Anmeldelse

Læsespringet 2

Et godt bud på, hvordan man arbejder med læseforståelse

Gedigent materiale med udgangspunkt i den nyeste forskning omkring læseforståelse og genrelære. Blandingen mellem arbejdet med de forskellige strategier og genrelæren hæver dette materiale over gennemsnittet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Læsespringet 2" har fokus på læseforståelse. Materialet er tænkt til 5.-6. klasse, men kan også være en støtte til ældre elever med læseforståelsesvanskeligheder.

Fakta:

Titel: Læsespringet 2

Forfatter: Elsebeth Otzen

Pris: 74

Sider: 56

Forlag: Gyldendal

Som i "Læsespringet 1" er hæftet delt op i temaer, hvor der arbejdes med huske-strategier, ordne-strategier, overvåge-strategier og udvikle-strategier. Undervejs er der også fokus på genrelæren. I dette hæfte er det især den informerende genre. Målet er at gøre eleverne til aktive læsere ved, at de kender forskellige strategier, kan anvende dem og ved, hvornår det er hensigtsmæssigt at bruge de forskellige strategier.

De forskellige strategier er markeret med forskellige farver. Under arbejdet med huske-strategier bliver eleverne blandt andet præsenteret for stikord, citater, og hvordan de læser svære ord. I forbindelse med ordne-strategier skal eleverne anvende genrekort, bruge mindmap og personkort. Overvåge-strategier giver anledning til at anvende kolonnenotat, nærlæse, skimme og arbejde med læseformål. Det sidste afsnit præsenterer udvikle-strategier, hvor eleverne skal arbejde med at bruge VØL, betydningskort og at stille vurderende spørgsmål.