Anmeldelse

Mini-Hogwarts på Færøerne

"Åndejægerne" er mere forklaring end fortælling.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skitsen er i og for sig god, men også efter kendt opskrift: Riv tre unge mennesker fra tre forskellige steder i verden op med rode, udstyr dem med en god portion skepsis over for alt fra voksenverdenen og lidt over for hinanden. Lad dem så gradvist indse, at også de har ansvar, at de er afhængige af hinanden, og at intet mindre end verdens overlevelse hviler på deres skuldre.

Fakta:

Titel: Åndejægerne

Forfatter: Magne Hovden

Pris: 348,75

Sider: 218

Forlag: Turbine Forlaget

Magne Hovdens "Åndejægerne" er skåret over sådan en læst: Eirik, Gunther og Lizzy, alle på 13 år, finder pludselig sig selv i et rum med granitvægge til alle sider, én aflåst dør og et smalt vindue med udsigt over ikke andet end hav, hav, hav. Der er ingen vej ud og ingen logik i, hvordan de er havnet dér, endsige hvorfor. Det virker truende og farligt.

Men forklaring følger. For der er en grund til, at de alle tre er blevet kidnappet, og den grund får både de og læseren indsigt i, da nogle voksne "åndejægere" dukker op. De unge er blevet udvalgt til at afløse de gamle åndejægere i en kamp mod dæmonerne fra den mystiske mellemverden. Dæmonerne er ånder, der aldrig nåede over på den anden side, da de døde, og som derfor nu farer rundt og spreder død og elendighed. Derfor befinder børnene sig nu isoleret på Færøerne på en art mini-Hogwarts, hvor de skal oplæres til den kommende kamp.

Forklaring følger, og det gælder også alt for store dele af romanen, der bruges på blandt andet at fortælle om de forskellige typer af ånder, som børnene skal bekæmpe. De tre unge bliver bogstaveligt talt sat på skolebænken, og det samme gør læseren desværre. Det er, som om man skal igennem et katalog af dæmonegenskaber, før historien kan få lov at begynde. Man venter forgæves på, at snakken skal forstumme, og en egentlig handling sættes i gang.

Sprogligt set er romanen i bund og grund velskrevet med små ungdommelige tvist og humoristiske indslag. Men det kan ikke skygge for det forhold, at historien er for tyndbenet. Bogen er ganske vist kun første bind i en serie, så man må håbe, at der kommer mere fortællemæssig drive i de kommende bind. I sig selv er "Åndejægerne" et meget langt tilløb til et kort klimaks.