"Ved valgmødet i Bangs Have den 28. oktober sidste år havde piben en helt anden lyd", siger kredsformanden på Lolland-Falster om glemsomme lokalpolitikere.

Ingen udsigt til lokalaftale i Lolland Kommune

De fleste byrådspolitikere på Lolland har hidtil afvist at indgå i dialog med lærerne om en fælles forståelsesramme for den nye arbejdsdag, som lov 409 medfører. Kredsformanden mener, at politikerne løber fra et løfte og desuden skyder sig i foden ved ikke at mødes med lærerne

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der var stor glæde at spore hos formand for Lolland-Falsters Lærerforening Henrik Hansen efter sidste års forhandlinger om arbejdstid med Lolland Kommune. Siden er der løbet meget vand gennem åen, og lærerne i kreds 68 står nu i en radikalt anderledes situation.

På et valgmøde tre uger inden efterårets kommunalvalg gav syv politikere udtryk for, at de ønskede samarbejde med lærerens repræsentanter om at opnå en lokalaftale eller i det mindste en fælles forståelsesramme, der skulle give lærerne sikkerhed om arbejdsvilkår og skolelederne pusterum til at prioritere de nye arbejdsopgaver, som gælder fra det nye skoleår. Siden blev seks af politikerne valgt ind, men blev tilsyneladende samtidig ramt af hukommelsessvigt, mener Henrik Hansen.

"Ved valgmødet i Bangs Have den 28. oktober sidste år havde piben en helt anden lyd, men som det ser ud lige nu, vil de fleste af politikerne ikke være med til at indgå nogen aftale overhovedet. Kun Enhedslisten, Konservative og Lokallisten har vist tydelig interesse for at indgå i en dialog", siger han.

Byrådspolitiker: KL udsender "propaganda" om lærerarbejdstid

Københavnsaftalen bør inspirere  I Københavns Kommune er der udstukket nogle vejledende rammer for lærerne i det kommende skoleår. Blandt andet lægges der op til en årsnorm på 227 arbejdsdage og af disse er der 200 undervisningsdage.

Med henvisning til den aftale, som Københavns Lærerforening, Københavns Skolelederforening og Børne- og Ungdomsforvaltningen har indgået for implementering af lov 409 i København, opfordrer Henrik Hansen de lokale politikere og parter til at mødes ved forhandlingsbordet og finde en løsning i fællesskab.

Enighed om lærernes arbejdstid i København

"I København er man nået til enighed om en fælles forståelsesramme. Det giver muligheden for, at lærerne har ro på og en vis sikkerhed for, hvad der kommer til at ske fra august. Set ud fra skoleledernes og dermed også KL's interesse, giver det skolelederne en ro til at koncentrere sig om strategisk og personalemæssig ledelse og sparring. Og hvad gør det ikke for arbejdsmiljøet, at de ansatte føler sig hørt?", spørger Henrik Hansen retorisk. "Lærernes opgaver og generelle arbejdsstruktur ændrer sig markant, så jeg vil virkelig opfordre alle parter til at se hinanden i øjnene og få lavet en aftale, der tilgodeser fællesskabet".

Forvaltningen i Lolland Kommune har op til morgendagens møde i Økonomiudvalget opfordret til, at der ikke indgås aftaler med lærerne. Som en modreaktion på det og i et forsøg på at råbe politikerne op, har lærerforeningen som sendt et brev ud til medlemmerne med en pointering af vigtigheden i at opnå en gensidig forståelse for fremtidens arbejdsrammer.