I Kina er en taber en person, der mangler selvkærlighed, det vil sige, at han ikke vil arbejde bevidst og målrettet på at forandre sit liv. Det, der er godt for individet, er på den lange bane godt for samfundet.

”At springe over, hvor gærdet er lavest” burde være et positivt udtryk. Det gælder om at producere mest muligt med mindst mulig energi. Dovenskaben kan her være en positiv egenskab.

Hvis læseren efter at have læst disse synspunkter fra bogen får lyst til at droppe den, vil jeg bede ham om at give den en chance.

Provokationerne er indgangen til min anmeldelse af en kinesisk indvandrers sammenligning af den danske og den kinesiske kultur. Forfatteren blev landskendt på nogle tv-udsendelser, hvor hun blandt andet ved hjælp af to timers daglig lektielæsning og massiv forældreinvolvering forbedrede svage elevers standpunkt markant.

Min opfattelse af bogen er ambivalent. Den er lærerig og engageret skrevet i et velformuleret, enkelt og underholdende sprog. Det er nyttigt at lære af andre kulturer. Men bogen virker også undertiden populistisk, groft generaliserende og rummer direkte ukorrekte oplysninger om det danske skolevæsen.

Forfatteren er opvokset i Kina, men blev tvunget til at leve sammen med sin mor og sin alkoholiserede stedfar i Danmark, fra hun var 12 år. Hun vil drage nytte af, at hun kender både danske og kinesiske forhold, og vil beskrive sider af det kinesiske samfund, som vi kan lære noget af.

Motivation er afgørende for at klare sig i livet og for at lære. Den kommer ikke af sig selv, men den læres ligesom et håndværk. Det lærer kinesiske børn, fra de er helt små. Man glemmer ofte at begynde med motivationen. Alle i familien eller i virksomheden skal være motiverede, gå ind for en fælles plan og erkende vigtigheden af deres rolle. Man skal motiveres til at være flittig, og det er kineserne dygtige til.

Forfatteren lovpriser konkurrence og nysgerrighed og tillægger lektielæsning sammen med forældrene stor betydning. Forældrene viser ved dette arbejde respekt for skolens undervisning, og familien bliver inddraget i skolens arbejde og kan følge med i det. Det er kun godt, at forældrene presser børnene til at læse lektier. Forfatteren er vant til at blive bedømt i den kinesiske skole, fra hun var lille barn. Man blev rangordnet og fik karakterer og vidste, hvad man var værd. Det opfatter hun som en god motivation.

I Kina prioriterer forældrene i følgende rækkefølge i deres børns opdragelse: fysisk og psykisk sundhed, sprog(herunder at lære at læse og skrive), sociale relationer, læring i bred forstand og kreativitet. Kinesiske forældre mener, at man skal lære basale kundskaber først, derefter kan man være kreativ.

Forfatteren går ind for præcise mål og deltaljeret og præcis prioritering og planlægning i alle forhold. Held er noget, man skaber ved hårdt arbejde. Det kræver åbenhed og nysgerrighed, og at man maksimerer sine chancer for at få held.

Jeg kan kun være enig i, at motivation og hårdt arbejde er vigtigt for at skabe sig et liv. Det var en svaghed ved reformpædagogikken i 70'erne og 80'erne, at man mente, at al læring skulle opstå ved, at elevernes fik lyst til at lære af sig selv.

Men ellers er hendes syn på læring fjernt fra det danske, hvor vi lægger vægt på opdragelse til demokratiske samfundsborgere, til selvstændighed og kreativitet og selvstændig skaben i mange medier. Mirakelmagere, hvad enten det er jægersoldater eller tigermødre, kan godt vække eftertænksomhed og sætte vores skolevæsen i perspektiv, men vi skal ikke kopiere uden hensyn til helheden.