Som forælder og tidligere lærer må jeg reagere, når jeg læser artiklen ”savnes: mere disciplin og straf i skolen”, bragt i Politiken den 1. februar, hvor undervisningsminister Christina Antorini og pædagogikprofessor Niels Egelund efterlyser mere straf og disciplin i folkeskolen.

For det første, fordi jeg synes at det virker helt håbløst at efterlyse mere straf som løsning på problemerne i folkeskolen. For det andet, fordi forældrenes rolle i alt dette her ikke nævnes med et ord. De er jo vælgere, som man tydeligvis ikke tør ”opdrage på” fra politisk hold.

Politikerne øger klassekvotienterne, øger timetallet for børnene, inkluderer på livet løs, og skærer forholdsmæssigt i resurserne til folkeskolen, hvilket alt sammen går ud over miljøet i klasserne. Og så kan de tiltag, som lærerne i forvejen har – ikke mindst i indskolingen - til at forsøge at løse problemerne med uro i klasserne altså ikke følge med.

For hovedårsagerne i forhold til uro i klasserne, må vel være en blanding af at disse rammer ikke passer til (nutidens) børn, samt at nogle forældre tilsyneladende ikke opdrager deres børn ordentligt. Der står trods alt i folkeskoleloven, at ”folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse”.

Dem der har stemt på den nuværende regering (ikke mindst forældre og lærere), i håbet om en mere progressiv skolepolitik end tidligere regeringer, må godt nok være skuffede og bekymrede over at man ikke blot har trynet lærerne og skolerne, men nu åbent overvejer at genindføre den sorte skole.

Der er nemlig intet bevis for, at korporlig straf, eftersidninger eller disciplinær opdragelse eller pædagogik hjalp børn med problematisk adfærd i de ”gode gamle dage”. Det skræmte måske børnene til at adlyde læreren og andre autoritetspersoner, men ændrede ikke deres adfærd i positiv retning.

I den ”gamle” version af den sorte skole, opdragede mange forældre også deres børn med sanktioner og straf. Det gør de fleste heldigvis ikke i dag, hvorfor en sådan ”ny” sort skole alligevel efter al sandsynlighed ikke ville virke efter hensigten.

Men er dette virkeligt regeringens løsning på problemerne i folkeskolen? Og er det virkeligt også den slags mennesker, som vi vil være med til at forme i folkeskolen (jeg ville have sagt ”danne”, men dannelsesbegrebet er jo luget ud af folkeskoleloven)? Mennesker, der adlyder pga. frygt for sanktioner?

Problemet er mere overordnet nærmere, at man har skyllet barnet ud med badevandet, så at sige, ved i det retmæssige opgør med tankegangen bag den sorte skole og –opdragelse, at fjerne respekten for autoriteter, og dermed forveksle disse med det autoritære – såvel i mange hjem som i mange skoler.

Det er denne tro på lærerne (og andre fagpersoner) som autoriteter, samt en fokus på forældrenes rolle, vi skal have genindført, ikke en skadelig og utidssvarende pædagogik der fordrer autoritær opdragelse og –pædagogik.

Peter Kenworthy er journalist, uddannet folkeskolelærer, og forælder til en dreng i indskolingen.