Kære folkeskole.

Jeg slår op.

Det var kærlighed ved første blik, da jeg lærte dig at kende. De første år som lærer var uden tvivl de lykkeligste år jeg har haft på arbejdsmarkedet. Tænk at jeg havde fundet et job, hvor jeg glædede mig så meget til at komme på arbejde, og i min fritid hele tiden prøvede at finde ud af hvordan spændende oplevelser kunne bruges i undervisningen eller som undervisning. Jeg brugte hvad jeg stødte på, som havde undervisningsværdi til at udvikle spændende og nyt materiale til eleverne. Jeg glædede mig, når jeg fandt en fed youtube-video som kunne inspirere eleverne, så de ville føle sig forstået i deres egen begrebsverden.

Jeg lærte selv meget af vores forhold, kære folkeskole. Jeg lærte en masse om jordens oprindelse, om historiske slag, om etiske problemstillinger, som jeg sikkert ikke ellers var stødt på. Jeg lærte at se mennesket på en ny måde. Jeg lærte at se verden fra flere sider og det var givende for mig som menneske og med til at udvikle mig.

Jeg ville gerne være blevet sammen med dig altid. Men du ændrede dig... Jeg kan ikke genkende dig mere. Det levende videnshav du var, er væk. Tilbage er en rigid og ufølsom skal af uindspirerende ensretning. Jeg har prøvet at tilpasse mig dig. Det har jeg virkelig, men hver gang, har det ikke været godt nok. Hver gang har jeg fået at vide at jeg skal strukturere min tid bedre, skrue ned for ambitionsniveauet, lave det jeg plejer.

Men ved du hvad? Det er slut. Jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke skrue ned for ambitionerne, for jeg vil noget med mit job. Jeg vil ikke bare undervise som andre gør med andres materiale, for det er ikke sådan jeg er en god lærer. Jeg kan ikke inspirere nogle, når du ikke giver mig mulighed for selv at blive inspireret. Jeg bliver efterhånden sjældent inspireret, da jeg ikke har overskud til noget efter en hård og nedslidende arbejdsdag fra 8-16. Fleksibiliteten vi havde før du og jeg, var med til at jeg kunne lade mig inspirere i nuet og tage min inspitation med videre til dig. Jeg kan ikke bygge på den sparsomme inspiration jeg selv får, når jeg skal vente flere dage med at forberede mig, fordi jeg har opbrugt min tid. Så er mine tanker for længst gledet væk. Hvordan kan man udvikle fokeskolen uden at kunne udvikle sig selv?

Jeg har grædt over dig. Jeg sørger stadig. Måske holder Jeg aldrig op med at sørge over tabet. Men jeg må indse at du ikke bliver den du var. Du er rykket videre i effektiviseringens verden, og jeg skal ikke med.

Så kære folkeskole. Jeg ønsker dig alt det bedste, men det bliver uden mig ombord.

Kærlig hilsen Laura