Old Men are Libraries, beskriver den camerounske forfatter Jacob Ndifon i et af sine digte. De gamle har livserfaring, de er traditionelt at betragte som vise. Men som det nyslåede kunstfondsmedlem Hans Hauge peger på, så lider en del moderne gamle mænd af ”senil ulydighed”. Det sidstnævnte forhold har fået aktørerne fra den aktuelle politiske og pædagogiske kultur til at se skævt til de mange gamle vismænd, som kritiserer tidens dyrkelse af det målbare, det instrumentelle og det styrbare. Men nu samler den vise gamling, professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen, sine tanker om, hvad moderne børn har brug for, og han viser sig at være mere vidende, at tænke mere moderne og præsentere mere fremtidsperspektiv end de målings- og prognosefikserede guruer rundt om den aktuelle børne- og skolepolitik. De lytter helst til eksperter, der passer ind i deres verdensbillede, mens han lytter til virkeligheden, som den folder sig ud i familierne, i daginstitutionerne, i skolen og i fritidslivet. Han beskriver indsigtsfuldt og troværdigt de grundlæggende ændringer, som barndommen har gennemgået i løbet af de seneste generationer, fra at være en del af en ret fasttømret samfundsopbygning til at indgå som en synlig og hørlig del af et ganske flydende og fleksibelt opbrudssamfund. De store udviklingslinjer, der er konsekvenser af den lokalt nordiske velfærdsmodel og af det globale handels- og kommunikationssamkvem, er skabt af voksne mennesker, men har selvfølgelig konsekvenser for barndomslivet overordnet set og for det enkelte barn konkret set. Det er disse konsekvenser, Per Schultz Jørgensen griber fat i, tænker ud fra og formulerer et fremtidigt handlegrundlag på baggrund af. Og det er her, han fremstår som noget særligt. Faktisk er han selv inde på tanken, når han om tidens skolepolitiske tænkning og handling siger: ”Det dybt ironiske er, at i en tid, hvor verden og virkeligheden ændrer sig så radikalt, som den gør, der siger magtens folk omkring skolen, at det handler om mere af det samme”. Dette statement og en lang række af bogens øvrige overvejelser kan måske tolkes som en påvisning af, at vi voksne haster af sted for at bidrage til og hænge på den udvikling, der finder sted, men vi tænker mindre fremadrettet, når det drejer sig om børns liv. Vi har jo selv været børn engang. Og glemmer at også barndommen er ramt af en utrolig udviklingshastighed. Børn er blevet ligeberettigede forhandlingspartnere i et demokratisk familie-, institutions- og skoleliv, men med det særlige forhold bundet til ligeberettigelsen, at børnene har behov for og krav på de voksnes omsorg, opmærksomhed og vedholdende bidrag til børnenes karakterdannelse. Moderne børn har først og fremmest brug for at udvikle deres personlige dømmekraft og deres livsmod, når de træder ud af barndommen og ind i en verden, der, mens de har været børn, har forandret sig væsentligt. De har brug for at få udviklet en personlig karakter, der på en gang gør dem robuste og ansvarlige. Det var slet ikke så tosset, da en anden vismand, digteren Halfdan Rasmussen, hyldede sin dansklærer hr. Ørnebjerg, ”der kunne mer end at tale ned til en dværg … Han lærte os mer om at tro på os selv, end om det vi sku glemme alligevel”. Men netop iveren efter at skulle lære det, vi skal glemme alligevel, bekymrer Per Schultz Jørgensen. Hvorfor skal legen fortrænges i vuggestuen og i børnehaven, når nu det er gennem legen og det fri eksperiment med rammerne, vi får indsigt i både os selv og verdens indretning? Hvorfor har vi ændret børnehaveklassen fra at være skoleforberedende til at være læseforberedende? Nogle vil indvende, at vi da har fokus på leg og læring. Og Per Schultz Jørgensen påpeger overbevisende, at en leg med hensigt er en leg, der har mistet sin mening. Styrk dit barns karakter er ikke blot titlen på bogen. Det er det insisterende bud, som emmer ud af hvert kapitel. Når vi skal opdrage børnene bedst muligt til at begå sig i verden af i morgen, skal vi tage udgangspunkt i at styrke børnenes karakterdannelse via gennemskuelige processer, der giver dem modstandskraft, gør dem opfindsomme, vækker deres eftertanke og kalder på deres samarbejde. Per Schultz Jørgensens bog gør det tydeligt, at en fokusering på karakterer underminerer udviklingen af barnets karakter, men et målbevidst arbejde for at styrke barnets karakter er forudsætningen for, at det får brugbare karakterer. Den her bog er et must for alle, der ønsker at give deres børn og elever en livsgave, der kan blusse op som levende lys på handleplanernes, dokumentationernes og kvalitetsrapporternes døde grene.