Denne bog er et værdifuldt bidrag til debatten om folkeskolereformen. Det er umagen værd at læse den grundigt, og den er egnet til inspiration for både politikere, ledere, lærere, forældre og andre nøglepersoner i lokalsamfundet. Den er velskrevet, velunderbygget og afspejler et stærkt engagement.

Bogens hovedinteresse er at undersøge, hvordan familien kan komme i en position i forhold til skolen, hvor den kan og vil udøve modledelse og dermed hjælpe skolen. Forfatteren er stærkt inspireret af Foucault og beskriver skolens udvikling fra disciplinering gennem ydre regler til en tendens, hvor magten skjuler sig i uigennemsigtige systemer. Magtens mænd træder ikke gerne tydeligt frem, men virker i det skjulte. Forældrene har svært ved at orientere sig i dette system af uskrevne regler.

Forældrene bør inddrages som en resurse i folkeskolen på en ny måde. Skolen stiller ofte krav til forældrene om at gøre deres børn undervisningsparate, så lærerne kan koncentrere sig om undervisningen. Forældrene kommer meget lidt på skolen - og mest til rituelle begivenheder som klasseforældremøde og forældresamtaler, der ikke fungerer tilfredsstillende. Problemfamilier kaldes ofte op på skolen og får besked på, at de skal få deres børn til at opføre sig ordentligt. Muligheden for sanktioner ligger som en undertone. Men mange af disse forældre forstår ofte ikke, hvad der bliver sagt til dem. Batesons begreb dobbeltbinding anvendes til at beskrive de uklare relationer mellem hjem og skole.

Forældrenes indflydelse er i forbindelse med skolereformen reduceret. Der gribes stadig mere ind i familiens privatsfære med forslag til, hvordan familielivet skal leves. Men der er ikke meget rum for en ligeværdig samtale. Skolen lytter ikke til forældrenes opfattelse af læring og til deres fremstilling af, hvordan eleverne er som hele børn. Forslagene til skole-hjem-samarbejde i forlængelse af skolereformen er fantasiløse og begrænser sig til at beskrive de sædvanlige klassiske ritualer.

Med udgangspunkt i erfaringer fra familieklasser og -skoler anbefaler forfatteren, at der skabes en refleksionskultur på skolerne. Der skal i langt højere grad afsættes tid til, at skolens ansatte indbyrdes og forældre og de ansatte kan arbejde sammen i reflekterende team med forandringer og muligheder. Hastigt gennemførte reformer fra oven skaber frustrationer, og mange af disse reformer er dybest set dårligt forberedte politiske prestigeprojekter.

Lærernes indflydelse er også kraftigt reduceret. Klasselærerfunktionen, som i årtier har været en hjørnesten i folkeskolens undervisning og samarbejde med forældrene, er afskaffet og erstattet af kontaktlærere. Forfatteren taler for genindførelse af klasselærerfunktionen i en ny form. En gruppe af forældre og elever skal have fast tilknytning til en pædagog eller lærer, der ikke kun tager sig af effektiv læring, men også tager ansvar for alle elevers personlige dannelse og sociale udvikling.

Forfatteren spørger, hvordan man kan forestille sig, at forældre og lærere kan tage større ansvar, når deres indflydelse reduceres. Jeg undrer mig ligesom forfatteren over, at organisationen Skole og Forældre ikke i langt højere grad har kæmpet imod tendenser til at reducere forældrenes muligheder for indflydelse i skolen. Den øgede mulighed for holddeling og dermed afskaffelse af enhedsskolen burde denne organisation også have forholdt sig til.

Noget afgørende nyt i skolereformen er inddragelsen af lokalsamfundet. Andre end lærere kan undervise i skolen, og folkeskolen har fået pålæg om at samarbejde med forskellige organisationer i lokalsamfundet. Det er meningen, at lokalsamfundet skal støtte op om læring af skolens mål, og at skolen ved at åbne sig skal inspirere eleverne til i højere grad at bruge lokalsamfundets tilbud. Det læringsbegreb, der ligger bag denne åbning til det omgivende samfund, er imidlertid ikke beskrevet præcist. Forfatteren beskriver glimrende eksempler på, hvordan samarbejdet med lokalsamfundet helt konkret kan foregå. Samarbejdet beskrives som en mulighed for at tilføre folkeskolen resurser, hvis det foregår i form af en åben dialog.

Ideerne til skole-hjem-samarbejde og åbning mod lokalsamfundet er beskrevet overbevisende og velunderbygget. Mange af synspunkterne, forslagene og analyserne er ikke nye, men hvis de blev gennemført, ville det betyde et væsentligt kvalitetsløft i folkeskolen. Det kræver imidlertid, at man bygger på et helt andet syn på læring end det, der dominerer i skolereformen. Læring og personlig dannelse og opdragelse og undervisning kan ikke adskilles.