Anmeldelse
Helle Helle og Naja Marie Aidt
Kontrasternes klarhed
Forskelle i liv og værk hos Helle Helle og Naja Marie Aidt er omdrejningspunkt i nyt læremiddel til udskolingen.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Afstanden mellem New York og den vestsjællandske provins er stor. Ikke desto mindre danner de to lokaliteter afsæt for dette læremiddels kontrastering af Helle Helle og Naja Marie Aidt: Helles lavmælte filigranarbejde med at komme under huden på samfundets randeksistenser stillet over for Aidts krasse og grænsesøgende ekstremrealisme. Men kontraster skaber klare konturer, og det kommer også frem her: I materialet bevæger vi os fint fra forfatternes steder over vigtige stationer i deres liv og ind i deres værksteder. Disse indledende afsnit kan med sikkerhed fange mange elever, der allerede kender Aidt eller Helle. De kan formentlig også tiltrække nye læsere, men opgaverne her er ret omfattende. For eksempel skal eleverne finde eksempler på dramatik, store følelser og angst i Aidts novellesamling "Bavian". Det kræver næsten, at eleven allerede har læst hele samlingen.
Fakta:
Titel: Helle Helle og Naja Marie Aidt
Forfatter: Peter Christensen, Jens Larsen
Pris: 248,75
Sider: 128
Forlag: Gyldendal
Bogens anden del består af en række opgaver til noveller af Helle og Aidt. Novellerne er trykt i bogens tredje del, så de er lige ved hånden. Valget er faldet på noveller, der allerede i dag på mange måder er klassikere i undervisningen som for eksempel Helles "Globryllup" og Aidts "Bulbjerg". Der er mange relevante opgaver, der både peger ind i teksten og ud af den. Det kunne have været et plus, hvis forfatterne havde arbejdet med mere variation i opgavetyperne. Ganske vist skal eleverne veksle mellem soloarbejde, pararbejde og arbejde i klassen. Men opgaverne sigter næsten udelukkende mod, at eleverne skal beskrive stemninger, tale om fortælleformer og give eksempler på sproglige billeder. Det er godt, at eleverne holdes fast på teksten. Men elever med andre tilgange til litteraturen end den sproglige bliver ladt i stikken.
Som helhed er det imidlertid et solidt og animerende materiale, som kan benyttes af elever individuelt, for eksempel i forbindelse med B-prøven, eller som afsæt for undervisning i klassen.