Sørine Steenholdt har begået en barsk sag af en debutnovellesamling, "Zombieland", som er oversat til dansk af Niviaq Korneliussen, der selv debuterede i 2014 med "Homo Sapienne". Jeg vil undlade at falde i en sammenligningsfælde – der er tale om endog meget forskellige bøger – men blot påpege, at lige nu sker ting og sager på litteraturfronten i Grønland. Men nok om det, til værket:

Politifolk ved det, ambulanceførere og falckreddere ved det, alle folk, der ”arbejder med mennesker”, ved det – eller fornemmer det i det mindste: Der er ingen grænse for menneskets evne for og vilje til at skade, udøve vold og tilføje smerte. Når man er i selskab med folk, der har set for meget, og lytter til deres anekdoter, kommer man nemt til at tænke, at der nok bliver lagt lidt til og skruet lidt på dramaknappen. Men. For. Fanden. I. Helvede, hvor kan det blive slemt og ondt, når ødelagte mennesker er sammen og skaber nye ødelagte mennesker.

I "Zombieland" er alle ødelagte på den ene eller den anden måde – nogle er kuede og lever blot på andres nåde, mens andre er hærdet til bittert stål og kan leve, fordi de ikke har bløde punkter, de kan ikke såres, elskes eller elske.

Bogen består af ni selvstændige noveller og syv mindre vignetter i form af lyrik eller små prosastykker, der ikke står tilbage for novellerne i grusomhed. I en novelle følger vi en pige, som vokser op med en sadistisk mor, møder kærligheden - blot for at se den ødelagt af selvsamme mor. Mental deroute følger, og for enden af faldet bliver hun en endnu værre mor end sin egen, idet hun i affekt dræber sit barn. Men den syredryppende fortælling er ikke slut, før pigen – kvinden – får udpeget sin mor som værge og sendes hjem for at afsone resten af sit liv i det helvede, hun kom fra. I et kort tekststykke når en selvmorders krop at tvivle, inden rebet strammes om halsen, men for sent. I en anden novelle møder vi Miki. Miki er en særlig dreng, der ikke fungerer i skolen eller i hjemmet. Han går sine egne veje, og hans adfærd er sær. Epilepsi, autisme, ADHD, siger forældrene … Mikis bedstemor siger, at han er åndemaner, og giver ham en gammel tupilak, som en af hans fjerne forfædre har lavet. Både tupilak og Miki forsvinder i havet. Her får man en følelse af at opleve den afgrundsdybe konflikt mellem den gamle verden og den nye – og den underliggende tragedie, at Miki hverken kan hjælpes af bedstemorens fortid eller forældrenes og skolens nutid, føles som et slag i mellemgulvet.

Den afsluttende novelle, "Zombieland", trækker alle de ”små” personlige tragedier op på nationalt niveau, da følelsen af svigt forplanter sig i alle afkroge af samfundet ved erkendelsen af, at landsstyreformanden har taget af kassen. Hvem skal man tro på, når alle er usle og villige til hvad som helst? Vreden breder sig, og kravet om valg opstår. Stemningen bliver ondere, mens politikernes floskler mødes med folkets rasende afmagt.

Hvis man vælger at bruge "Zombieland" i sin undervisning, hvilket jeg anbefaler, bør man læse den grundigt og kende sine elever godt – og det er naturligvis et rent udskolingsforetagende. Der kan være dele, som man må springe over af hensyn til elever med ubehagelige ting i bagagen. Er det imidlertid muligt at anvende "Zombieland" i sin helhed, vil jeg tilskynde til dette, for der er masser af erkendelser, der knytter sig til en samlet læsning. Ønsker man at problematisere personlige problemer og indsætte dem i en samfundsmæssig ramme, er denne bog fantastisk. I mine øjne er "Zombieland" Grønlands svar på New Zealands "Once were warriors" (bogen i højere grad end filmen).