Hvor er det fantastisk, at man stadig laver smukke bøger til børn; synes at de skal have fint boghåndværk mellem fingrene. Så allerførst en tak til Høst og Søn for at udsende en smukt tilrettelagt bog med lyseblå shirtingryg, garnhæftning og en dragende forside, der fisker læseren ind i universet bag himlen.

Hvis det er rigtigt, hvad forskerne i Stavanger siger, at læsning på papir giver mere indlevelse, bedre hukommelse og meget andet mere end digital læsning, fordi fingereringen ved papiret stimulerer betydningsfulde centre i hjernen, så må denne bogs papirkvalitet og omslagsstruktur være læse- og læserstimulerende i anden potens. Og det, bogen har at byde på, er virkelig værd at komme efter.

Ved første gennemlæsning dominerer Stian Holes surreale kunstværker, hvor han med sin suveræne beherskelse af photoshop formår på en og samme tid at flå og betage i læserens blik og at rive og lindre i læserens følelser. Vi svæver og flyder og klatrer i nordisk natur og i drømmenes verden. Vi aner, at årstiderne driver altings og alles livshjul. Den forfatter, der ønsker og får Stian Hole som sin illustrator, bliver så rigt begavet og så inderligt udfordret. For han illustrerer ikke. Han leverer kunstværker, som kan få teksten til at folde sig ud, når den er god, eller krympe sig, hvis den er halt.     

Ved anden gennemlæsning er det oplagt at koncentrere sig om Synne Leas digte, der for de flestes vedkommende står som sikre og dirrende udsagn fra et barns tumlen med livets og især dødens væsen. Som poet lever hun op til kravet om at være den, der med sprogets hjælp søger sandhed. Og hvis man har haft samtaler med børn, der har mistet eller er angste for at miste, så er det umiskendeligt, at Synne Lea erindrer både forundringen og forskrækkelsen. ”Når mor sover/er hun ikke/mor mere”. Men angsten for at miste, for at mor ikke er den, man tror, hun er, bærer også på drømmen om at høre til, sådan som det udtrykkes i indledningen: ”Sig til/hvis du har brug for en ven./Hvis jeg var dig/ville jeg kalde/på mig”. Eller som jeg-fortælleren siger i slutdigtet, da vennen spørger, om det var godt at blive fundet: ”Men jeg vil bare vide/om det var godt/at finde mig?”

Ved tredje gennemlæsning griber billeder og tekst fat i hinanden og skaber små monumenter af børnetumlen med det væsentlige i livet: Det, du møder, "kommer sikkert/til at være anderledes/end du tror./Og det gør du også". Her opstår den særlige fornemmelse, at det her i livet, der dur, ofte høres i mol. Men nordisk livskunst består måske netop i at kunne udtrykke glæden i den dystre toneart. 

Synne Leas digte er båret af en jeg-fortæller, der giver en meget intens og intim stemning, og som formår at holde fast i barnets følelsesvinkel. Men samtidig bliver digtene aldrig private og lukkede omkring sig selv; små sproglige signaler, ”en ven”, ”en mor”, gør det personlige alment. Dette understreges på fornemmeste vis af Stian Holes billeder, hvor læseren ser mange forskellige personer, og hvor der ingen øjenkontakt er med andre end en enkelt stirrende ugle. Og forunderligt nok står der, at selv om du tænker på den [dyrene], ”skal du ikke tro at de tænker/på dig …”.

Stian Holes billeder afslører også et par af digtene som uskarpe, som for eksempel ved et stærkt undergangs-/opbyggelighedsbillede, hvor dette digt står: ”Er skyerne drømme fordi/de ligner noget andet end skyer?/Ligner skyerne noget andet end skyer/fordi drømmene findes?”

Bogen er oversat af Naja Maria Aidt med et poesigehør, der er prisværdigt. Og med en lille dansk berigelse: ”Der findes gader som ikke synes/de passer/til at hedde Henrik Ibsens Vej, eller Dronning/Louises, og i hvert fald ikke/Kalkbrænderihavnsgade”. Kalkbrænderihavnsgade – er det ikke upassende herligt?

Men som helhed er denne bog en gave til de læsende børn og til de oplæsende, samtalende voksne, der søger at nærme sig tilværelsens væsen. Den er beslægtet med Stefan Mählqvists og Tord Nygrens ”Kom ind i min nat, kom ind i min drøm” og Wolfgang Erlbruchs ”And, Døden og tulipanen”. Den kan lukke op for tanker og samtaler om det, der nager, og om det, der drager. Den kan give livsmod. Som er andet og meget, meget, meget mere end en pind i danskfagets kompetencemål.