De digitale prøver i biologi og geografi i morgen onsdag er aflyst, og i stedet skal 9.-klasserne til prøve på papir. Det viser sig, at systemet ikke gemmer de svar, eleven har indtastet, men ikke gemt, når prøvetiden udløber.
Arkivfoto: Michael Parly Pedersen
Prøve uden computer i morgen på grund af fejl i prøvesystemet
De digitale prøver i biologi og geografi i morgen onsdag er aflyst. Prøverne gennemføres på papir, efter at Styrelsen for It og Læring har opdaget, at prøverne i alle årene har været behæftet med en fejl. Fejlen blev opdaget efter pilotafprøvningen i mandags af en digital læseprøve. De 13.600 elever, der deltog i den digitale læseprøve, tilbydes en omprøve på papir i næste uge.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er meget beklageligt", siger kontorchef Rasmus Vanggaard fra ministeriets Kontor for Prøver, Eksamen og Test. Han glæder sig dog over, at styrelsen opdagede fejlen, før eleverne fik deres afgangsprøvekarakterer.
Der er afsat en halv time til prøven i læsning. Den består af fem store opgaver med hver 10 delspørgsmål. Hvis en elev har nået at besvare fx ni delspørgsmål i en opgave, men ikke har trykket på gem-knappen eller gået videre til en ny opgave på det tidspunkt, hvor tiden udløber, bliver besvarelserne ikke registreret, og eleven får ikke point får sine svar. Da styrelsens medarbejdere kiggede på elevernes besvarelser i den digitale læseprøve, kunne de se, at der var noget galt, og derfor blev fejlen opdaget.
Men har fejlen været der i alle de år, vi har haft digitale prøver?
"Ja, fejlen har været der, siden vi begyndte på de digitale prøver i ggeografi og biologi i 2007", svarer Rasmus Vanggaard. "Der kan være elever, der har fået én karakter lavere, end de skulle have haft, hvis de har ligget tæt på grænsen mellem to karakterer. Det kan vi ikke udelukke, men det er min vurdering, at det vil være meget få, fordi geografi- og biologiprøven består af mange flere enkeltopgaver og ikke ret mange opgaver med underspørgsmål".
Aflyste prøver betyder ekstra rettearbejde
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har i dag kontaktet skolerne og bedt dem om at finde den papirudgave af prøverne frem, der har ligget som en plan B, siden de første år hvor der var flere tekniske problemer med prøverne. I morgen skal både de elever, der er udtrukket til at skulle op i biologi, og dem, der skal op i geografi, tage prøven på papir. De 13.600 elever, der deltog i den digitale selvrettende prøve i dansk læsning og retskrivning sidste mandag, bliver tilbudt at tage prøven om på papir torsdag i næste uge. Rasmus Vanggaard forklarer, at det i henhold til reglerne kun er et tilbud, men at eleverne garanteres, at hvis de klarer prøve nr. 2 dårligere end prøve nr. 1, er det den højeste karakter, der kommer på afgangsbeviset.
Styrelsen går nu i gang med at udbedre fejlen, så de digitale prøver kan gennemføres uden fejl i 2016.
Ministeriet: Ingen lukkes ude fra videre uddannelse på grund af fejl i matematikprøve