Et berømt og i skolekredse ofte refereret psykologisk eksperiment er den forskning, som Walter Mischel og en række af hans studerende foretog tilbage i 1960’erne, der går under navnet Skumfidustesten.
Kort fortalt gik forsøget ud på at afdække sammenhængen mellem førskolebørns evne til behovsudsættelse og deres succes senere hen i livet. Forskerne efterlod børnene i et rum alene med en skumfidus foran sig og gav dem besked om, at hvis de kunne vente med at spise godten, til den voksne kom tilbage, ville de få to i stedet for en.
Faktisk var der tale om en lang række varierede forsøg, der tilsammen åbenbarede en mangfoldighed af strategier, som børnene udtænkte for at modstå fristelsen. Og så var der de børn, der bare gav los og guffede løs med det samme.
Mischel fulgte et bredt udsnit af forsøgspersonerne i henved 40 år, og der viste sig en signifikant sammenhæng mellem børnenes evne til selvkontrol, og hvordan de klarede sig senere hen i livet med hensyn til eksempelvis uddannelse, økonomi, skilsmisse og misbrug.

Men skal man så frygte for sit barns fremtid, hvis det ikke er i stand til at vente på tur og altid spiser sit slik med det samme? Nej!  
En signifikant sammenhæng er ikke det samme som en statistisk sikkerhed. En af Mischels hovedpointer er netop, at viljestyrke og selvkontrol ikke er medfødte egenskaber, men derimod noget, vi kan lære at mestre.
Vores hjerne er formbar livet igennem, og den gamle diskussion om arv kontra miljø erklærer Mischel ganske enkelt for død. Det er netop det, der gør hans forskning så interessant i forhold til uddannelse og opdragelse. Og det handler selvfølgelig ikke blot om selvkontrol i forbindelse med søde sager, men om evnen til generelt at lade sig aflede fra fristelser, der fjerner fokus fra det væsentlige og langsigtede.

I bogens midterste del bliver forfatteren en kende sludrende. Nogle af hans anekdoter virker på mig, som var de taget ud af en Woody Allen-film. De mange detaljer om, at X forsker har været Mischels ven gennem 20 år, og Y forsker har været hans studerende, fremmer heller ikke forståelsen spor. Nuvel, det er jo USA, det her, tænker man så ved sig selv og læser overbærende videre. For teorierne, der udfoldes, er fængende, og man vil gerne vide mere.

Bøger som denne minder om, at den alsidige personlige udvikling bør være en lige så stor del af skolens dannelsesideal som det rent faglige. At lære eleverne varierede adfærdsstrategier til at håndtere livets udfordringer og frustrationer er en klog investering i menneskelig kapital. Også kaldet livsduelighed.