Vi har alle brug for at blive set, hørt og lyttet til. Det gælder både børn og voksne – lærer og elev. Men selvfølgelig mest af alt handler det om, at vi som lærere viser os som professionelle omsorgspersoner, der tør tage fat i det barn, der viser tegn på mistrivsel.

Det er en klog bog, som psykolog Ulla Dyrløv har skrevet, og den går tæt på og kan gribe fat i lærerens egne skjulte eller glemte behov. For det, der gør en god lærer, er vel netop det, at man kan sætte sig i barnets sted, at man fornemmer, når der er noget, der ikke er, som det burde være. At man tør gå hen til det barn, der har mistet en forælder til en alvorlig sygdom, eller et barn, hvis forældre står midt i en skilsmisse. Det er vigtigt, at vi ikke bare står der som den voksne professionelle og er bange for at gøre mere skade end gavn. Ofte er det de ting, der ikke bliver sagt eller ikke bliver gjort, der er de allerværste. Men det handler selvfølgelig også om, hvordan man gør det.

Og det er netop dette ”hvordan”, som denne bog er en slags opslagsværk i. Der er mange, mange eksempler, hvor vi som lærere kan spejle os og se, hvad der konkret kan gøres i en bestemt situation. Bogen er baseret på interviews med børn og unge med forskellige vanskeligheder. Det er Ulla Dyrløvs tese, at det er børnene, der er de egentlige eksperter, så hvis børnene ikke reagerer, som vi gerne vil have dem til at reagere, er det måske på tide, at vi går direkte til barnet og spørger, hvad man kan gøre anderledes. Desuden berører Ulla Dyrløv det tabu, der handler om kolleger og vidensdeling. Hvad gør vi, hvis vi ser, at der er en lærer, der ikke trives i sit arbejde? Eller som ikke er god nok til sit arbejde?

Under alle omstændigheder får vi i bogen vist, hvordan en fagperson kan tage hånd om et barn eller en ung, som er ulykkelig, angst eller ensom. Der er rigeligt at tage fat på, og man lærer ikke at blive pilot for sine skolebørn fra den ene dag til den anden. Det er noget, der tager tid, og som kræver erfaring og viden.

Der var meget, der gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste bogen, men jeg synes særligt, at det var flot, som Ulla Dyrløv selv griber i egen barm og fortæller om egen opvækst.

Vi lærer også nogle helt unikke børn at kende i løbet af bogen, og vi lærer om kriser, tavshedspligt, underretningspligt – de tre p'er: privat, personligt og professionelt. Og så endelig de forskellige tegn på mistrivsel og børnesagkyndige undersøgelser. Der er meget, og det er undertiden tunge emner, men med en god forfatter er det kun en fornøjelse at læse og blive klogere. Jeg blev i alt fald meget klogere på mig selv og genkendte en masse. Og jeg tror, at andre læsere vil kunne genkende noget af sig selv eller børn, de har mødt, når de læser i bogen.

Det helt afgørende er det menneskesyn, der ligger bag den anvendte metode, vi som lærere benytter os af. Vi skal desuden være opmærksomme på, at det er os som fagpersoner, der skal forme os efter det menneske, vi sidder med - ikke omvendt.

Og så er det, at jeg pludselig får helt ondt i maven, for hvordan kan man det som lærer i en klasse med 28 elever, hvor der ovenikøbet er inklusionsbørn, og hvor der både er dødsfald blandt forældrene, psykisk sygdom i familien eller skilsmisse? Er det menneskeligt muligt med den timetalsnormering, som lærerne har med den seneste overenskomst? Selvfølgelig skal vi som lærere huske at være opmærksomme på de børn, der mistrives, men hvordan i praksis? Og har vi kultur og overskud til at hjælpe den lærer, der ikke trives i sit arbejde?

Selv skriver Ulla Dyrløv, at hun har skrevet bogen for at skabe opmærksomhed omkring emnet "at tale med børn og unge", men også i håb om at hjælpe fagfolk, der arbejder med børn og unge, til at blive bedre til at tale med dem. Den mission tror jeg er lykkedes, netop fordi bogen er praksisorienteret. Jeg synes, at der er stor hjælp at hente i denne bog, men hvor ville jeg også ønske, at jeg havde otte arme og ni liv, så jeg ville kunne overkomme det i praksis.