Men hvis man skal tage pejling efter, hvor mange ”hjerte-likes” en artikel får, så synes godt 3000 lærere - modsat Slavoj Zizek -  at man skal dæmpe elevernes stress og angst med mindfulness. Man kan vel på den baggrund konkludere, at der er en tendens til, at New Age med mindfulness værktøjer er noget danske lærere umiddelbart godt kan lide. Den aktuelle artikel om mindfulness og stress, jeg her hentyder til, er skrevet af Thorkild Thejsen 13.04.15.I manchetten til artiklen angives ”Skolereform, lang skoledag og integration stresser elever med opmærksomhedsforstyrrelser, men de kan hjælpes med meditation, siger Flemming Platz i sit pædagogiske diplomprojekt, hvor han giver en række handleanvisninger til lærere, der vil arbejde med mindfulness”. Der har udspundet sig en lang debat efter artiklen, og det hele kan læses på dette link http://www.folkeskolen.dk/561261/pd-mindfulness-kan-hjaelpe-elever-med-adhd#563969

Er der ikke god grund til at stikke et spadestik ned under den umiddelbare tendens til accept af og ønske om at bruge New Age værktøjer a la mindfulness til at ”holde den nye folkeskolereform ud”, dvs dæmpe elevernes stress og angst med `vestlige buddhisme-redskaber`?

I Ateisten Slavoj Zizeks bog "Det skrøbelige absolutte - eller hvorfor er den kristne arv værd at kæmpe for" argumenteres som sagt overbevisende for, at New Ages, herunder mindfulness, er en farlig fetich, der reelt får os til at indgå i konkurrencesamfundets dynamik.

Modsat den Buddhistisk inspirerede mindfulness kan kristendommens tro, håb og kærlighed rumme muligheden for at få kraft til at handle ud fra andre muligheder, end de, som konkurrencestatstænkningen peger på.

Mindfulness, som en del af New Age, kan, betragtet fra filosoffen Zizeks standpunkt, ses som et værktøj til at indgå i konkurrencestatsdynamikken - for vi opretholder med mindfulness en tilsyneladende mental sundhed i den ellers stressende nye reformskole. 

Men med mindfulness som værktøj fanges eleverne ind i en ond cirkel, fordi man indirekte kommer til at opfatte det sociale som rent spil, man kan vælge, om man vil deltage i - eller ej. Eleverne bibringes dermed en fiktiv og forkert opfattelse af verden, som anderledes, end den er. Det er derfor ikke i orden, at man som lærer bruger mindfulness som en del af undervisningen, og forskningen har en opgave i at vise andre veje end at bruge værktøjer som mindfulness og andre virkelighedsfortrængende redskaber. 

Det kan for det enkelte menneske, og den enkelte lærer, måske synes som en overvældende og nærmest umulig opgave at kritisere og forsøge at ændre samfundsmæssige urimeligheder som fx vedtagelsen af den stressende og angstprovokerende reformskole. Men det er her kristendommens tro, håb og kærlighed kan have værdi og betyde, at man ikke bare giver op og vælger at opfatte tilværelsen som et spil, eller som en leg, man kan trække sig fra, når det bliver for stressende eller for hårdt. 

Selvom det kan være fristende at bruge mindfulness til at dæmpe elevernes stress og angst, når det nu viser sig, at det ”kan virke”, så er det vigtigt at stille spørgsmålene: Hvad virker det på? Med hvilken hensigt? Svaret på disse spørgsmål er med Slavojs Zizeks, at New Ages med mindfulness er en fetich, der passer som fod i hose til konkurrencestatsdynamikken. Mindfulness gør i bedste fald eleven i stand til at holde ud at være i den nye reformskole, fordi den kan mindske elevens følelse af stress her og nu. Men prisen er, at vi som lærere formidler en holdning om, at tilværelsen er et spil, et skuespil, som egentlig er værdiløst, og som du altid kan trække dig fra – for det virkeligt værdifulde er din egen indre fred.

Er der ikke rigtig gode grunde til, at vi lærere - snarere end at formidle en buddhistisk grundet mindfulness - formidler kristne værdier, som bygger på tro, håb og kærlighed? Dvs. accepterer tilværelsen fuldt ud, som den er, og på disse præmisser forsøger at forandre den?