Ovenstående er en let omskrivning af en central opsummering i bogens indledende kapitel. Det kapitel, der åbner op for alle efterfølgende kapitler og problemstillinger i bogen. "Vi" er en væsentlig betegnelse for skolens personale, og "vi" vil noget, men noget andet end tidligere - og det er en central pointe.

Det korte tekststykke er dog også interessant, fordi vi, der læser bogen her, ser en af udfordringerne i den nye skole. Er der børn i skolen? Eller er der elever? Afklaringen er vigtig, og Stig Broström skriver da også netop om forskellen i artiklen. Elever er "blivende" mennesker på vej mod noget og hjulpet af deres lærere. Børn er "værende" mennesker i nuet. Lærere underviser elever, og pædagoger yder omsorg og opdrager. Sådan har det været tidligere, men nu skal der ændres på gamle opfattelser, vi har brug for en ny didaktik, der kan hjælpe "os" til at planlægge aktiviteterne i den ny skole.

Hjælpen er en model med otte didaktiske kategorier, som lærere og pædagoger kan bruge i deres fælles bestræbelser på at planlægge og gennemføre forløb i skolen. Det er en glimrende model, hvert begreb forklares, så der kan arbejdes videre med den samlede model. Lærere, der kender til Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel, vil kunne nikke genkendende til nogle af begreberne og til den grundlæggende forstående af, at alle kategorier står i et indbyrdes forhold til hinanden. Det er en god model at tænke i, og den bør også kunne udfordre undervisningen på læreruddannelsen, hvor den bør gives en plads for eksempel i modulet Almen UndervisningsKompetence.

Lærere og pædagoger skal arbejde sammen på nye måder. Det giver naturligvis anledning til nye overvejelser over, hvordan samarbejdet skal foregå, og det giver anledning til refleksion over "gode eksempler". Det er denne artikelsamling et eksempel på, og den antyder, at det ikke bliver nemt og måske endda på nogle skoler svært. Derfor er der god grund til at læse bogens kapitler om de udfordringer, der kan være i samarbejdet mellem de to faggrupper.

Carsten Andersen og Ole Christensen skriver en fin artikel på baggrund af et casebaseret forskningsprojekt på Dyssegårdsskolen i Gentofte Kommune. Et af flere omdrejningspunkter i projektet var at oparbejde betingelser for, at lærere og pædagoger på baggrund af forskellige professionsfagligheder på ligeværdig vis kunne indgå i samarbejdsrelationer. Ligeværdighed opstår ikke uden fælles bestræbelser, og det er for nogle lærere og pædagoger ikke uden udfordringer. Konkret opfordrer artiklens to forfattere til, at skoler udarbejder samarbejdsaftaler omkring professionsfaglighed, hvor det nye "fælles tredje" tydeliggøres, og de foreslår, at udgangspunktet tages i en kombination af forenklede Fælles Mål og elevens alsidige udvikling. Det er en spændende tanke. I artiklen inddrages både læreres og pædagogers "stemmer" fra selve forskningsprojektet, ligesom der henvises til selve projektets afsluttende rapport.

Tina Barbara Pryds og Talita Salqvist, der begge er lærere på Gladsaxe Skole i Gladsaxe Kommune, skriver interessant om en konkret udviklingsproces på en ny sammenbragt skole, hvor lærere og pædagoger sammen skaber et fælles grundlag for en ny fælles praksis. Et af værktøjerne er en model - en femtakket stjerne - hvor følgende grundbegreber er omdrejningspunkter: bevægelse i undervisningen, motivation, en sammenhængende dag, mestring og digital understøttelse. Modellen bruges som afsæt til et fokusskifte fra undervisning til trivsel og læreprocesser. Det er spændende læsning fra en skolepraksis, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem, når målene skal nås: "Vi nedlagde samtlige personalerum for forskellige faggrupper ... Det var en lang proces, der ikke skal undervurderes, og hvor møbler helt bogstaveligt blev fjernet fra gamle pauselokaler mere end en gang". Læseren fornemmer tydeligt, at Gladsaxe Skole i perioder har været et livligt sted - og det er fint.

Der er flere gode artikler, for eksempel om erfaringer fra Glostrup Skole, i denne fine lille bog, der anbefales til alle skoler, der står midt i processen, og til læreruddannelsen, for her skal underviserne også til at lære nyt og til at lære nyt fra sig.

En fin ting ved bogen er de mange stemmer. Her får både forskere, skoleledere, lærere, pædagoger og undervisere ved professionshøjskolerne ordet, og det er velgørende i en tid, hvor vi er ved at vænne os til, at skolens udfordringer kun beskrives af forskere med deres særlige optik.