Vi var mange, der så 21 Søndag i aftes. Vi var især mange lærere, der ventede spændt på, om vi nu endelig fik den anerkendelse, som vi med rette har fortjent efter et år i helvede, og nu da vi har rundet 1-års dagen for lockouten.

Men ak nej! Vi ventede forgæves.

Til trods for alle de mange indslag om, hvor alvorlig en situation, Folkeskolen befinder sig i, var der ikke antydningen af en anerkendelse. Og tvært imod blev vi af Antorini belært om af, at vi deltog i en konflikt. Jeg deltog ikke i nogen lærerkonflikt. Jeg blev dømt ude fra min arbejdsplads og frataget min løn. Jeg var en brik i en arbejdsgiverlockout. IKKE i en lærerkonflikt.

Lederformanden mente, at det var en overenskomstforhandling. Noget kunne ikke være mere forkert. Der var skinforhandlinger, ja – men med aftalt spil som resultat. Der skulle skaffes penge til en reform af skolen, og det kunne man kun være sikker på ved at knække lærernes overenskomstret og sende dem ind i Arbejdstidsloven. Hermed kunne man styre økonomien.

Jeg undres. Hvorfor lyver I? Og fremmer det lærernes motivation?

Især et indslag med en ekspert og forsker var interessant. Han fortæller, at lærerne som gruppe betragtet bærer på en kollektiv PTSD. Det er jo alvorligt, Antorini. Og hvordan påfører man andre mennesker en PTSD. Det gør man, når man udsætter dem for en pludselig og voldsom og livstruende oplevelse, hvor man oplever sig handlingslammet, uforstående, angstfyldt og alene.

Var det virkelig det, der skete? Jeg var selv med i forløbet, og når jeg tænker efter – så ja, det var sådan, det var.

De bagbandt os, sendte os i isolation og fældede dom over os uden rettergang (arbejdstidsloven og reformloven). Vi fik ikke en FAIR TRIAL.

Vi blev påført en kollektiv og personlig PTSD, som burde anerkendes som en arbejdsskade påført os af vores arbejdsgiver. Det tager meget langt tid at hele. Og forlanges der så oveni, at vi skal udvise arbejdsglæde og engagement og nytænkning (ledernes nye formand), så skolereformen kan komme i hus, ja så er man ualmindeligt uvidende og naiv. Og grov. Et nyt overgreb er igang.

Så kom nu med den undskyldning, Antorini! Det kan ikke gå for stærkt. Først da er der håb forude.

7.april 2014

Ingelise Geller