Forhistorie (kan evt. skippes)

Jeg hørte for første gang ordet ’self-efficacy’ (sɛlf ˈɛfɪkəsi), da Anders Bondo Christensen (ABC) holdt sin brandtale ved Lærerforeningens Kongres i september 2015 (Læs evt. beretningen i sin helhed her). Egentlig troede jeg, at han udtalte ordet forkert, da han måske i virkeligheden mente at bruge det ikke-fjernt beslægtede engelske ord: ’efficiency’ (ɪˈfɪʃ(ə)nsi), som dog indrømmet ud fra konteksten ville have skabt inkohærens. Jeg studsede ikke nærmere over det, for der var så mange andre gode ting i den tale, og så husker jeg i øvrigt at være stærkt optaget af at studere den nye undervisningsministers reaktioner i form af hendes kropssprog og mimik (hver især sine særheder, ik'?).

Nu er den menneskelige opmærksomhed (den bevidste del) selvfølgelig en selektiv og til tider drilsk størrelse, men jeg menes ikke efterfølgende at være stødt på begrebet, ligesom jeg - sikkert som konsekvens heraf – ikke har skænket begrebet yderligere tanker. Det var dog lige indtil jeg læste ABCs kronik af 14. januar 2016: Lærere og skoleledere skal være drivkraften i udviklingen af folkeskolen – for elevernes skyld.

Her dukkede begrebet op i et enkelt afsnit under overskriften: »Den fælles udfordring: Hvordan sikrer vi en god folkeskole?«. Nu skal det lige siges, at jeg efterfølgende – altså efter mødet med ordet første gang – med stor interesse har læst Rasmus Willigs bog ’Kritikkens U-vending’, hvilket har medvirket stærkt til, at jeg instinktivt indtager en kritisk position, når min vej krydses af et sammenføjet ord begyndende med præfikset ’selv’. Og efter en overfladisk granskning af baggrunden og betydningen af ’self-efficacy’, synes min bekymring desværre kun at blive bekræftet, hvorfor jeg efterlod en (endnu ubesvaret) kommentar til ABCs kronik, hvor denne bekymring og kritik blev luftet.

I det følgende debatindlæg vil jeg forsøge at uddybe og begrunde min bekymring, og jeg vil på den baggrund forsøge at argumentere for, at det måske slet ikke er i lærernes (eller DLFs) interesse, at Anders Bondo Christensen (og/eller DLF) gør brug af begrebet ’self-efficacy’ i den sammenhæng, som det synes at blive brugt.

Kritisk blik på begrebets seneste brug

Som tidligere beskrevet har ABC senest brugt begrebet ’self-efficacy’ i sin kronik af 14. januar (se evt. tidl. henv.). Det er i øvrigt værd at huske, at begrebet blev brugt i et afsnit under overskriften: ’Den fælles udfordring: Hvordan sikrer vi en god folkeskole?’. Første del af ’self-efficacy’-afsnittet fra ABCs kronik lød som følger (min fremhævelse):

»På den seneste konference i »Summit on the Teaching Profession«, hvor de førende uddannelseslande mødes med internationalt anerkendte uddannelsesforskere, blev begrebet lærernes »self-efficacy« introduceret som en afgørende forudsætning for en god skole.«

Her springer et modsætningsforhold og en uhensigtsmæssighed i øjnene, som begge fortjener en kommentar:

