Her er en kritik af den konkurrencestatspædagogik, der ser sig hævet over kritik. Her er bidrag til debat med de politikere og konkurrencestatstænkere, der mener at have fundet den eneste vej. Og her er oplæg til overvejelser blandt alle os, der skal tage stilling til, hvorfor vi er her, og hvilke konsekvenser svaret på dette kan have for den folkeskolepædagogik, vi ser det værdigt at lægge profession til.

Forfatteren beskriver de store fortællingers opløsning og postmodernismens følgende retningsløshed. Men han peger også på det paradoksale i, at det atomiserede og teoretisk sårbare postmoderne grundlag for pædagogik, der bygger på en skepticisme og dekonstruktion af de store fortællinger, har fået nyt liv i mødet med konkurrencestatens nye, store fortælling.

Med afsæt i Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsbeskrivelse og i de processer, der blev gennemløbet i forbindelse med læreruddannelses- og folkeskolereformerne, viser forfatteren, hvordan reformernes ophavsmænd imødegår den postmoderne relativisme med en instrumentel tænkning og målstyring, der bygger på et radikalt anderledes menneskesyn end det hidtidige. Hvor skolen indtil nu har haft som grundlag, at mennesket er sat i verden for at være, så er menneskets bestemmelse ifølge konkurrencestatsfilosofien først og fremmest at være selvforsørgende. Vi er sat på jorden for at præstere. Arbejdet giver mennesket frihed.

Analysen begrundes ud fra centrale, velvalgte og fyldestgørende citater fra ministerielle hjemmesider, fra bøger og artikler af professor Jens Rasmussen, professor Lars Qvortrup, viceinstitutleder Claus Holm og andre. Over for deres instrumentelle og såkaldt evidensbaserede pædagogiske filosofi stiller forfatteren den tænkning, som her er repræsenteret af blandt andre professor Peter Kemp, professor Gert Biesta og filosoffen Thomas Aastrup Rømer. De bygger deres tænkning på, at menneskets bestemmelse er at være – med de konsekvenser, det har, for at pædagogik ikke kan reduceres til målstyring.

Med reference til udviklingsdirektør Alexander von Oettingen, som bygger sin pædagogiske tænkning på den europæiske filosofi og idéhistorie, beskriver forfatteren, hvordan  pædagogik udspiller sig i et univers af uvished. Vi kan ikke vide noget om fremtiden, hvilket får blandt andet begrebet evidens til at smuldre. Derfor rækker konkurrencestatspædagogikken ikke.

Endelig kommer Brian Degn Mårtensson med sit bud på et alternativ til en moderne pædagogik. Vi har ingen stor, sand fortælling at bygge på, og vi ved ikke, hvad børnene har behov for i fremtiden. Derfor må vi træffe nogle normative valg for at formulere den pædagogik, som vi etisk kan forsvare. Forfatteren vælger at tage afsæt i Søren Kierkegaards påstand om, at kærligheden er førstebevæger. Ud fra dette valg af kærlighedens etiske påbud formulerer forfatteren en pædagogik, der omhandler folkefællesskab og verdensborgerskab.

Selv om forfatteren klart signalerer, hvor han placerer sig i den pædagogiske debat, så virker bogen som et sobert bidrag, der lader konkurrencestatspædagogikkens fortalere komme loyalt til orde. Men fordi de på samme tid er dem, magten lytter til, bliver bogen også en udfordring for alle, der interesserer sig for skolen, og især for alle, der tjener til livets ophold som medarbejdere i skolen.

Vil du opfatte dig som underviser eller som læringsmedarbejder, hvilket er betegnelsen i nye stillingsopslag? Hvis du siger ja til det første, og du vil bevare dit job, hvordan kan du så agere i en skole, der bygger på, at mennesket er sat i verden for at præstere? Måske er det en idé at satse kollegialt på kærligheden som førstevælger, når skolens pædagogiske grundlag skal skabes nedefra, hvis det da overhovedet er muligt. Hvis du siger ja til det sidstnævnte begreb, så er det bare om at komme ud over stepperne; og måske stille op til formandsposten i Danmarks Læringsmedarbejder Forening?

Sagt på en anden måde: Den her bog er ikke til at komme uden om. Læs den, og diskuter den i skolens pædagogiske fora – eller hvis/når dette ikke er muligt, så i private læsegrupper. Og diskuter dens pointer med alle, der har berøring med skolen.