Man kan blive så vred på uretfærdige handlinger, at det bare må ud – koste hvad det vil. Filminstruktøren Erik Clausen skriver et smukt forord, hvor han understreger, at hvor vrede og kærlighed mødes, kan der skabes kreativitet.

Jeg var meget skeptisk, da jeg begyndte at læse i bogen. Er dette nu blot en, der skal have luft for sin vrede? Men jeg blev glædeligt overrasket. Lidt efter lidt overgav jeg mig til historien og fortællingen. Den fiktive form og de genskabte replikker og situationer, som jeg i begyndelsen var irriteret over, blev til en overgivelse i at få historien læst og frem, sådan som den var tænkt. Jeg glemte, at dette er en virkelig historie, og jeg glemte, at dette er en søns forsvarsskrift for sin far. Jeg læste historien for den historie, den er.

Da jeg var nået dertil, oplevede jeg en fortælling fra efterkrigstidens Danmark om et uønsket barn, ”et tyskerbarn”, et børnehjemsbarn og ikke mindst et ørebarn, hvor manglende hørelse og forståelse blev tolket som mindre begavelse. Det er en fortælling om omsorgssvigt og de følger, det giver. Bogens forfatter har igennem 15 år indhentet materiale om sin far i form af journaler fra det system, der har skullet erstatte de forældre, der ikke var der. Det er et historisk materiale, der strækker sig helt frem til i dag. Det er hjertegribende at læse det brev, som hovedpersonens mor får fra børnehjemmet Kana i 1946, hvor de sender drengen hjem til sin mor som en returpakke, både fordi der ikke er blevet betalt tilstrækkeligt for barnets ophold, og fordi barnet ikke udvikler sig alderssvarende. Han er uønsket på enhver tænkelig måde.

I 1948 bliver han fjernet fra hjemmet på grund af dårlige forholdt. Hovedpersonen Kurt kommer siden på opdragelseshjem, som i 1952 bevidner, at Kurt anses for uartig og forkælet. Det er en oplysning, der virkelig overrasker, for hvordan kan et omsorgssvigtet barn være forkælet? Og med hensyn til det uopdragne, så er det vel ikke nemt at vise empati for andre, hvis man aldrig er blevet taget kærligt imod?

Der er ét lyspunkt i hele fortællingen, og det er frk. Mikkelsen. Hun har været en god støtte for Kurt, mens han var under åndssvageforsorgen, og har ønsket at adoptere ham, men har fået afslag. I stedet er hun blevet hans plejemor, som han kan besøge i weekender og i ferier. Med hendes hjælp kommer Kurt med tiden i lære som tømrer, hvilket skal vise sig at være det helt rigtige for ham.

I mange år arbejder Kurt som tømrer, lige indtil en arbejdsulykke sender ham tilbage (som 55-årig) i systemet med ligegyldige arbejdsprøvninger og jobkurser, som han var overkvalificeret til. Igen er Kurt blevet en brik i et system, der ikke er gearet til individuelle hensyn og medmenneskelighed. Dette gør Kurt syg, og efter et selvmordsforsøg og en tur rundt på lukkede psykiatriske afdelinger gives Kurt diagnosen maniodepressiv.

Det er et stort og meget respektfuldt arbejde, Kurts søn har gjort. Det er et flot minde at rejse over sin far. Det er en historie, som familien skal have, og det er en historie, som mange andre også kan spejle sig i.

Alligevel ved jeg ikke, hvor almen historien er, på trods af at man har brugt mange fiktive greb for at få fortællingen til at blive almen og levende. Det er rigtigt, at mange bliver udsat for uretfærdighed, og at mange bliver ødelagt af systemet. Det er bare svært at udpege egentlige skurke i både denne og andre menneskers historie, fordi mange af dem, der udgør systemet, er mennesker, der gør deres arbejde ”i den bedste mening”.

Desværre bliver historien en anelse ensidig, fordi der mangler de gode år i historien. De år, hvor Kurt var ude af systemet, havde arbejde og stiftede familie – succeshistorien.

Det er en meget læseværdig bog – en personlig fortælling, som jeg varmt kan anbefale, fordi vi alle kan knækkes, uanset hvor meget man kæmper for at stå fast.