Folkeskolen er død – længe leve læringen!

Er folkeskolen stadig folkets skole? Nej, det er den ikke – desværre.

Folkeskolens udvikling afgøres ikke af en folkelig debat, men af OECD’s anbefalinger til uddannelsespolitikken.

Der er tale om mindst tre mega-trends, når man ser på den internationale uddannelsespolitik:

For det første en effektivisering af den offentlige sektor. Der er ingen tvivl om, at meget af det, der sker i uddannelsessystemet i dag, er begrundet med rationalisering og effektivisering. Der skal arbejdes mere for de samme ressourcer og håbet er, at man med New Public Management kan få folkeskolen og uddannelsessystemet til at yde mere for det samme. Det forandrer skolen. Eleverne skal lære hurtigere og læreren arbejde mere effektivt. Hvad eleverne lærte i 9 klasse i går skal kunne læres i 8 klasse i morgen med en minimal forberedelsestid. Lærings-effektivisering sætter turbo på klasseværelset.

For det andet er folkeskolen styret af PISA-chokket og dets effekt. Siden de første PISA-målinger har vi i Danmark indført princippet om dannelses-benchmarking, og det betyder troen på, at sammenligninger og konkurrence skaber bedre uddannelser. Vi sammenligner ikke kun på internationalt og nationalt plan men også kommunerne imellem og  på skole- og  klasseplan og helt ned til det enkelte barn. Drømmen er, at man i fremtiden kan måle, hvor det enkelte barn, den enkelte klasse, den enkelte skole, den enkelte kommune ligger i forhold til internationale standarder. ”Verdens bedste folkeskole” er en benchmarkingskole – hverken mere eller mindre.

Den sidste mega-trend, jeg vil fremhæve, er dynamisering af viden. Vi lever i dag i en verden fyldt med informationer. Aldrig har adgangen til viden og information været så massiv og hastigt skiftende. Viden er blevet flygtig, og det sætter uddannelsessystemet og ikke mindst skolen under pres. Hvilken viden skal skolen formidle til næste generation? Hvilke værdier, kundskaber og holdninger mener vi er værd at give videre til vores børn og børnebørn? De spørgsmål kan i dag kun vanskeligt besvares, og når viden mister sin autoritet – fordi der altid er en anden viden – så mister undervisningen sin autoriet, og teknikken tager over. Man kan kun undervise, hvor der er ”viden”, der kan vises, og når forestillingen svinder om, hvad der er værd at vise, tager nettet og de digitale medier over. Digitaliseringen af-materialiserer vores viden om verden og skaber flygtighed og hastighed. Folkeskolens undervisning bliver til en App. I dag findes der skoler og kommuner, der har en digital strategi om at blive en bogfri og fuldt digitaliseret skole. Derfor afvikler man biblioteket, bogen, blyanten, artefakterne og tingene og afvikler dermed barnets møde med verden. Viden bliver reduceret til online-viden.

Kulturelt hukommelsestab

Effektivisering, benchmarking og flygtigheden har fjernet ”folket” fra folkeskolen og folketingets indflydelse er stort set kun en formel kategori. De store mega-trends løfter skolen ud af en historisk kulturel forståelse, hvor skolen er indlejret i en folkelig kultur med et generationsperspektiv.

Men skiftet i opfattelse af hvad folkeskolen er, skyldes ikke kun OECD’s uddannelsespolitik men også et ”kulturelt hukommelsestab” om, hvad skolen egentlig er for en institution. Vi holder ikke skole, fordi vi har børn. Tværtimod er skolen ikke for børn, men for elever og for den verden, som ikke bare transformeres af sig selv. Skolens formål er begrundet i det faktum, at ”forståelsen af verden” og det vil sige dens værdier, viden, holdninger og færdigheder ikke bare overleveres via den direkte socialisation men via undervisningens omvej. For at den enkelte lærer at forstå sig selv som person, borger og menneske og lærer at forstå vores fælles politiske, etiske, religiøse, økonomiske og æstetiske samvær har vi brug for skolen, der gør verden til en undervisende verden. Fag som matematik, dansk, religion, biologi og musik er ikke bare fagligheder ud i den blå luft, men afspejler dannelsesnøgler til at forstå sig selv som regnende, læsende, troende, voksende, syngende og dansende menneske. Samtidigt åbnes en matematisk, lyrisk, naturlig, religiøs og musisk verden.

