Dannelse er ikke bare dannelse, fastslår prorektor, dr.pæd. Alexander von Oettingen, der i disse dage udgiver bogen "Almen didaktik - mellem normativitet og evidens".

Man må skelne mellem almen dannelse, som sker døgnet rundt livet igennem, og dét, som von Oettingen kalder 'skolens dannelsesbidrag", som foregår i folkeskolen i skoletiden.

Ellers bliver debatten forvrøvlet og gør mere skade end gavn, mener doktoren i pædagogik, der i det daglige er prorektor på UC Syddanmark.

"Diskussionen - blandt andet på folkeskolen.dk - overser, at skolen principielt ikke har et dannelsesmonopol. Sådan har det været siden den moderne skole opstod engang i 1800-tallet. Og det gælder stadig", påpeger Alexander von Oettingen.

"Men folkeskolen leverer et ganske afgørende bidrag til dannelsen", fastslår han.

"Skolens dannelse består i at gøre verden tilgængelig for barnet gennem undervisning. For eksempel ved at indføre barnet i skriftverdenen. Lære barnet at læse og skrive og regne - som man kan kalde grundlæggende dannelseskategorier", forklarer von Oettingen.

"Og eleverne lærer også om politik og geografi og historie og så videre i skolen. De får nogle nøgler til at forstå verden og til at deltage i verden og det offentlige rum som borger og menneske og arbejdstager og elsker", tilføjer han.

Læringsmålstyret undervisning skiller vandene

 Afgræns skolens dannelsesopgave

Denne afgrænsning og præcisering af skolens dannelsesopgave er vigtig, mener Alexander von Oettingen. Der er nemlig en overhængende risiko for, at såvel skole som lærere kollapser.

"Man 'overload'er' skolen ved at kræve, at den skal løfte dannelsen som sådan - og så bryder skolen sammen", siger han og fortsætter:

"Det er et fejlgreb, reformpædagogikken har gjort historisk, og som også er gjort politisk og stadig gøres".

"Altså, når man gør skolen til rammen om dannelse, bryder den sammen. Skolen bliver moralsk og normativt overophedet - fordi skolen kan ikke levere et så stort ansvar".

"Men den kan ansvarliggøres for sit specifikke dannelsesbidrag, som er at indføre eleverne i skriftkultur og politisk kultur og så videre".

Rasmussen og Qvortrup: Nej, vi er ikke gamle kommunister

Almendannelsen truer skoledannelsen

Det er dér står debatten p.t., mener Alexander von Oettingen. Dannelsesdebatten - almendannelsen truer skoledannelsen og skoledannelsen truer almendannelsen.

"Skoledannelsen truer almendannelsen, hvis man siger, at dannelse er lig med uddannelsesdannelse. Og den almene dannelse truer skoledannelsen, hvis man tager det normative (det holdningsmæssige og værdimæssige, red.) og gør det til skoledannelse".

Sagt på en anden måde - hvis skoledebattører og politikere fører alle deres normative ideer og værdier over på skolen og siger til lærerne: 'Nu skal I løfte det hele; I skal gøre eleverne til verdensborgere og gode samfundsborgere og dygtige arbejdstagere, der er konkurrencedygtige på det globale marked', ja, så bryder både skole og lærere sammen, mener prorektoren.

"Det kan skolen ikke løfte", siger han.

Politiske krav vælter skolen

Politikere og mange debattører presser altså et almen dannelsesforståelse ned over skolen, men ikke nok med det - skolen er også de senere år blevet belemret med det såkaldte kompetencebegreb, anfører Alexander von Oettingen.

"Også kompetencedagsordenen er med til at 'overload'e' skolen. Politikerne og andre har nemlig opstillet et katalog over den 21. århundredes kompetencer, og så har de bare givet det til skolen. De tager ikke skolen alvorlige i den forbindelse".

Begge fløje overbelaster skolen

Men for at vende tilbage til debatten om dannelse i skolen: Når den af og til bliver forvrøvlet, skyldes det altså, at "begge positioner ikke skelner mellem almendannelse og skoledannelse", fastslår dr.pæd.'en., der i øvrigt har en fortid som folkeskolelærer.

"De to modpositioner ('instrumentalisterne' og 'dannelsesfolket', red.) er lige gode om at overbelaste klasseværelset".

Hvad kan læreren gøre i skolen?

"Han kan disciplinere eleverne ind i en undervisningspraksis, hvor han kan formidle den viden, der er nødvendig og vigtig for, at eleven kan forstå sin omverden og sit samfund og sin kultur".

"Og han kan vejlede eleven - hvad vil du med dit liv, etisk, erhvervsmæssigt, politisk? Hvordan vil du leve dit liv? Hvordan vil du deltage i det politiske og æstetiske og kulturelle liv? Det kan læreren diskutere med eleverne i klassen og på tomandshånd, i timen eller uden for timen. Dét er lærerens dannelsesbidrag".

"Om eleven bliver en god verdensborger og en god samfundsborger og en kompetent og konkurrencedygtig medarbejder på det globale marked, dét skal skolen ikke ansvarliggøres for".

"Hvis man kræver det, lader man skolen i stikken, og det skal man ikke gøre, men det gør både den ene position og den anden position i debatten. De tager ikke skolen alvorligt. De ser ikke, hvad skolen kan, og hvad den ikke kan".

Prorektor: Folkeskolen har udviklet sig til et F16-fly

Forskel på skolens dannelse og livets dannelse

For eksempel har professor Peter Kemp i sin nye bog om "Skolens halvdannelse" i sin reference til den tyske uddannelsestænker Humboldt overset, at Humbolt netop skelner mellem 'skolens dannelse' og 'livets dannelse', siger von Oettingen.

I sin argumentation for folkeskolen som en dannelsesinstitution skelner Peter Kemp således ikke mellem de to dannelseskategorier.

Og når professor Per Fibæk Laursen siger, at det er meningsløst at tale om dannelse i forbindelse med folkeskolen, eftersom ordet dannelse ikke står skrevet i folkeskoleloven, og i øvrigt aldrig har stået i loven, så er han også galt på den, mener Alexander von Oettingen:

"På skolens sprog står der faktisk i loven, at skolen skal danne eleverne - fordi der jo står, at skolen skal åbne for deres fortrolighed med dansk kultur og historie, åbne for deres forståelse for andre lande og kulturer og åbne for deres forståelse for menneskets samspil med naturen".

"Formålet må være et samfund, hvor folk kan holde ud at leve"

Per Fibæk tager fejl

Så Per Fibæk tager fejl på det punkt, mener prorektoren. Men han har ret i, at folkeskolen ikke skal skole eleverne i en bestemt etik og en bestemt religion og en bestemt politisk opfattelse, medgiver von Oettingen.

"Skolen skal indføre eleverne i alle tænkelige jobs og al politik og al æstetik - det er det smukke ved skolen. Det er det eneste sted, hvor alt er i spil - alle politiske partier, alle guder, alle æstetiske udtryk. Det er fantastisk", siger Alexander von Oettingen.

Læs stort interview med Alexander von Oettingen om disciplin som didaktisk kategori i næste nummer af Folkeskolen, nummer 3. Det udkommer torsdag den 11. februar og bliver samme dag offentliggjort på folkeskolen.dk.

Professor: Reformpædagogik sorterer eleverne