Som kristendomskundskabslærer kan man ikke undvære et godt opslagsværk i Bibelen, og et sådant må bygge på den nyeste bibelforskning og være skrevet i et nutidigt sprog. Det er derfor, at vi med jævne mellemrum er nødt til at revidere vore leksika, så vi ikke viderefører forældet viden. Müllers "Bibelleksikon" er mindre elitært end for eksempel det "Gads Bibelleksikon", jeg selv er blevet opdraget med i udgaver fra 1965 og 1994. Alligevel kan man kun blive imponeret af Müllers opslagsværk, der er tredje generation af det, der begyndte som "Bibelens Hvem Hvad Hvor" fra 1980 og siden udkom i en stærkt ændret udgave som "Politikens Bibelleksikon" i 1992.

Men hvad er så det reelt nye i det nye leksikon? Ja, det brugte jeg faktisk en del tid på at finde ud af. I pressemeddelelsen står der, at det nye leksikon rummer 50 helt nyskrevne artikler om blandt andet oldjødiske skrifter og nytestamentlige apokryfer, som ikke tidligere er blevet behandlet, og desuden en artikel om Koranen, hvilket jeg finder lidt besynderligt at gøre så voldsomt opmærksom på, da "Gads Bibelleksikon" har haft artikler om Koranen og islam siden 1965. Desuden kan man i forordet læse, at der er sket en holdningsændring til en række spørgsmål siden sidste udgave, som skulle indarbejdes, men der står ikke noget om, hvad det specifikt handler om og hvorfor. Jeg har derfor været nødt til at gætte mig frem til, hvad der kan menes, og først tænkte jeg på, hvad der kan være sket af holdningsmæssige ændringer i forhold til Muhammed-krisen. Men det gav ikke rigtig noget.

Mit sidste gæt handlede så om den nyeste bibelforskning, fordi der i forordet stod noget om det holdningsskift, der er i bibelforskningen fra slutningen af 1980’erne, hvilket lige præcis er i den tid, hvor jeg læste linjefag i kristendomskundskab/religion og teologi ved Københavns Universitet i Købmagergade, hvor den berømte Niels Peter Lemche holdt et foredrag om sin bibelske minimalisme (Københavnerskolen), og hvor fremtrædendene bibelforskere stod og græd vredestårer, mens de forsvarede det, som de nye unge forskere kaldte "falsk metodologi”, ”kasserede fejlagtige resultater og kastede to hundrede års arbejde på køkkenmøddingen”.

Hvad der skete efter de verbale slagsmål i Købmagergade, kan kort beskrives som, at der blev dannet en skole inden for bibelsk eksegese (fortolkning), det vil sige en skole, der gik ud på at behandle mange af Bibelens skrifter som rent mytisk litteratur snarere end som historieskrivning. Paradigmeskiftet skete altså allerede i 1990’erne, men det fremgår måske ikke så tydeligt af "Politikens Bibelleksikon" fra 1992, som det gør af mit gamle "Gads Bibelleksikon" fra 1994. I alt fald kan jeg ikke finde de store ændringer fra mit gamle leksikon fra Gad 1994 og så frem til Müller anno 2014.

Dog kan man sige, at Müllers "Bibelleksikon" har færre opslag og kortere artikler end Gad, og det er derfor mindre elitært og mere folkeligt. Med en forbedret billedside, reviderede artikler og en lang række nye opslagsord – såsom Judasevangeliet og Skyld – har vi at gøre med et leksikon, jeg på det varmeste kan anbefale.

Det skal med, at en af de helt store nyskabelser i Müllers leksikon er en lang alfabetisk liste med Bibelens bevingede ord. Den kan man virkelig få meget sjov ud af – og ikke mindst bruge til festtaler, i quizzer og til praleviden, så det ser ud, som om man har læst meget i Bibelen og kan en masse bibelcitater udenad. På den anden side kan man måske mene, at det kan være en lidt poppet måde at motivere ungdommen til at interessere sig for Bibelen på. Men Müllers "Bibelleksikon" er bestemt en bog, der bør stå fremme på alle skolebiblioteker til inspiration, ikke mindst i forbindelse med projektopgaven og folkeskolens afgangsprøve.