Skolen er en offentlig dannelsesinstitution

I vores idehistorie finder vi forskellige skoletanker, der har præget vores idealer om skolen. Vi kender for eksempel Grundtvigs formulering om, at vi lærer for livet og ikke for skolen. Den sætning har præget dansk skoletænkning i massiv grad.

Men der findes også et andet billede på skolens formål, som ligger til grund for vores moderne opfattelse af skolen. Det blev formuleret af filosoffen Hegel i begyndelsen af 1800-tallet og sammenfatter essensen af, hvad en moderne skole i samfundet er.

Hegel siger om skolen, at den er en ”offentlig skole” og placeret mellem på den ene side familien og det borgerlige samfund.

Skolens formål er at trække barnet fra en familiær verden til en offentlig verden, der ikke er styret via kærlighedens anerkendelse men styret via den fornuftige og respektfulde deltagelse i samfundet. I skolen lærer eleverne derfor, at de ikke kan blive i deres oprindelige socialitet, men at de skal lære at agere som offentlig borger i et offentligt samfund. Dvs. at man i skolen lærer, hvad det vil sige at indgå i en fælles politisk, etisk og erhvervsmæssig kontekst. Vejen til denne offentlige eksistens er gennem undervisningen. Og som om Hegel foregreb vores tid tilføjede han, at skolen ikke måtte  offentliggøre elevernes faglige og sociale præstationer, fordi det kun er for-domme og aldrig objektive domme.

I dag har den politiske diskurs reduceret skolen til begrebet dygtighed. At ”blive så dygtig som du kan” har aldrig været folkeskolens mål. Det er det nu og vi tester massivt for at finde frem til, hvem der er dygtigst. Det vil skabe og legitimere eksklusion. For den, der falder fra, har bare ikke været dygtig nok. Det kan alle forstå også dem, der falder fra.

Fraserne om skolens dannelse

Vi er på vej væk fra det hegelske princip om at skolen er en offentlig og oplysende institution. Dens formål er at oplyse den kommende generation om dens offentlige eksistens og sameksistens. Så kort kan det siges.

Det perspektiv har vi glemt via et fælles kulturelt hukommelsestab, og vi har erstattet tanker og ideer om skolen med fraser som ”fra undervisning til læring”, ”den digitale skole”, ”verdens bedste skole”, ”bliv så dygtig som du kan” og den ”dygtigste generation i Danmarkshistorien”. Fraser, som ikke dækker folkeskolens formål, men tilfredsstiller den politiske og teknokratiske retorik om skolen.

Men når sproget om skolens betydning bliver til fraser, får læreruddannelsen på landets professionshøjskoler et kæmpe problem. Hvem vil gerne uddannes til lærer, når skolen blot er et instrument i OECD’s styringspolitik? Hvem vil være ansvarlig lærer i en skole, som kun er for dygtighed og benchmarking? Hvem vil være lærer i en skole, hvor det ikke handler om undervisning, men om læring, og hvor ”bogen og blyanten” blot er latterlige rekvisitter fra en forældet kultur? Næppe dem, der satser på og brænder for lærerjobbet og folkets skole.

I disse tider beklager man ofte at humanistiske uddannelser uddanner til arbejdsløshed. Det gør læreruddannelsen ikke – tværtimod. Men den kan risikere at uddanne til en ”folkeskole”, der ikke findes mere, fordi vi har glemt at tage vare på den og fordi den er forsvundet i test og fraser.

Så har vi afskaffet skolen og uddannelsen - længe leve livslang læring.

Alexander von Oettingen, dr.pæd.

Direktør ved professionshøjskolen, UC Syddanmark