”Har man ikke ret til at overleve? Har man ikke ret til at klare sig selv i det her liv?” Med disse spørgsmål som udgangspunkt skriver Martin Petersen en meget medrivende og meget spændende roman.
Hovedpersonen, pigen Dawn, bor i Sugartown. Det er ikke de rigtige navne, men pigen, der fortæller sin historie, vælger disse som symboler på lys og håb. Og det er netop, hvad romanen handler om. Drømmene om noget at spise hver dag, venskaber, kærlighed, uddannelse og et arbejde, der gør det hele muligt.
Da Dawns mor dør, hendes far sygner hen, og hendes lillebror begynder at spise græs, tager Dawn sammen med veninden Didi en afgørende beslutning. De vil ind til den store by City med alle de muligheder, der findes der.
Rejsen dertil er livsfarlig i hænderne på menneskesmuglere. I byen lever pigerne med falsk id og oparbejder en kæmpegæld, der kun kan forsøges nedbragt gennem kriminalitet og sexhandel. En nedadgående spiral er i gang.
I et interview på sitet lærerværelset.dk fortæller Martin Petersen om baggrund for og formålet med romanen. Han antyder en fortsættelse. Den skal være velkommen!
Hvordan romanen slutter, skal (naturligvis) ikke røbes her. Men slutningen efterlader læseren i en tavs, dyb eftertænksomhed. Det er en bog, som man ikke slipper lige med det samme.
Det er en barsk og rå historie. Sproget er meget sansemættet. Lyde og lugte/dufte står op fra siderne. De realistiske miljøbeskrivelser og de helt troværdige, velformulerede replikker får bogen til at fremstå ærlig og gennemresearchet.