1. ’Førende uddannelseslande’ er vel i bund og grund konkurrenceretorik, hvorfor man nødvendigvis må spørge sig selv: Førende i forhold til hvad, og målt hvordan? Det bliver på den måde lidt modsætningsfyldt, når DLF på den ene side (berettiget) tager afstand fra den konkurrenceforankrede ’testificering’ af folkeskolen, og så på den anden side legitimerer, eller i hvert fald tilslutter sig den herskende konkurrencediskurs. Det er lidt uheldigt, for intentionen har sikkert blot været at styrke troværdigheden i forhold til at kunne udtale sig om ’afgørende forudsætninger for en god skole’, hvilket dog leder mig frem til næste punkt:
2. Det kan diskuteres, hvorvidt den sammenhæng, som brugen af begrebet ’self-efficacy’ indgår i, er hensigtsmæssig og måske ligefrem ønskværdig. Det omvendte udsagn giver nemlig lige så god mening, og giver måske endda bedre mening: En god skole er en afgørende forudsætning for lærernes oplevelse af mestring og dermed tiltro til egne evner (self-efficacy). ’En god skole’ vil jo nødvendigvis altid være betinget af de udstukne rammer, som findes til at drive skole inden for. Dette inkluderer på et lokalt plan økonomiske, fysiske og pædagogiske rammer, men i særdeleshed er en god offentlig skole betinget af den på nationalt (måske endda globalt) plan overordnede politikerbestemte rammesætning, som inkluderer fx lærernes arbejdstid, antal elever pr. klasse, målsætning og didaktisk råderum m.v. Hvis man derfor på denne baggrund vægter de to udsagn mod hinanden, så ville der kunne argumenteres for, at det sidste (omvendte) udsagn indgår i et mere direkte årsag-virkningsforhold end det første. Dermed kan man næsten argumentere for, at der i det citerede oprindelige udsagn måske er byttet om på årsag og virkning. Hvilket er ret uheldigt, fordi årsagen til problematikken (en uhensigtsmæssig rammesætning), derved ikke bliver fremhævet tilstrækkeligt.

Anden del af  ’self-efficacy’-afsnittet fra ABCs kronik lød således (igen min fremhævelse):

»Self-efficacy har ikke en dansk oversættelse, men betyder, at lærerne føler sig sikre i deres evner og muligheder for at give eleverne den bedste undervisning, og at lærerne har indflydelse på udviklingen og organiseringen af skolen.«

Ganske kort, for dette vil jeg komme nærmere ind på: Det betyder self-efficacy ikke. Men troen på og opfattelsen af ’self-efficacy kan blive påvirket af og have påvirkning på ovenstående eksempler. Det vil dog (forhåbentligt) blive tydeligere senere i indlægget, men først:

Et nærmere kig på ’self-efficacy’

Som det fremgik af det indledende citat, mener ABC ikke, at der findes en dansk oversættelse af det engelske ord ’self-efficacy’. Det er kun delvis sandt, for der findes rigtigt nok ikke en entydig oversættelse, men derimod findes der flere i virkeligheden overlappende oversættelser. Disse er (listen er ikke udtømmende):

• Selv-tilstrækkelighed (kilde)
• Selv-kompetence (kilde)
• Selv-virkningsfuldhed (kilde)

Det engelske ord ’efficacy’ er mao. ’variablen’, der skiller vandene. Og måske i virkeligheden med god grund, da efficacy som selvstændigt begreb indeholder mange, men dog overlappende grundbetydninger. Fra forskellige opslagsværker kan man fx møde: Effektivitet, virkekraft, virkeevne, virkningsgrad, gennemslagskraft, virkningsfuldhed. Det kan også betyde kapacitet eller kompetence til at producere en ønsket virkning, og evnen til/muligheden for at opnå/indfri et ønsket eller intenderet mål. I det følgende har jeg dog for overskuelighedens og variationens skyld valgt at bruge ’virkningsfuldhed’.

For nuanceringens skyld vil jeg desuden gerne fremhæve følgende sammenhænge, hvor begrebets konkrete brug fremhæver dets betydning på en særligt tydelig måde (mine fremhævninger):

• ”Albert Banduras sociale indlæringsteori om personlig virkningsfuldhed, self-efficacy, fra 1977 er egentlig en teori om det velfungerende kompetente selv” (kilde)
• ”Self-efficacy is the extent or strength of one's belief in one's own ability to complete tasks and reach goals” (kilde) 
• I en dansk bog kaldet ’Det kompetente selv’, udgør Banduras begreb og arbejde selve udgangspunktet. Her lyder det fx fra bogen: ”Han [Bandura] giver forklaringen på, hvorfor vi agerer, som vi gør, og han kommer ydermere med anvisninger på, hvordan vi kan forstå os selv bedre, arbejde med og udvikle os selv.”

