"Jeg mener ikke, det er tørklæderne, der undertrykker. Tørklæder undertrykker ikke mennesker, det er mennesker, der undertrykker mennesker. (…) Kvinder med tørklæde kan være lige så frie eller lige så undertrykte som kvinder uden tørklæde. Jeg kæmper for, at de kvinder, der ønsker det, skal have ret til at gå med tørklæde uden at blive dømt som ofre".

Sådan skrev folketingsmedlem, ligestillingsordfører for SF og forfatter Özlem Sara Cekic i en kronik i Politiken 17. marts 2014, på et tidspunkt hvor den såkaldte tørklædedebat igen-igen trak overskrifter. Samme budskab havde hun blot få uger forinden slået fast over for en noget yngre målgruppe. Her udkom nemlig børnebogen "Ayses røde tørklæde", som handler om den cirka tiårige Ayse, der pludselig vælger at gå med tørklæde – ikke af religiøse årsager, men på grund af et dårligt hårklip! Det ved omgivelserne imidlertid ikke noget om; veninderne undrer sig, og skolen indkalder fluks og per automatik til alvorlig samtale med forældrene, som formodes at have tvunget deres datter til at bære tørklæde. Finten er bare, at forældrene hverken ved, at Ayse bærer tørklæde i skolen, eller synes, at hun bør gøre det, og alle fordomme kommer i spil, inden det lille forviklingsdrama opklares i en demokratisk glad slutning krydret med selvstændige pigesmil.

Men selvom Ayses flerkulturelle puslespil går fint op til sidst, kan der hurtigt komme store følelser i spil, når retten/årsagen til at gå med tørklæde sættes på dagsordenen. At enhver kvinde/pige med tørklæde har sine egne grunde til at bære tørklæde, og at der skal være plads til dét, er et budskab, der uvægerligt vil møde modsynspunktet, at det muslimske hovedtørklæde er et stærkt symbol på kvindeundertrykkelse og på social kontrol - og at alle øvrige nok så individuelle forklaringer er at foregøgle virkeligheden og at forklejne problematikken.
Hvad man som underviser eller pædagog mener, og hvordan og hvorvidt man vil inddrage denne diskussion i arbejdet med Ayses genvordigheder, er op til den enkelte. Men hvad enten man sympatiserer med Özlem Cekics budskab eller ej, er der ingen tvivl om, at det er sundt og berettiget at blive opfordret til at huske på indimellem at stoppe op og spørge pigerne/kvinderne hvorfor. Det gælder tørklæder – og det gælder sådan set også en del andre forhold, som vi går rundt og tror, vi kender forklaringen på …

Bogen om det frivillige tørklædevalg er anden bog om Ayse i Gyldendals "Vild Dingo"-serie. Ayse optrådte første gang i bogen "Ayses pyjamasfest" fra november 2013, og også her var afsættet et flerkulturelt børneliv tilsat fordomme, misforståelser og uvidenhed – set og oplevet i børneøjenhøjde.

Layoutet er tilgængeligt og appetitligt med fine og klare illustrationer af Runa Steppinge, som både supplerer og støtter teksten. Lixtallet er blot 21, og bogen kan som sådan anvendes som letlæst frilæsningsbog. Den inviterer dog først og fremmest til fælles klasse-/holdsnak om alt fra fordomme og religiøse regler til forfængelighed og dét at have hemmeligheder.

En overvejelse er, om målgruppen ikke er større, end layoutet kan bære?! Bogens samlede udtryk appellerer formentlig skarpest til de otte-tiårige (piger), mens dens temaer snildt kan drøftes et stykke med op på mellemtrinnet. Under alle omstændigheder er der med sikkerhed en konkret elevgruppe, der vil nyde at kunne genkende nogle temaer fra et flerkulturelt hverdagsliv og nyde godt af muligheden for identifikation. Og det er i sig selv en god grund til at have Ayse-bøgerne stående på skolebiblioteket eller i klassen.