Anmeldelse
Cirinos fortælling
Store emner for mellemstore elever
Frihed, overlevelse, venskab med mere er temaerne i ny fantasy-serie, der rammer mellemtrinnets elever fint.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
”Cirinos fortælling” er Nick Clausens (født 1988) 13. romanudgivelse og den første i forfatterskabet, der foregår i et fantasy-univers. Et kort over historiens geografi kan ses forrest og bagerst i romanen, der fænger fra allerførste side. Ens sympati er med det samme helt og holdent med hovedpersonen Cirino, der er riganer, berømte for deres udholdenhed og kampstyrke. Cirino er sammen med sin bror Fabius safirdykker i storriget Mazura langt hjemmefra, men Cirino bliver kidnappet og solgt til slavehandleren Porcius.
Fakta:
Titel: Cirinos fortælling
Forfatter: Nick Clausen
Pris: 199,95
Sider: 280
Forlag: Høst og Søn
Porcius tager ingen chancer med sine slaver, der alle må bære et jernhalsbånd med en kæde med en jernkugle i enden. I en situation under en lang vandring svigter Cirino kammeraten Mahlah, nægter at hjælpe ham i en svær situation – og det kommer til at sidde dybt i Cirino som et fatalt svigt.
Porcius opdager ved et tilfælde, at Cirino kan slås – det er egentlig stik imod Cirinos natur – men overlevelsesinstinktet er stort, når det gælder liv og død, og det giver ham næsten uanede kræfter i kampene, der minder ikke så lidt om de modbydelige fights i et bur, der undertiden vises på tv. Også kærlighed spiller en rolle. Kvinden Zahira, der lever sammen med Selios, fatter sympati for Cirino og hjælper ham med en nøgle til lænkerne. Det lykkes ham at komme fri, og uselvisk og modigt vender han med stor fare for sit eget liv tilbage til de andre slavedrenge og befrier dem ved en dristig aktion. Men som i alle andre fantasy-romaner slipper han ikke så let. Der er flere ”benspænd” forude.
Cirino, Zahira og Onesimus, en anden af de nu frie slaver, drager mod storbyen Kazana i riget Mazura. Her har Zahira en søster, Aemilia, der er gift med bageren Diodoros og har datteren Julia.
Selios, Zahiras mand, finder dem i Kazana, og i et heftigt opgør bliver Aemilia dræbt, og huset brændes ned. Cirino drager videre sammen med Zahira, der må tage den femårige Julia med på rejsen over Safirhavet med et skib, men lige da de går om bord, dukker Mahlah hårdt såret op, og Cirino kan ikke svigte ham én gang til. Mahlah skal have lægehjælp omgående, og Zahira og Julia må rejse uden Cirino.
Cirino og Mahlah kommer senere med et sørøverskib, og det bliver en meget dramatisk tur over Safirhavet. Mahlah dør, men Cirino redder på et hængende hår livet.
I enhver fantasy-fortælling skal helten vende tilbage til sit udgangspunkt, og sådan går det naturligvis også i ”Cirinos fortælling”, der er en god og gedigen fortælling, velskrevet og veldrejet. Den sætter fokus på vigtige eksistentielle emner som frihed, overlevelse, moral, venskab, svigt, sorg og samvittighed på et plan, hvor romanens målgruppe – 4.-7.-klasserne – sagtens kan være med
”Cirinos fortælling” er første bind i en serie – ”Skrifterne fra Safirhavet” – så Cirino må forudse flere udmarvende oplevelser forude, og hvis Nick Clausen holder stilen, dramatikken og intensiteten, vil serien få mange læsere.