I indledningen til materialet giver forfatteren udtryk for, at den meget boglige og resultatorienterede læring af faglige begreber i folkeskolen giver en overfladisk læring. Hans materiale skal ikke bruges som et gennemgående system, men som et ugentligt supplement i nogle timer, for at eleverne kan lære faglige begreber dybtgående, ved at mange intelligenser kommer i spil. Legen i forbindelse med læremidlets mange forslag til spil anvendes som en konsolidering af faglige begreber. I samme lektion kan man også give eleverne de mere traditionelle og kedelige opgaver først og stille dem i udsigt, at de må få de legende opgaver til sidst som belønning.

Forfatteren beskriver ud fra forskellige teoretikere på udmærket vis, hvad der er legens særlige kvaliteter.

Han bygger også sin legende tilgang til dansk på Maslows behovspyramide og Vygotskijs nærmeste udviklingszone. Forfatteren har ret i, at legen er truet i skolen, og at den har uvurderlig værdi.

I hæftet refereres også til Blooms taksonomi. Efter min opfattelse opererer opgaverne i læremidlet imidlertid danskfagligt på et lavt kognitivt niveau, nemlig: ”at have kendskab til”-niveauet. Præsentationen af faglige begreber er fragmentarisk, usystematisk og overfladisk. I bestræbelserne på at beskæftige eleverne med aktiviteter, der tilgodeser alle intelligenser, bliver opgaverne undertiden alt for primitive til mellemtrinnet og overbygningen.

Der er ingen tvivl om, at eleverne vil synes, at det er sjovt at spille de foreslåede spil. Man kan også sagtens få gode ideer til en varieret undervisning ved at kigge materialet igennem, men som helhed bruges der alt for megen tid på at fremstille nogle af spillene og til at spille dem set i forhold til det faglige udbytte. Fokus kommer til at ligge på at vinde spillet og på at lege og blive underholdt – kun sekundært på det faglige indhold.

Forfatteren er heller ikke nogen sprogkunstner. Beskrivelsen af fremgangsmåden i spillene er forståelig, men undertiden ret ubehjælpsom og ikke særlig instruktiv. Der er også problemer med sætningskonstruktioner og stavning, hvilket ikke er så heldigt i et læremiddel, der satser meget på grammatik og stavetræning. Introduktionen af faglige begreber er undertiden kritisabel. For eksempel defineres navneord som ”ord, som du kan sætte en eller et foran” og udsagnsord som ”gøre-ord” og tillægsord som ”være-ord.”

Teorier om de mange intelligenser i forskellige variationer har været en værdifuld inspiration i folkeskolen – også i danskundervisningen, men den faglige systematik og dybde i læringsforløbene må man ikke give køb på. Det kan undre, at Niels Egelund, som altid er parat til en kommentar om hvad som helst i folkeskolen, giver materialet sin varme anbefaling.