Anmeldelse

M-OBS

Godt udgangpunkt for at fange matematikvanskeligheder fra skolestarten

I et enkelt bind samles her teori, aktiviteter, observationsmateriale og kopiark, der tilsammen danner udgangspunktet for en kvalificeret matematisk observation af skolens yngste elever.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jamen selvfølgelig! Det eneste konsekvente i forhold til alle elevers optimale indlæring af matematik må da være at tage fat fra dag ét – så snart poderne for første gang har sat deres ben i skolen. Men hvordan griber man en sådan opgave systematisk og fagligt forsvarligt an?

Fakta:

Titel: M-OBS

Forfatter: Jesper Hviid Andersen, Michael Wahl Andersen, Nancy Fuglsang

Pris: 498,75

Sider: 88

Forlag: Dafolo

Den her foreliggende bog giver et samlet bud. Den rummer således både de teoretiske redegørelser og aktivitetsforslag, observationsmateriale og kopiark. Det skulle fremme bestræbelserne på at afdække eventuelle vanskeligheder med matematikken hos skolens alleryngste elever.

Nøgleordet er ”matematisk opmærksomhed”. I hvilket omfang den enkelte elev udviser en sådan, skal der findes frem til ved de(n) fagprofessionelles iagttagelse, beskrivelse og analyse samt vurdering. Om dette kan der læses i en kortfattet og stramt komponeret indledende del.

Mindre overskueligt er det, at de grønne tekstbokse ikke reserveres til ét formål, men faktisk viser sig at rumme både definitioner, oversigter og opsummeringer, ligesom citater fra verdenslitteraturen og folkeskolens faghæfter og en casebeskrivelse har sneget sig ind. Og det er ærgerligt, at den netop ikke særligt omfangsrige tekst lige mangler et sprogtjek og en sidste korrektur …

Det mest ligetil at beskæftige sig med i afdækningen - nemlig tal, tal i hverdagen og geometri - følger efter en undersøgelse af elevernes arbejdshukommelse og beredskab i forhold til før-faglige udtryk og begreber. I alt fjorten aktiviteter inden for de fem delområder er valgt ud og beskrevet – indimellem så grundigt og detaljeret, at det nærmer sig undervisningsteknologi.

Til gengæld ligger det lige til højrebenet at gå i gang; det bliver dog spændende at erfare, hvordan konceptet fungerer i praksis. Her tænker jeg både på, at nogle aktiviteter er bundet op på elevernes formodede evner til en udelukkende auditiv afkodning, og på at en del aktiviteter fordrer delehold, gruppeopdeling og/eller tilstede-værelsen af en instruktør såvel som en observatør, der får nok at se til med at udfylde observationsark på den enkelte elev. Og hvor findes resurserne mon?

Bogens vigtige anliggende taget i betragtning skal ovenstående kommentarer dog ikke afholde nogen fra at tage materialet til sig. Undervejs vil de(n) erfarne lærer(e) sandsynligvis foretage justeringer og tilpasninger for at få det fulde udbytte; men der er bestemt tale om et godt fundament at sætte af fra.