Lad mig starte med det vigtigste: Jesper Wung-Sungs forfatterskab er i høj grad værd at bruge tid på. Selv har jeg kun læst et par tekster af ham, men efter at have brugt en del tid på Søren Fanøs bog er jeg ikke i tvivl om, at jeg må i gang med en mere grundig orientering i det Wung-Sungske værk; det er simpelthen alt for spændende til, at man bør lade være.

Bogen om Wung-Sungs forfatterskab gennemgår romaner og noveller fra hans hånd, og man får en klar fornemmelse af tematikker, centrale metaforer, handlingsforløb, i et vist omfang udsigelsesforhold og andre relevante emner. Desuden er der til hvert kapitel forslag til værkernes anvendelse i undervisningen og en vurdering af, hvilket elevsegment den givne tekst er egnet til.

Beklageligvis er jeg samlet set ikke ret begejstret af en række årsager. Bogen er gennemgående præget af redundans fra det helt overordnede niveau og ned til den enkelte sætning, hvor dobbeltkonfekt jævnligt forekommer. Konklusioner repeteres, og temaer gentages i unødigt omfang. Helt barokt bliver det, når man vælger at bringe en hel, omend kort, tekst i citat hele to gange med få siders mellemrum (Kafka-teksten side 170 og 183).

Fanøs bog byder på en række faglige opfattelser, jeg ikke kan gå ind for. Dertil kommer en del terminologi, som anvendes uhensigtsmæssigt eller direkte forkert, besynderlige – og hist og her fejlagtige – referencer og metodeforslag, som virker ulogiske, og som ikke uddybes. Jeg måtte adskillige gange under læsningen gribe til anden faglitteratur, når jeg kom til at undre mig over, om jeg mon var fejlinformeret om dette eller hint. Det var ikke tilfældet.

Det er i sagens natur ikke muligt at redegøre for samtlige problemer, men jeg vil præsentere et par punktnedslag:

Fanø omtaler ofte en implicit/indskreven læser og/eller forfatter – denne gestalt omtales på en forvirrende måde, alene den uklare vekslen mellem adjektiverne og at de nogle gange forekommer som par, altså en indskrevet, implicit læser/forfatter. Problemet er, at disse implicitte instanser ikke forklares, men ofte refereres til som noget faktisk – men de er netop begge tænkte koncepter, som kan være svære at få hold på, og som man, når man vælger at omtale dem så hyppigt, bør give uddybende redegørelser for. Ligeledes ville det have været rimeligt at redegøre for de ”tomme pladser”, som også ofte indgår som noget selvfølgeligt.

Intertekstualitet nævnes ofte – man kan af og til få den fornemmelse, at det Wung-Sungske værk udelukkende lever i kraft af sit referencekatalog. Denne vægtning finder jeg uhensigtsmæssig, men ikke så problematisk som det faktum, at Fanø flere gange husker galt eller misforstår forlæggene for de referencer, han nævner; andre er temmelig tynde, og nogle oplagte overses. Allermest dubiøst er det dog, at han, som jeg ser det, griber til ”hermeneutisk fusk” i kapitlet "Ægte brøker". I bogen forekommer følgende linje: ”Imagine all the mice – living for today!!!” Lennon-referencen er svær at overse, og udskiftningen af people med mice skulle nok kunne give anledning til diskussion i undervisningen. Desværre afmonteres denne mulighed, for Fanø præsenterer en mail fra forfatteren selv, hvor der står, at der er tale om en reference til en Kafka-tekst. Forfatteren er i sin gode ret til at have denne viden og dele den på forespørgsel – men det er ikke rimeligt, når Fanø postulerer, at denne viden har en høj grad af betydning for forståelsen af teksten. Det enkelte ord mus er, som reference betragtet, fuldstændig hermetisk. Der er simpelthen for mange mus i verdenslitteraturen til, at en sådan afkodning er realistisk, og jeg mener, at man på denne måde fratager eleverne det råderum, der gør litteraturundervisningen frugtbar.

Der er mange andre emner, der kunne udsættes for kritisk belysning, men pladsen er ikke til det. Det er tankevækkende, at bogens absolut mest læseværdige del er et interview med Jesper Wung-Sung – heri ligger nok bogens bedste argument for forfatterskabets læseværdighed.

Afslutningsvist vil jeg sige, at skulle man vælge at bruge bogen, er det tilrådeligt at ignorere opfordringen til at læse den fra start til slut – man bør læse indledningen, eventuelt det biografiske afsnit og det, der omhandler den tekst, man er interesseret i. Endvidere bør man læse underafsnittet ”I undervisningen” i kapitlet om Pelle Johns engle; det begynder på side 139 – Fanøs opfordring til at forsøge sig med stedbaseret læsning fik mig, trods alt, til at klappe i mine små buttede hænder.