Læreres målrettede læring behøver ikke kun at ske i forbindelse med kurser. Den kan sagtens ske i det daglige arbejde, eksempelvis ved systematisk og målrettet at undersøge egen praksis. I den sammenhæng kan det være hensigtsmæssigt at have viden om forskningsmetoder og værktøjer. I "Læreren som forsker" præsenteres viden og metoder om for eksempel interview, observation, lesson study, dialogseminar og livshistorie. Bogen retter sig mod studerende og undervisere på læreruddannelsen, men også mod lærere i praksis.

Bogen består af fire dele med forskellige kapitler skrevet af skoleforskere og undervisere på læreruddannelsen. Kapitlerne varierer meget i kvalitet.

I første del præsenteres ideer og vinkler på, hvad det vil sige at forske i skolens hverdag. Her behandles blandt andet aktionslæring som metode. Et væsentligt tema, når der tales om læring og udvikling af egen praksis. Desværre er netop dette kapitel ret rodet og til tider opremsende uden en klar rød tråd.

Anden del af bogen er den bedste. Her præsenteres kort og præcist tre klassiske forskningsmetoder: observation, interview samt statistik og spørgeskemaer. Specielt kapitlet om observation er godt, idet der ikke blot præsenteres teknik og positioner. Kapitlet forholder sig også generelt til observation. Også kapitlet om interview er en god introduktion for studerende, der ikke i første omgang har mod på at gå i gang med Kvales bog om interview.

Tredje del beskæftiger sig med forskellige værktøjer og metoder og er en god inspirationskilde for både studerende, lærere, skoleledelser og undervisere på læreruddannelsen. Her er der blandt endet kapitler om videoobservation, casestudier, lesson studies og problembaseret læring, livshistorier, læringscafe og dialogseminar. Især kapitlet om videoobservation som forsknings- og udviklingsredskab i skolen bør fremhæves. Kapitlet er aktuelt og relevant specielt i lyset af den nye læreruddannelse, hvor de studerendes kompetencer skal afprøves i nye eksamensformer, som for eksempel kunne være ved hjælp af video. Visse dele af kapitlet kan dog hurtigt blive forældet, da udvikling af software inden for dette felt går hurtigt.

Bogen afrundes i fjerde del af forfatterne med et ønske om, at forskere går i tættere samarbejde med lærere og skoleledelser, der gerne systematisk vil udvikle praksis. En tendens, der i øvrigt bliver mere og mere udbredt i dansk skoleforskning, læreruddannelse og skoleudvikling. Derudover pointerer forfatterne, at hvis der udvikles en skolekultur, hvor lærere sammen og alene systematisk undersøger egen praksis, vil skolens demokratiske nerve styrkes, og lærere vil i langt højere grad have mulighed for at blive aktører i skoleudvikling generelt.

Alt i alt kan bogen anbefales specielt til brug i læreruddannelsen, om end kapitlerne er af svingende kvalitet. Der er tale om en norsk bog, der er oversat til dansk. I den sammenhæng generer det mig, at bogen ikke blot i "fodnote"-stil er tilpasset danske forhold, specielt når målgruppen for bogen blandt andre er danske lærerstuderende. I mange kapitler henvises der for eksempel til det norske "Personvernombudet" (endda med link til dets hjemmeside) uden i en fodnote at henvise til det danske datatilsyn.