Et forskningsprojekt om skriftligheden i 9.-klasser på tre skoler afdækker skrivemønstre, som er overraskende og tankevækkende. Det kan inspirere til udvikling af skrivekulturerne i skolen. Jeg vil i anmeldelsen koncentrere mig om nogle af de mest interessante resultater af dette feltarbejde:

Afgangsprøverne spiller en stor rolle og er styrende for, hvad der foregår i timerne, og indgår med stor vægt i begrundelser for undervisningen i klassen. Lærerne oplever ikke, at der kan være problemer med at snævre det faglige indhold ind efter prøvernes krav. Der lægges vægt på, at eleverne kan klare sig godt til prøverne, og det harmonerer for lærerne godt med, at de samtidig kan udvikle de skriftlige kompetencer, som de generelt har brug for i deres personlige udvikling og i deres liv efter skolen.

Dog giver en lærer udtryk for sin skuffelse over, at forskerne kun iagttager 9.-klasser. Hun giver udtryk for, at det først og fremmest er i 7. og 8. klasse, at nye færdigheder gennemgås, mens 9. klasse er præget af konsolidering og forberedelse til afgangsprøverne.

Det er betænkeligt, at afgangsprøver styrer aktiviteterne så meget. De er en ekstern slutevaluering, som kun kan vurdere et begrænset spektrum af faget, og skal ikke styre indhold og læringsprocesser. Lærere på en progressiv skole med en meget kompetent undervisning giver også udtryk for, at de nationale test hæmmer dem i den alsidige og spændende undervisning, de plejer at gennemføre.

Der er på alle skoler et skel mellem elevernes meget omfattende skrivning på de sociale medier i deres fritid og deres skrivning i skolen. Elevskrivekulturen kommer på skolen kun til udtryk i frirum, hvor lærerne ikke styrer.

En spørgeskemaundersøgelse dokumenterer, at elevernes ageren på de sociale medier er et helt nødvendigt led i deres sociale liv, og at de bruger megen tid på det. Skrivningen i skolen og elevernes fritidsskrivning foregår i det store og hele helt adskilt.

Der skrives ikke mange sammenhængende opgaver på to af skolerne. Det undrer mig også, at det stadig er så almindeligt, at eleverne ligesom i min skoletid får en skriftlig opgave for som hjemmearbejde. Derefter bliver den rettet af lærerne og givet tilbage til eleverne undertiden med en karakter. Jeg troede, at den procesorienterede skrivnings begejstringsbølge havde aflivet denne ineffektive måde at give respons på.

Der er stor forskel på, hvor meget der skrives, og hvor glade eleverne er for at skrive. På en af skolerne, hvor der er et effektivt teamsamarbejde mellem lærerne på flere niveauer, og hvor der er stor bevidsthed om, at det at skrive er alle faglæreres ansvar, er glæden ved at skrive stor i alle fag. Det samme gælder ikke en af de mere traditionelt fungerende skoler.

I forbindelse med projektarbejde og andre tværfaglige projekter trives skrivelysten bedst. Det er også i den forbindelse, at it og multimodale tekster inddrages mest. I den faglige undervisning er inddragelse af digitale medier meget begrænset.

Bogen beskriver megen god, solid faglig undervisning og vilje til udvikling. Men en sammenkædning af arbejdet med faglig læsning og skrivning, udarbejdelse af en fælles strategi på skriveområdet og en bedre integration af it er nogle af de områder, hvor disse skoler står foran en udvikling.

Svagheden ved undersøgelsen er dens manglende bredde, at den som forstadie til et gymnasieprojekt har fokuseret på elever i 9. klasse, som havde til hensigt at komme i gymnasiet, og desuden er det en mangel, at ingen af de involverede skoler har et større antal tosprogede elever eller elever fra socialt belastede miljøer.

Jeg kan ikke komme ind på alle de væsentlige aspekter, der er i bogen, men min anmeldelse af dette praksisnære og inspirerende projekt vil blive fulgt op af behandling af temaer fra bogen på min blog på dansknetværket på folkeskolen.dk