Bogen hedder "Bag facaden – at være dreng med autisme", fordi der er tale om den 16-årige Mads' dagbog. Mads er infantil autist og har gennem en periode på et par år op til og efter, at han får stillet diagnosen, beskrevet sine tanker, følelser og hverdag.

Der er mange gode grunde til at skrive dagbøger og erindringer. Det siges blandt andet, at det kan have terapeutisk effekt. At det kan skabe selvforståelse og selvindsigt, hvorfor der bliver arbejdet meget med den slags på specialskoler for børn og unge med autisme.

Diagnosen infantil autisme er imidlertid en udviklingsforstyrrelse, som videnskaben ikke er helt sikker på hvor kommer fra. Man ved bare, at forstyrrelsen er der allerede fra før fødslen. Der går dog ofte tid, før man rigtig opdager, hvad der er galt, fordi forstyrrelsen eller handicappet er usynligt.

Mads har altid følt sig anderledes, og han har haft svært ved sociale kontakter og samarbejde – både i skolen og derhjemme. Mads’ egen fortælling begynder fra det tidspunkt, hvor han og forældrene ikke ved, hvad der er hans problem. Han er teenager og bliver ofte stresset, og han har svært ved at vænne sig til nye ting. Så går beskrivelserne grundigt frem fra de første udredninger på Kolding Sygehus, til han får diagnosen og sidenhen begynder i en centerklasse for autister.

Det interessante for en folkeskolelærer kan måske være at læse om, hvordan Mads føler lettelse ved at komme væk fra sin gamle skole. Desuden kan jeg som mor til en datter med samme diagnose og nogenlunde samme alder glæde mig over, at mit barn ikke skal inkluderes, men også har fået den ro, hjælp og støtte, som hun har brug for.

Men når det så er skrevet, så har jeg set de bøger om børn og unge med autisme, der er væsentligt bedre skrevet. Bogen bærer i sin kommunikationsform stærkt præg af, at skribenten netop har diagnosen infantil autisme. Beskrivelserne er derfor meget mekaniske og konkrete. Børn og unge med autisme har en begrænset blikkontakt, en begrænset fantasi og en begrænset forestillingsevne. Det er derfor nemt at læse sig frem til Mads' mangler i forhold til at forstå sig selv og sine omgivelser, når han kun kan se det, der er lige foran ham. Alt dette gør, at bogen bliver kedelig og ensformig at læse. Alligevel kan jeg godt forestille mig, at bogen kan gøre gavn for andre teenagere, der er i samme situation. For Mads handler det om at erkende, at han ikke er som andre, og forstå hvad det vil sige at have en diagnose. Denne erkendelsesproces er svær, og det kan derfor give håb for andre, at der findes skoler, der har specialiseret sig i at hjælpe børn med særlige behov. Hvis man derimod leder efter en bog, der skal få almindelige børn til at forstå, hvad det vil sige at leve med autisme, vil jeg anbefale at læse nogle af de skønlitterære bøger, der allerede findes, som for eksempel: Mark Haddons "Den mystiske sag om hunden i natten" eller Anders Johansens "Hullet". Det er bøger, hvor man får et indblik i, hvordan det føles og sanses at være en teenagedreng med autisme. De sansninger kan man ikke få i Mads G. Hansens "Bag facaden – at være en dreng med autisme".