Min første efterårsferie, efter to måneder som nyuddannet lærer, sidder fast i min erindring som en uge, hvor jeg ikke foretog mig ret meget andet end at sove.

Til trods for at jeg havde fået nogle relativt velfungerende elever og rare, nye kolleger, havde det, der på seminariet gik under betegnelsen "praksischokket", drænet mig totalt for energi.

Havde jeg dengang læst denne bog, havde min debut som klasseleder måske trukket knap så store veksler på mig. Jeg ville nok have været træt, men jeg ville også have hvilet mere i troen på, at det tager tid at lære, og at der faktisk er tilgange, der beviseligt virker bedre i læringsrummet end andre. Bogen her godtgør nemlig, at klasseledelse principielt kan læres af enhver, der evner at gå ind i en gensidig respektfuld relation og skabe tydelighed og struktur.

Som lærer med en del år på bagen er udbyttet af denne bog til gengæld begrænset. Bogen er redelig, velargumenteret og grundig. Den er desværre også kedelig at læse, fordi forfatteren egentlig ikke gør så meget andet end at fremlægge en bred præsentation af den eksisterende forskningslitteratur om klasseledelse. Og at perspektivet på klasseledelse i perioden 1970-1995 har bevæget sig i en mere elevcentreret retning, behøver man jo blot at åbne en avis eller døren til et klasselokale for at kunne konstatere.

Den tilsyneladende endeløse strøm af udgivelser om klasseledelse er ved at få det komplicerede håndværk til at fremstå som et universelt svar på enhver af skolens udfordringer. Det er det måske også, men så mangler vi stadig svaret på, hvordan vi skal lykkes med den gode klasseledelse. Hvis klasseledelse er et håndværk, hvordan skal vi så rammesætte den læretid, det tager at mestre det? Hvordan sikrer vi, at alle lærer det godt nok – og at der er den nødvendige organisatoriske konsensus om, hvad det indebærer?

Sidst i bogen findes en mindre del med skemaer til refleksion over egen praksis. Nogle af skemaerne inviterer også eleverne ind i en vurdering af undervisningen og samspillet mellem lærer og elever. Det virker som et gennemarbejdet og brugbart værktøj til at bedømme, hvordan klasseledelsen fungerer. Men det peger ikke på nogen løsninger, i fald skemaerne frembringer data, der indikerer en ringe klasseledelse.

Alt i alt savner jeg lidt kant i denne bog og især en problematisering af den privatpraktiserende lærer som fænomen. Som praktiker i folkeskolen oplever jeg nemlig, at en af de største udfordringer med at få klasseledelsen til at fungere er, når lærerteamet ikke lykkes med at få skabt fælles fodslag og forventninger til arbejdet i og omkring klassen. Men gør de det, kan de naturligvis have yderligere gavn af en teoretisk platform, der som denne bog indkredser de opmærksomhedspunkter og den evidens, der bør medtænkes i pædagogisk praksis.