"Det er elevernes læring, der er skolens overordnede formål … Skoleledere og lærere skal stifte en resultatorienteret kultur for at vide, om eleverne til hver en tid har et tilfredsstillende udbytte af undervisningen". Således lyder nogle af formuleringerne i denne nye bog redigeret af Thomas Nordahl med den præcise titel "Bedre læring for alle elever".

Og var det ikke, fordi ovennævnte formuleringer først kom i bogens sidste kapitel, ville man som læser have god grund til at lade sig skræmme. En resultatorienteret skole, hvor undervisning er uinteressant, medmindre det forbindes med tidens mantra læring, er på mange måder fjernt fra vores måde at tænke skole på. Med en kultur præget af forestillinger om det hele menneske,barnets dannelse og så videre synes bogen umiddelbart at være et utilstrækkeligt og ensidigt bidrag til skolens pædagogiske tænkning.

Imidlertid kan det anbefales at læse bogen med en nysgerrighed på netop læringsbegrebet og ikke mindst en interesse i inklusionsdebatten. For det er netop, hvad bogen beriger læseren med: forskning og viden om, hvor og især hvor lidt forskellige børn lærer, hvorfor nogle er blevet ekskluderet og nu skal inkluderes, og hvilke barnesyn der har størst tyngde i skolen. Med ønsket om at skabe bedre rammer og muligheder for, at alle – både de socialt og fagligt stærke og de mere udsatte – kan nå længst i forhold til deres forudsætninger, er bogen et glimrende og øjenåbnende bidrag.

Bogen er bygget op af en række bidrag, alle skrevet af folk fra Senter for praksisrettet utdanningsforskning ved Høgskolen i Hedmark. Den tager afsæt i forsknings- og udviklingsprojekter gennemført på skoler i Norge og Danmark; i alle tilfælde er der fokus på elever, der har problemer med skolen – eller som skolen har problemer med - og derfor rammer bogen ind i netop inklusionsdebatten.

Bogens fokus på forskning og undersøgelser styrker troværdigheden, og det er netop en af pointerne i bogen. At skolen ikke skal bygge på, hvad vi tror eller mener, men snarere på hvad vi ved. Af samme grund sættes der flere steder fokus på, hvad der så rent faktisk skal gøres for at sikre, at undervisningen ikke rammer tilfældigt, men tværtimod når alle elever.

Med inddragelse af en stor del af de forhold, som er på spil i forhold til elevers læring, fremstår bogen temmelig nuanceret. Det beskrives for eksempel, hvordan mobning har betydning for læringsmiljøet, og hvordan motivation og arbejdsindsats ikke bare er afgørende for læring, men også er tæt forbundet med anerkendelse. En sådan viden har ifølge bogens forfattere tydelige konsekvenser for den undervisning, der gives, fordi læring må ses som et resultat af undervisning.

Selvom man til tider kan savne den brede diskussion af skolens hele opgave og således også mangler disse perspektiver, når der sættes fokus på undervisning, så formår bogens forfattere at underbygge og argumentere for, at mange skoler, skoleledere og lærere nødvendigvis må ændre deres praksis, hvis vi skal have alle børn med i læringskapløbet. Og denne påstand er ganske væsentlig og betydningsfuld og i sig selv et argument for at læse bogen.

I flere af bogens kapitler lægges der vægt på den individorienterede tilgang versus den relationelle måde at forstå elevernes problemer på. Eller sagt med andre ord: Enten har eleven et problem, eller også har skolen og undervisningen et problem! Og med den forskningsbegrundede påstand om, at alle børn læringsmæssigt når længst, når vi formår at anskue problemer ud fra et relationelt perspektiv, lægges der i høj grad op til en kulturændring, hvor især værdier og barnesyn sættes under lup.

Ud over at fremhæve en række forskningsmæssige resultater, blandt andet gennem cases, gør bogen også rede for en række væsentlige forhold: Hvilken rolle har Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, og hvilket barnesyn synes at være dominerende dér, hvordan kan vi forstå forskellen på inklusion og integration, og hvorfor er lærersamarbejde en afgørende faktor i forhold til elevers læring?

Bogen bringer ny viden i spil og har mange referencer til relevant forskning. Alligevel savner man som læser en lidt mere tydelig markering af konklusionernes betydning i dansk kontekst. Kan den norske forskning overføres direkte til Danmark, skal vi forstå tilpasset undervisning som noget andet en undervisningsdifferentiering, og hvad med den norske skolelovgivning? Som læser antager jeg, at norsk skole på mange måder ligner den danske, men det ville have været kvalificerende for bogens danske oversættelse, hvis redaktøren havde tilføjet et par bemærkninger om bogens indhold i forhold til dansk lovgivning og forskning … Dette kan så være en afsluttende opfordring til en kommende udgave af bogen.