Nickolai forklarer Bodil om spise-robottens egenskaber

Elever prøver at bygge hjælpe-robotter til plejehjem

En spise-robot var et af projekterne, da 8. klasses elever på Antvorskov Skole i denne uge arbejdede med at bygge robotter, der kan hjælpe ældre og personalet på et nærliggende plejehjem. En lektor fra DTU underviste i ny dansk robotteknologi.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En robot, der kan hente ting, så de ældre ikke skal vente på at personalet har tid eller en robot, der kan flytte kørestolen og den ældre fra værelset til spisestuen. Det var nogle af elevernes forslag, da de byggede prototyper af robotter, der kan lette hverdagen for både de ældre plejehjemsbeboere og for personalet. Også en genoptræningsrobot var en af ideerne.

25 elever fra Antvorskov Skole har i denne uge besøgt det nærliggende plejehjem, talt med nogle af de ældre beboere og med personalet om de behov, der kan være i hverdagen og hvor en robot måske kan hjælpe.

 

Ideer fra besøg på plejehjemmet

"En robot, der kan flytte den ældre i kørestol fra værelset til tv-stuen, ville give stor frihed for både de ældre beboere og for personalet", fortæller lektor og ph.d på DTU David Johan Christensen.

"De ældre beboere har også stor brug for at få hentet selv små ting, og det ville en robot kunne klare, sådan at de ikke skal vente en halv time på at personalet har tid".

Ugen begyndte med at eleverne lærte at bygge og programmere robotter. De lærte om teknologien bag kunstig intelligens, og så besøgte de plejehjemmet for at blive klogere på behovene dér.

For eksempel har de ældre beboere ikke elektriske kørestole, så de har brug for hjælp til at hente fjernbetjeningen til tv. Men der kan også være behov for hjælp til at komme ind og ud af sengen, til genoptræning efter fald og hjælp til at spise, hvis man for eksempel ryster meget på hænderne eller er lam i den ene side efter en hjerneblødning.

Professor: Rent lotteri om danske børn får teknologiforståelse 

Læring for alle parter

"Nogle af robotterne hjælper måske personalet mere end de ældre. Der kan være tale om en robot, der kan køre rundt og holde øje med de ældre om natten - at de ikke er faldet ud af sengen. Personalet blev også sat i gang med at tænke over, hvad der ville hjælpe dem i hverdagen. Og de ældre vil måske i nogle tilfælde hellere have hjælp af en maskine end af et menneske - for eksempel til mere intime ting", forklarer David Johan Christensen.

"Hvis den ældre selv kan bruge robotten, kan det betyde mere værdighed, forestiller jeg mig".

Han kalder det læring hele vejen rundt - for elever, personale og de ældre. Han har flere gange undervist på skoler i robotteknologi og er medstifter af Shape Robotics. Han underviser i Fable robot-systemet, der er udviklet på DTU Center for Playware og som har fokus på forskning i leg og læring og kunstig intelligens.

"Fremtidens skoleelever skal lære at arbejde kreativt og innovativt med at skabe teknologi, der løser reelle problemer - i dette tilfælde for de ældre. Når eleverne bygger og programmerer velfærdsteknologiske robotter, så lærer de færdigheder, som de får brug for hele livet for eksempel om systematisk problemløsning", siger David Johan Christensen.

Eleverne havde mange ideer, der blev afprøvet. Nogle ideer kunne ikke lade sig gøre, for eksempel fordi robotten ikke var stærk nok til at løfte et menneske eller en tung ting. Andre robotter skulle udvikles videre. Men eleverne fik respons fra både personale og ældre, der besøgte skolen og fik demonstreret prototyperne.

Læs mere om robotter via link til højre for artiklen

Læs mere