Per Fibæk Laursen siger med sin seneste bog ”Didaktiske ambitioner” (2016), at reformpædagogik sorterer eleverne og at hvis de sidste elever (dem, der ikke klarer sig så godt i skolen) skal med, har de brug for instrumentel undervisning. Per Fibæk Laursen mener ikke, at dannelse er meningsfuldt for mange af eleverne og deres forældre, og hvis skolerne skal lykkes med at få de fagligt svageste elever med, må skolerne skrotte reformpædagogikken.

Adspurgt om menneskesyn, forskningssyn samt undervisning og pædagogik svarer Per Fibak Laursen ´menneskesyn? Jeg har ikke noget særlig afklaret eller markant menneskesyn. Forskningssyn? Den pædagogiske forskning skal forsøge at yde et bidrag til at gøre undervisningen bedre. Hvad er undervisning og pædagogik i mine øjne? Bestræbelser på at inspirere elever til at lære´.

Adspurgt om dannelsessyn svarer Per Fibæk Laursen ´skolen har og skal naturligvis fortsat have brede formål og mål. Sådanne mål kan man godt vælge at betegne som dannelse. Personligt bryder jeg mig bestemt ikke om ordet´.

Ovenstående kan læses i Folkeskolen.dk på dette link http://www.folkeskolen.dk/578676/professor-reformpaedagogik-sorterer-eleverne#579256

Det er troløst at se pædagogik uden om et dannelsesaspekt og uden om et bevidst menneskesyn. Det er at gå læringsmålingsskolens ærinde, fordi denne styrker den anglosaksiske syn på pædagogik, reduceret til udelukkende at dreje sig om fagmål, tekniske metoder og kompetencer, altså uden dannelsesovervejelser og med et menneskesyn som ”svin i svineopdræt” (Gert Biestas udtryk om læringsmålingsskolens menneskesyn). Dermed taber det kontinentale syn, som bygger på indhold og frihed til dannelse, ud fra et menneskesyn, hvor man tror på, at det er muligt og vigtigt at give ethvert menneske livsoplysning, puste til ethvert menneskes livskræfter, udvikle en selvstændig dømmekraft hos den enkelte (det paradoksale pædagogiske fænomen, at tvinge til frihed).

Det er troløst at give reformpædagogikken skylden for sorteringsmekanisme og eftergivenhed, fordi det er uretsmæssigt, og fordi det giver skyts til læringsmålingsskolens ”klasserumsledelse”, som er en teknik, og det handler pædagogik slet ikke om. 

Det er troløst at skævvride problemstillingen, som om skolen har brug for mere instrumentel undervisning, det er at gå læringsmålingsskolens ærinde, hvor det instrumentelle fejres. 

Det er troløst at sige, at vi har for meget reformpædagogik, for vi har ikke tilstrækkeligt reformpædagogik.

Problemstillingen om ´eftergivenhed og disciplin´, hvor reformpædagogikken misforstået kunne betragtes som eftergivenhed, blev meget fint taget op af norske Erling Lars Dale fx i bogen ”Hvad er opdragelse” fra 1980. Her viste Dale, at det IKKE ligger i reformpædogikkens DNA med eftergivenhed. 

Det er derfor, der, post mortem, kan udkomme den fine bog om Erling Lars Dales pædagogiske bidrag, som også indebærer særdeles vigtige professionsovervejelser om lærerfaget, ”Revitalisering af reformpædagogikken – Erling Lars dales bidrag” i 2014. 

Reformpædagogik handler om, at jeg som lærer med myndighed og autoritet skaber en undervisning, der er præget af demokrati og elevindflydelse. Hver eneste gang jeg går ind til min undervisning har jeg ansvar for, at alle elever skal have mulighed for at møde det sublime. Hver eneste gang jeg går ind til min undervisning, har jeg ansvar for at komme ind i klasserummet med en intention, en vilje til at få kontakt til mine elever, en ansvarlighed over for fagets, skolens og samfundets formål, ansvar for at bruge min fantasi. Alt sammen for at undervisningen - med dannelse til kvalifikation, socialisation og subjektifikation - kan lykkes for alle elever.

Det at undervise og være en lærer tenderer det at være kunstner, men det er en profession (som måske skulle indebære et kaldsløfte).Erling Lars Dale siger et sted i sit pædagogiske bidrag, frit efter hukommelsen, at man som lærerprofession skal dele lærerarbejdstiden i tre: første del til undervisning, anden del til ”forskning”/refleksion, tredje del til at kunne italesætte, hvad det er, jeg gør som lærer, således at forældre, samfund, politikere kan forstå det. Denne professionsovervejelse fra Dale kan synes umulig i en politisk professionsdiskussion, men ting kan ske, hvis man arbejder for dem. Og denne tredeling kan bidrage til, at vi kommer i dybden med at tale om, hvad pædagogik er og skal være. Vi skal tale og tænke om pædagogik både som praksis og teori – og vi skal forstå at fortælle forældre, samfund og politikere om vores virke og viden. For man skal forstå, at blot fordi man selv har gået i skole engang, så véd man ikke, hvad det vil sige at undervise og være lærer med pædagogikken som fag. Det skal vi fortælle på en viljefast, ordentlig og politisk måde. 

Vi savner i Danmark en Dale,  som vil tale pædagogikkens, undervisningens, dannelsens sag sammen med lærerne. En ny Dale, som står fast på den kontinentale pædagogiks vigtighed, som tør tale om almen pædagogik og almen didaktik, som tør holde fast i, at pædagogik er et paradoks om at tvinge til frihed. En ny Dale, som tør stå ved, at pædagogik ikke kan undgå at have berøringsflader med politik, og som vil tage professionskampen sammen med lærerne. 

Vi har i Danmark, med bl.a. Grundtvig og Løgstrup, tradition for at opretholde og højne pædagogikkens ære og værdighed. Det har vi fortsat brug for. Og for nu at nævne nogle (uden at ville udelukke andre), så er der grund til at fremhæve:

Kemp Peter med bogen ”Løgnen om dannelse” (2015). Anmeldt i Folkeskolen.dk af Nina Eriksen http://www.folkeskolen.dk/574784/stridsskrift-den-halve-dannelse-er-en-hel-loegn

Larsen Steen Nepper med bogen "Dannelse-en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering” (2013). Anmeldt af Lærke Grandjean i Uddannelsesbladet  https://www.uddannelsesforbundet.dk/~/media/Files/Om%20forbundet/Uddannelsesbladet/Bladet%202014/Uddannelsesbladet_4_2014.ashx

Møller Jonas og Rasmus Kohlby Rahbek med bogen "Højskolepædagogik" (2015). Anmeldt af Lærke Grandjean http://www.folkeskolen.dk/568771/hoejskolepaedagogik-et-alternativ-til-konkurrencestatspaedagogik-

Mårtensson Brian Degn med bogen ”Konkurrencestatens pædagogik. En kritik og et alternativ” (2015). Anmeldt i Folkeskolen.dk-debat af Lærke Grandjean https://www.folkeskolen.dk/563274/konkurrencestatens-politiske-paedagogik-

Rømer Thomas Aastrup med bogen ”Pædagogikkens to verdener” (2015). Anmeldt af Steen Nepper Larsen i Information http://www.information.dk/546537

Von Oettingen Alexander med bogen ”Almen didaktik” (2016). Anmeldt i Folkeskolen.dk af Thorkild Thejsen http://www.folkeskolen.dk/578967/undervisningens-noedvendige-omveje