Anmeldelse

Havenisserne flytter ind

Juleeventyr med en understrøm af flygtninge

Denne julefortælling i 24 afsnit egner sig godt til højtlæsning og er både hyggelig og uhyggelig. Og også uhyggeligt aktuel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når du køber Josefine Ottesens seneste bog, "Havenisserne flytter ind", støtter du Dansk Flygtningehjælp ubeskåret med 40 kroner. Bogen kunne også have heddet "Havenisserne flygter ind".

Fakta:

Titel: Havenisserne flytter ind

Forfatter: Josefine Ottesen

Pris: 199,95

Sider: 184

Forlag: Høst og Søn

Der er havenisserne, og så er der husnisserne. Da stormen flækker Brede Æbletræ, må havenisserne finde et andet sted at bo. Mor og far er allerede blevet ædt af kattene, så det er ikke fryd og gammen at flytte ind i Det Røde Hus. Der er to drenge, Knort og Kærne, og søster Persille og deres bedstemor tilbage i den lille nissefamilie. De to katte, Svingom og Knækhår, gør alt, hvad de kan, for at få fat i de stakkels nisser, og det lykkes da også på et tidspunkt, hvor Kærne bliver taget. Der er spænding for alle pengene, for man ved jo, at forældrene allerede er ædt.

Det er på den måde en barsk fortælling, og man kan da også læse bogen fra et andet perspektiv, nemlig hele flygtningesituationen. De "fremmede" havenisser kommer ikke for at stjæle husnissernes hjem, men fordi de er i nød. Men indenfor i Det Røde Hus er ikke blot andre nisser og De Store, som menneskene kaldes, men også et dukkehus med dukkemand og dukkedame. Dukkedamen er ikke meget for tilflytterne, men det er dukkemanden, og han beskriver sit eget liv på humoristisk vis: Hvordan de som dukker bare er lavet på en fabrik og pakket ned i en kasse, stillet på en hylde og foræret som en julegave. Han har aldrig før tænkt på, at alle ikke lever som dem. Her kan man læse sig selv lidt ind som dansker.

Omkring juletræet er et slikmekka med konfekt og chokoladeknapper, og det skal da også nok blive en god jul. Bogen er rigt illustreret med de skønneste billeder af Birde Poulsen. Bogen er skrevet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og er uhyggeligt aktuel, nu hvor 12 millioner syriske mennesker er på flugt, hvoraf halvdelen af dem ulykkeligvis er børn.