Anmeldelse
Vores skole
Skolen som fristed
Den erfarne skolekvinde Birthe Krabek har sat ord på sine år med Sødinge Friskole. Det er blevet til en velskrevet og spændende beretning om en friskole, som på trods, eller muligvis på grund, af sin lange historie har kunnet være et fristed for udfoldelse af radikale visioner om, hvad en skole kan være.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Sødinge Friskole er oprettet i 1857 og er den ældste skole, som stadig har hjemme i sine oprindelige bygninger. Skolen har til huse i idylliske omgivelser med en sjælfuld stråtækt gård som hovedbygning og flere bygninger af samme størrelse omkring en have. Der er ikke noget, som udstråler, at her er en skole. Tværtimod skriver Birthe Krabek i sin nyligt udkomne erindringsbog om sine år som skoleleder på Sødinge Friskole, at flere gæster fortvivlet har spurgt, hvor mon skolen var henne. “Du går lige midt i den”, var svaret.
Fakta:
Titel: Vores skole
Forfatter: Birthe Krabek
Pris: 149
Sider: 159
Forlag: SmaMo Press
Det kan virke som en absurd ambition, at en skole i sit udseende og virke skal ligne idéen om en skole mindst muligt. Men måske netop på grund af dette har Sødinge Friskole kunnet kaste sig ud i flere særdeles ambitiøse og risikable projekter. Projekter, som for en stor del er igangsat og ejet af eleverne selv. Ifølge Krabek har et hvilket som helst barn brug for at have indflydelse på sin skoledag og for at blive mødt med tillid og med respekt for den, man er, og med en tro på, at enhver ejer en naturlig nysgerrighed og lyst til at lære.
"Vores skole" er en bog med stærke holdninger og klare værdier samt et rent overflødighedshorn af inspiration til skolefolk - både i de frie skoler og i folkeskolen. Birthe Krabek beretter om altomfattende temauger, helårlige filmprojekter, kontraktfri lærere (!), internationalt udvekslingssamarbejde, computerbaseret undervisning med meget mere. Sideløbende deler forfatteren et væld af overvejelser over, hvordan en skole kan nære iværksætteriet, samtidig med at den holder fast i trygheden, roen og en fordybelse, langt ud over hvad de fleste skoler kan tilbyde.
"Vores skole" er en radikal beretning. Desværre. For langt de fleste af Sødinge Friskoles elementer deles også af andre skoler. Men sjældent i samme omfang, med samme ildhu og kompromisløshed og sjældnere og sjældnere med samme tillid til børnenes egen dømmekraft og egne evner. Derfor er "Vores skole" også en vigtig bog. En beretning om en gruppe mennesker, som (i en anden, omend ikke så fjern tid) turde gå mod strømmen og skabe en skole på børnenes præmisser og med børnenes nysgerrighed og virkelyst som centrum.
Det er i sin essens banalt, men i lyset af skiftende undervisningsministres fokus på målbar faglighed og en skolepolitik helt og holdent defineret ud fra konkurrenceparametre er målsætningen om at lade børnenes egne projekter udgøre kernen i deres skoledag særdeles radikal og inspirerende. Det berettes dog også, at Sødinge Friskole kunne have været endnu mere sprælsk, hvis modet havde været til det. Men i en tid, hvor kontrollen og evidenskulturen er vundet frem, er det svært udelukkende at lytte til sin fornuft og sit hjerte.
Birthe Krabek benytter således også bogen som debatindlæg. Hun fremviser et stort kendskab til centrale stemmer, som fra både international og dansk side har søgt at fremme en dannelsesorienteret dagsorden for skolen. Hvem kender for eksempel Undervisningsministeriets "Ti bud for fremtidens skole" fra 1996? Det var, da Ole Vig Jensen var minister. Før Danmarks Evalueringsinstitut, Pisa og Fælles Mål. Første bud lyder således: “Du må vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre”.
Sødinge Friskole måtte i 2008 lukke på grund af de faldende statstilskud og for lavt elevgrundlag. Men fortællingerne vil være en evig inspirationskilde. Og Birthe Krabeks bog er en inspiration med en friskhed og et mod, som vi har så stor brug for netop nu.