Fra ovenstående kan vi altså udlede, at ’self-efficacy’ udgør et trossystem, et selvtillidsbegreb, et kompetencebegreb og en katalysator for adfærd, der vel at mærke kan bearbejdes og forædles af individet gennem selvudvikling. Jeg håber, at det allerede nu står klart, hvordan begrebet i høj grad synes at pege på individet som værende både årsag og virkning. I tilføjelse heraf kan det påpeges, at Banduras 'hovedværk' om begrebet fra 1997 bærer titlen: ’Self-Efficacy. The Exercise of Control’, som dermed umiddelbart indikerer, at det i sin essens handler om selvkontrol. Jeg har dog ikke læst bogen, så sidstnævnte er kun udtryk for en antagelse, så lad os i stedet kigge på hans teoretiske grundlag:

Teoretisk grundlag for ’self-efficacy’ (se kilder nederst i indlægget)

Ifølge den anerkendte psykolog (og dermed fader til brugen af begrebet i sin nuværende form), Albert Bandura, har tilliden til og opfattelsen af ens ’self-efficacy’ indvirkning på fire overordnede mentaleprocesser:

• Kognitive processer (forestillingsevne i forhold til bl.a. succes, fokus, analytiske færdigheder m.v.)
• Motivation (forventninger, årsagstillæggelse, ambition m.v.)
• Emotionelle processer (modstandsevne, angst, stress, mod m.v.)
• Beslutningsprocesser (til- og fravalg samt bredde i overvejelser, som så igen påvirker individets værdier, interesser og sociale netværk m.v.)

Det bliver derved til en noget rodet sammenblanding af psykologiske begreber, som altså bl.a. omfatter: Selvopfattelse (dvs. både perceptuelt og trosmæssigt), motivation, vilje, beslutsomhed, læring, erfaring, målsætning, forudsætninger, selvtillid og selvfølelse med mange flere. Med andre ord, tunge og ikke entydigt opfattet fagbegreber fra psykologien og filosofien. Umiddelbart udgør dette ikke en fordel i en diskussion omkring skolepolitik, da ’self-efficacy’ på den måde risikerer at skabe samme forvirring og uenighed, som dannelsesbegrebet er et godt eksempel på. Men lad os dykke længere ned i substansen:

Albert Bandura mener (om end han peger på egen og andres forskning), at der er fire primære indflydelseskilder for et menneskes tro på egen virkningsfuldhed (’efficacy’):

1. Oplevelsen af mestring og omvendt fiasko (NB: dette udpeges som den mest effektive kilde for indflydelse)
2. Observationen af ligesindede (fx kolleger) mestre/fejle på baggrund af vedholdende indsats kan påvirke ens tro på selv at mestre/fejle lignende udfordringer.
3. Overtalelse i form af at blive verbalt ’talt op’/’talt ned’. Bemærk, at det ikke overraskende er mindre vanskeligt og effektivt (i forhold til påvirkning) at underminere.
4. Selvkontrol i forhold til følelsesmæssige reaktioner på forskellige situationer (herunder paradoksalt nok stress, som lav virkningsfuldhed kan være medvirkende årsag til). Desuden handler det om at ændre evt. negative følelser og misopfattelser af ens fysiske tilstand.
5. “Mood also affects people's judgments of their personal efficacy. Positive mood enhances perceived self-efficacy (..)”. Eksplicit nævnes der kun fire kilder, men Bandura indikerer alligevel implicit den her af mig inkluderede femte kilde, humør.

Det er min vurdering, at ovenstående 5 kilder kan deles op i følgende 3 kategorier:

• Miljøbetinget faktorer        (nr. 1)
• Socialbetinget faktorer      (nr. 2 og 3)
• Individforankret faktorer    (nr. 4 og 5)

Optimistisk set gør det os nu i stand til at forklare, hvorfor læreres tillid til og opfattelse af egen virkningsfuldhed kan være udsat, eller måske allerede har lidt skade (tallet i nedenstående peger tilbage på korresponderende indflydelseskilde):

1. Lærerne stilles ringe mulighed for mestringsoplevelser. Fx kan der peges på manglende forberedelsestid og trætte elever (og lærere), dvs. ringe rammebetingelser (miljø-/kontekstbetinget).
2. Idet flere lærere oplever kolleger gå ned med stress, eller åbnet indrømme, at de ikke kan se lyset for enden af tunnelen, kan det smitte af på den enkeltes tro på og opfattelse af egen virkningsfuldhed. Dette kunne dog blive et argument for at tage 'ja-hatten' på.
3. Verbalt oversavet af politikere, tilsvinet i pressen og oplevelsen af udtrykt mistillid fra befolkning kan meget vel udgøre den trejde kilde for læreres opfattelse og tro på lav ’self-efficacy’.

