Anmeldelse
Grundbog i digitale kompetencer
It i alt!
Det kunne være kodeordet for denne fine bog om de digitale kompetencer, alle undervisere bør kende til og kunne mestre for at være digitalt dannede.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En ny, god grundbog til folkeskolens og læreruddannelsens undervisere om digitale kompetencer, hvor bogens forfatter ovenikøbet selv arbejder med at modernisere genren "grundbog" ved at vise, hvordan man praktisk kan arbejde med for eksempel QR-koder, der peger ud af bogen. Det er dejligt og ansporende.
Fakta:
Titel: Grundbog i digitale kompetencer
Forfatter: Malene Erkmann
Pris: 249
Sider: 250
Forlag: Samfundslitteratur
Pris: 190
Sider: 250
Type: e-bog
Digital dannelse betyder alt. Den siddende regering har gjort 2016 til dannelsens år. Det har Esben Lunde Larsen fortalt i DR-programmet "Hjernekassen". Og hvad skal man så som underviser mene om det? Tja ... I hvert fald er den del af den gamle forestilling om almen dannelse, der indeholdes i begrebet digital dannelse, mere og mere vigtig at arbejde frem som en vigtig bestanddel af det samlede dannelsesbegreb. Digital dannelse er en nødvendig del af det liv, alle skal kunne leve i vores moderne samfund.
Denne grundbog om digitale kompetencer handler derfor om, hvordan man kan arbejde sig frem mod at forstå et retvisende dannelsesbegreb, der favner de kompetencer, alle elever i skolen og alle studerende på læreruddannelsen bør mestre. Digital dannelse er nemlig baseret på erhvervelsen af digitale kompetencer, og de skal ifølge Malene Erkmann "trænes og læres gennem deltagelse og i samarbejde med andre". Det har hun ret i, og det fine ved hendes bog er, at bogen i sig selv lægger op til deltagelse og samarbejde gennem de mange opgaver, link og QR-koder, der er til hvert af de 12 kapitler, bogen er bygget op omkring.
Kapitlerne beskriver hvert deres kompetenceområde. Det gør bogen overskuelig og nem at arbejde med. Hvert kapitel indledes med en oversigt over udvalgte læringsmål for kapitlet, læringsmål for, hvad børn og unge skal kunne mestre, og hvad man som læser selv skal kunne mestre. Det er fint tænkt. Læringsmål er altså noget godt! Hvert af de 12 kapitler afsluttes med en opfordring til læseren om selv at prøve, samtidig med at der gives eksempler på undervisningsaktiviteter til tre udvalgte målgrupper: vuggestuebørn, elever på skolens mellemtrin og på skolens overbygning. Det er glimrende!
Og selv for lettere garvede læsere inden for it-genren vil der være nyt at hente i bogen. Altså hvis du, der læser denne anmeldelse, er bare en anelse uklar på, hvad de efterfølgende ord og begreber betyder, så kan du læse Malene Erkmanns bog og blive klogere: tags, mem, gamification, QR-koder, multimodal, semiotik, avatar, moratorium, captcha, nudging, flow, viral, Doodle, metadata, augmentet reality, asykron - og der er mange flere ord og begreber, som man som læser er blevet klogere på, når man har læst og måske også diskuteret bogen med kolleger. "Grundbog i digitale kompetencer" er en bog, der bør få mange læsere.