"Alle undervisere bør være ægte interesserede i at opfatte deres elever som frie subjekter og lade dem 'komme ind i verden'. De bør ikke være fokuserede på at skabe føjelige objekter. Vi har ikke brug for undervisere, der alene fokuserer på årsager og virkninger, vi har brug for undervisere, der fokuserer på 'begivenheder', situationer, hvor vi kommer til syne for hinanden som mennesker!"

Dette er næsten et citat af de sidste linjer i Biestas bog, og det er næsten en formulering af det dannelsessyn og den uddannelsesteori, der fremlægges i hans nyeste bog. "Den smukke risiko - i uddannelse og pædagogik" er den fjerde oversættelse af Biesta til dansk, og det kan allerede nu konkluderes, at de undervisere, der har ønsket at få tanker og ideer omkring dannelse og dannelsesidealer, der ikke er tyske og "Klafkiske", nu har fået et godt alternativ.

Samtidig kan det formodentlig også konkluderes, at bogen ikke vil få alle de læsere, den fortjener, og det af to grunde: Bogen vil  få svært ved at passe ind i den nye moduliserede læreruddannelse - i hvilket modul vil den kunne byde sig til? Og mange lærere vil ikke føle, at de har tid og kræfter til at arbejde med en bog som denne, der kræver tid til fortolkning og kollegial samtale om pointer, men skulle der findes en lærer, der pludselig opdager et tomrum i den nye arbejdstid - tirsdage mellem 14.30 og 16.00 for eksempel - så er dette bogen, man bør forhandle sig ret til at læse.

Der er inspiration at hente. Alene titlen ægger til spørgsmål og overvejelser. Hvad kan Biesta mene, når han forsøger at beskrive travle underviseres arbejdsliv med udtrykkene "smukke" og "risiko"? "Den smukke risiko" er bygget op af syv kapitler, der hver især tematiserer emnerne kreativitet, kommunikation, undervisning, læring, emancipation, demokrati og virtuositet. Hvert kapitel afsluttes med en konklusion. Det gør bogen overskuelig, men ikke nem at gå til.

I en vis forstand er Biesta ikke en fornyer af pædagogikken, han arbejder stadig med fundamentale forståelser af feltet. Uddannelse handler grundlæggende om at formulere mål for tre områder eller domæner, nemlig kvalifikation, socialisation og subjektifikation. Dette er ikke nyt, men det er bemærkelsesværdigt, at Biesta fastholder det sidste domæne, skabelsen af subjekter, og endda arbejder med begreber som emancipation og frigørelse. Der er ingen tvivl om, at Biesta her er på kant med mange uddannelsesplanlæggere.

Biesta vil dog ikke bare stå på skuldrene af sine forgængere, han vil også videreudvikle og forny, og det gør han ved at skabe begreber som "dekonstruktiv pragmatisme" og ved at argumentere for nye grundlæggende begreber som "begivenhedens pædagogik", men hvad betyder begreberne? Og kan undervisere bruge dem - eller fortolke indholdet, så det giver inspiration og mening til praksis i deres hverdag? Hvad er det for eksempel, der ligger bag, når Biesta argumenterer for at skabe en ny balance mellem begreberne læring og undervisning? Hvorfor er det så vigtigt, at lærere ser sig selv som undervisere og gør det med stolthed?

"Jeg er ikke blot en, der faciliterer læring, jeg er en skaber af indhold og begivenheder for mine elever, der overskrider og udfordrer deres livssituation, sådan at de ikke bare føler, at de, med Biestas ord, har lært noget af mig. De er blevet undervist af mig, jeg har som underviser skabt en begivenhed, der har givet eleverne et nyt perspektiv på livet".

"Den smukke risiko" formulerer et dannelsesbegreb, der udtrykkes gennem forskellen på uddannelse og træning. At ville uddanne som underviser handler om at skabe risikofyldte situationer, hvor eleverne gives mulighed for selv som mennesker at træde ind på fællesskabets scene for at bidrage med deres unikke perspektiv på det faglige indhold, du har valgt som det vigtigste lige nu. Det kræver en frihed til at vælge, og det kræver selvbestemmelse for dem, der vil være undervisere.

Det er smukt og måske også en smule i uoverensstemmelse med tankerne bag de nye Fælles Mål og det syn på læreres arbejde, der ligger bag forestillingen om arbejdsdage fra 8.00 til 16.00? Eller?