På den måde fremstår begrebet måske alligevel brugbart, men se så, hvad der sker ved de to sidste indflydelseskilder:

1. Kilde 4: Læreren må nødvendigvis mangle det rette reaktionsmønster
2. Kilde 5: Læreren må nødvendigvis mangle den rette indstilling

En slags konklusion

I forhold til det hidtil fremførte håber jeg, at det fremgår, at citatet fra kronikken (mis)bruger et meget bredt funderet begreb på en ekstremt selektiv måde. Kritikken af begrebet selvvirkningsfuldhed kan derfor opsummeres i følgende punkter:

1. For mange og overlappende betydninger, som dermed skaber uklarhed.
2. Begrebet udpeger fejlagtigt en problematik, som (også) har rod i individet (dvs. læreren)
3. Som konsekvens af pkt. 2 fjernes fokus fra skolens politikerskabte virkelighed som opretholdende faktor, så hvad der skulle afsløres måske i virkeligheden tilsløres.
4. Begrebet har tråde til den positive psykologi og er i sin oprindelse et stykke adfærdsregulerende teknik (læs: ’ja-hat’ og ’selvcensur’).
5. Det fremgår allerede af det teoretiske grundlag, men også fra praksis (se fx Dansk Sygeplejeråd), at selvvirkningsfuldhed kan optrænes og udvikles (fx ved terapi og coaching). Derved peges i virkeligheden på (ikke-udtømmende liste):
   • Lærerens indstilling (en psykologisk problemstilling, der kan ’kureres’ – se billede i toppen)
   • Lærerens planlægning af arbejdsopgaver (peger på læreren som dårlig strateg)
   • Lærerens uklare arbejdsopgaver (peger til dels også på skolelederne)
   • Lærernes manglende evne til at tale hinanden op (peger på kolleger/ledere)
6. Selvvirkningsfuldhed kædes overvejende sammen med tiltroen til egne evner (hvilket ABC også gør), men handler det måske ikke mere end evner om den eksisterende diskrepans mellem professionelt (pædagogisk) ideal og så de eksisterende rammebetingelser? Man kan selvfølgelig indvende, at der altid har eksisteret en uoverensstemmelse mellem ideal og virkelighed, men i skolen af i dag er, hvad der før udgjorde en simpel forskel, forvandlet til to absolutte modsætninger. Se f.eks. indlæg fra lærer, som giver udtryk for netop en sådan oplevelse her. 

Til yderligere refleksion og gerne modsvar

Her følger diverse citater fra ABCs mundtlige beretning fra DLFs kongres (se evt. tidl. henvisning til tale):

»Jeg håber, at vi kan bruge det til sammen at sætte emner som leadership og self-efficacy massivt på den politiske dagsorden.« (s. 16)

• Hvis det er tilfældet, er det i så fald ikke nødvendigt med en afstemning af begrebets indhold og betydning? Herunder en tydeliggørelse af motivet for denne insisteren på at inddrage begrebet?

»Hvordan kan vi dokumentere betydningen af self-efficacy (..)?« (s. 19)

• Se, er det ikke netop en del af problemstillingen? Dels, som tidligere fremført, påvirker en persons tro på egen virkningsfuldhed hele spektret af mentale funktioner og processer, og dels må denne dokumentation jo nødvendigvis tage sit afsæt i individet, der blot dermed tilslører de horrible arbejdsforhold som opretholdende faktor.

»Det er jo præcist det, OECD har som udgangspunkt, når de sætter lærerens self-efficacy øverst på dagsordenen.« (s. 12)

• Det her burde få nogle alarmklokker til at ringe. Det kan simpelthen ikke påpeges ofte nok, at OECD først og fremmest er et økonomisk samarbejde, hvis primære formål er at stimulere økonomisk vækst. OECDs involvering kunne derfor være et vink med en vognstang om, at der her er at tale om et stykke teknik til at effektivisere med (?).

DERFOR (til Anders Bondo Christensens og andres overvejelse og gerne kommentarer)

• Hvorfor denne kærlighed til begrebet/teorien?
• Hvad er motivet/intentionen?
• Kan du tilslutte dig noget af den fremførte kritik?
• Hvordan vurderer du selv begrebets potentielle skyggeside?

Kilder

• Albert Bandura: ’Self-efficacy’, Stanford University (primærkilde)
• Frank Pajares: ’Current Directions in Self-efficacy Research’, Emory University.
• Billede © Critical Layouts