Undervejs i læsningen af den rigt illustrerede billedsamtalebog havde jeg et indre lydspor: Anne Linnets "Indeni" fra 1979, hvor hun synger: ”I dit ansigt kan jeg læse, du er lidt for meget alene – indeni. I dit ansigt kan jeg læse. Du er meget mere hård udenpå end indeni. Du har gemt dig. Du er helt alene. Du er langt væk, min kære. Kom og vær lidt nærmere".

Denne tekst omkranser så fint, hvad denne billedbog handler om. Det er en pædagogisk tilrettelagt billedbog, der vil lære børn, hvordan de får en god kontakt til egne følelser og på den måde lettere bliver i stand til at forstå, hvordan andre mennesker har det. Det er bestemt ikke nogen let opgave at skrive sådan en bog, og det er ikke lettere at illustrere den. For hvordan skal man tegne, så børn finder tegningerne appellerende? Og hvordan skal man tegne, så børn begynder at tale om sig selv og ikke om den person, der er på billedet? Jeg synes overordnet, at det med ikonoteksten – helheden mellem tekst og illustration - er lykkedes meget godt. Desuden er det ret godt for identifikationsprocessen, at der er valgt samme illustrator på denne børnebog, som der er på Karen Glistrups forrige bog: "Snak om det … med alle børn", der ganske vist primært henvender sig til voksne.

Fælles for alle Karen Glistrups bøger er, at de vidner om en stor indsigt i børns følelser, og hvordan børn tænker om psykiske lidelser og mistrivsel i familier. Den svære opgave kommer så, når alle de fine tanker skal omsættes til kunst – en billedbog fortalt for børn. Når man skal vurdere billedbøger eller bøger henvendt til børn, bevæger vi os altid i et spændingsfelt mellem kunst og pædagogik. Desværre fik jeg ikke nogen stor kunstnerisk eller litterær oplevelse ud af at læse bogen. På mange måder er det pædagogikken, det faglige og saglige, der er det primære. Jeg tror ikke, at dette er en bog, som det lille førskolebarn eller indskolingsbarn vil samle op på biblioteket og sige: Mor, mor, vil du ikke nok læse den for mig? Det er nok mere pædagogen eller moren, der tager bogen frem og siger: Hør her, børn, nu er der noget alvorligt og vigtigt, vi skal tale om.

Det gør heller ikke noget, at det er sådan en bog. Den slags bøger har vi også brug for og har savnet i det pædagogiske arbejde. Der er nemlig rigtig mange voksne, der har svært ved at finde ud af, hvordan man taler om de svære følelser med børn. Denne bog er et godt udgangspunkt for mange gode samtaler. Følelser er vigtige at have som undervisningsemne og skal betragtes som en slags privat ejendom. Dem har man ret til at have, og det skal børnene vide, står der i bogens tekster til de voksne, der skal bruge bogen sammen med børn.

Det er alt sammen rigtig godt, velment og fagligt kompetent, men jeg kan ikke undgå at få en lille følelse af, at jeg sidder og læser i en bog fra min egen barndom i 1970’erne, hvilket nok også var grunden til, at jeg pludselig fik en sang fra 1979 i hovedet. Der findes ikke andre billedbøger til små børn, der tager følelser lige så alvorligt som denne bog, så det er derfor bogmarkedets bedste bud på en snakkebog om følelser til børn.