Lad mig slå fast med det samme: Jeg har ingen praksiserfaring og viden om pædagogisk praksis i dagtilbud. Det var derfor med en vis skepsis, at jeg gav mig i kast med en anmeldelse af ”Den sårbare inklusion – diagnoser og fællesskabende pædagogik i dagtilbud”. Bogen henvender sig til det pædagogiske personale i dagtilbud, men kan, ifølge forfatteren, med fordel også læses af pædagoger, lærere og ledere i fritidstilbud og skole. Om dette holder, vil være mit afsæt i denne anmeldelse.

Bogen er inddelt i to dele fordelt på elleve kapitler og bygger på forfatterens egen og andres forskning i forhold til inklusion. Første del omhandler forskning i og om diagnoser. Anden del omhandler de betingelser, som omgivelserne opstiller for børnenes udvikling og læring i dagtilbuddet. Forfatterens ærinde er at bygge bro mellem og ”oversætte” forskningsresultater til pædagogisk praksis.

Det kræver ikke nogen særlige forudsætninger at give sig i kast med bogen, der er velskrevet og sprogligt tilgængelig for alle. Teori og praksis kobles på fin vis via cases. Fagligt fremstår bogen meget velfunderet og indeholder også en omfattende litteraturliste.

Flere af bogens kapitler kan læses af lærere, og jeg vil særligt fremhæve den første del som relevant i folkeskolen. Forfatterens redegørelse for diagnoser og diskussion i dette perspektiv er nuanceret, kritisk og spændende at læse, for hvornår er en diagnose nødvendig, og hvornår er den stigmatiserende eller direkte hæmmende for udviklingen hos barnet i vanskeligheder? Jeg kan også godt lide forfatterens fokus på ”fællesskabende” pædagogik som udgangspunkt for reel inklusion.

Selvom jeg ikke har forstand på dagtilbudspædagogik, er jeg overbevist om, at bogen med fordel kan anvendes derude i virkeligheden - også skolevirkeligheden.