Materialet "En anderledes barndom" består af en dvd med fem små film og to inspirationshæfter. Et til elever og et til lærere.

Forventningerne var høje, da jeg satte mig foran tv’et for at se filmene om at være barn af en psykisk syg. Jeg kender til Sinds gode arbejde og ved allerede en del om psykisk sygdom og finder det også dybt interessant. Men skuffelsen kom, allerede da jeg så filmenes kryptiske titler, som ikke stemte særlig godt overens med indholdet. Filmene svinger utroligt meget i kvalitet, og de to første film virker som kaotiske fraklip fra de øvrige film.

Inspirationshæfterne indeholder kort beskrevet en meget distanceret tekst om at være pårørende til psykisk syge og nogle okay opgaver præsenteret på en virkelig uindbydende og kedelig måde.

Filmenes største problem er, at de forsøger at ramme en alt for bred målgruppe. Der står bag på dvd’en, at den ”henvender sig til både børn fra 5. klasse og opefter og studerende […] såsom lærer, sygeplejerske, pædagog, ergoterapeut og social- og sundhedsassistenter”. Ikke bare er det en aldersmæssigt meget bred gruppe, det er også en fagligt meget bred gruppe.

Tempoet i filmene er meget langsomt, samtidig med at sproget er meget simpelt og ikke går i dybden med de forskellige emner. Den voiceover, som kommer flere steder i filmene, føles ikke særlig oplysende eller som en hjælp. Desuden taler speakeren meget langsomt – især når han udtaler fagord - og det føles lidt, som om han taler ned til én.

De små film er alle bygget op af interview af børn af psykisk syge og af fagpersoner, som fortæller fakta om psykisk sygdom og om Sinds arbejde. Der klippes forvirrende mellem indforståede interview af børn og blandt andet en psykolog, som i et distancerende sprog fortæller om børnene. Det er tydeligt, at børnene og fagpersonerne har en forskellig målgruppe i tankerne, som de taler til. Det bliver mærkeligt kaotisk og fremmedgørende.

Det hjælper ikke på helhedsindtrykket, at det samme stykke 30-40 sekunders muzak er valgt som underlægnings”musik” til alle filmklippene og som intro og outro til hver film. Efter at have set alle fem er jeg lidt ør i hovedet over at høre det samme lille, dårligt komponerede stykke muzak igen og igen.

Alt i alt virker materialet dårligt produceret og halvhjertet. Det er super ærgerligt, for det er et vigtigt og relevant emne. Jeg kan ikke forestille mig, at filmene skulle kunne fungere med hensyn til at lære om, hvordan det er at være barn af en psykisk syg. Jeg ville ikke selv bruge filmene i min undervisning.