre mennesker og 3. at forstå verden som helhed. Det er så enkelt, at jeg slet ikke synes, at man behøver alle de her ”videnskabelige test”. Hvorfor skal vi måle og veje alting, når det i virkeligheden bare handler om, at vi skal give os selv og hinanden mere tid, lyst og rummelighed.

Bogen er inddelt i sektioner, som undersøger, hvordan man inkorporerer det tredobbelte fokus i læringen. Er det en helt ny tilgang til uddannelse, som bogen lover? Nej! Det er bare gammel viden i ny, strømlinet klædedragt.

I pressematerialet til bogen slås det hele op på, at børn i dag vokser op med sociale og miljømæssige udfordringer af hidtil uset omfang og karakter, og at der nu er en helt ny tilgang og nye redskaber, man skal bruge til at løse dette her. Men skal vi i stedet ikke bare lade os være mennesker? Slip dog for pokker både børnene og lærerne fri.

De fem fokuspunkter, som man ønsker at fremme, er selvbevidsthed, selvforståelse, selvkontrol, empati, sociale egenskaber og beslutningsdygtighed. Der er nogle gensidigt forbundne strukturer i systemtænkningen, og vi skal lære at se og forstå de perspektiver, der er for at vide, hvordan de indre mentale modeller former den måde, man oplever virkeligheden på, lære at udforske sammenhænge og opdage, hvordan følelser, hændelser og opførsel ændrer sig over tid. Men behøver vi alle de formler – medmindre vi skal have en god karakter på seminariet eller på DPU?

Begreber som værdighed, selvværd, ro, selvindsigt, sociale kompetencer, perspektivering og kritisk tænkning i vores uddannelsesvæsen – de er der allerede. Og lad så det være det sidste ord.