Han blev lærer i 1976 og blander sig hele tiden i skoledebatten. I aviser med debatindlæg og kronikker. Som blogger på folkeskolen.dk (se link til højre), med eget forlag og i det lokalblad, han udgiver sammen med skolen, beboerforeningen og kirken.

- Hvorfor er du så aktiv i skoledebatten? "Jeg har noget på hjerte, og jeg synes, at jeg har noget at have mine meninger i. Efterhånden som erfaringerne hober sig op, og især når samfundsdebatten om skolen og den politiske styring af den bevæger sig steder hen, som jeg ikke er enig i, føles det naturligt for mig at blande mig. Råbe op, advare, komme med forslag til forbedringer. Jeg blander mig i skolepolitikken, når jeg ser noget gå galt - og når jeg kan se bedre løsninger," siger Erik Schmidt, som stadig er en engageret lærer på Agedrup Skole i Odense Kommune. Men som dog siden 1999 har arbejdet på nedsat tid - for at få plads til alt det andet.

- Du blander dig i skolepolitik, men i mange af dine indlæg står der, 'sådan her skete det i min 9. klasse', eller 'jeg talte med nogle elever'. "At være sammen med børn og unge er en stor inspiration, og jeg synes, vi har pligt til at blande os, som lærere og som samfundsborgere, déer, hvor vi er, inden for de ansvarsområder, vi har, på det sted i den tid, vi lever. Derfor er mit udgangspunkt det nære, og mit sigte er at diskutere konsekvenser og perspektiver."

Lærer Schmidt, den styk' jord dér, ka' du få - Men du ventede ikke med at blande dig, til du kunne kalde dig erfaren? "Jeg begyndte som lærer på Søndre Skole i Hobro i 1976. Jeg er fra første årgang på Det Nødvendige Seminarium, og vi kom jo ud og troede, at vi skulle lave alt om. Vi havde en masse energi, som vi var parat til at lægge i skolens dagligdag sammen med eleverne. Vi var tre fyre, der havde gået på seminarium sammen, og vores fælles lejlighed var nærmest en ungdomsklub. På Tvind var vi ikke vant til at have penge i den størrelsesorden, som vi fik nu, hvor vi var blevet lærere, så vi købte jo forskellige pædagogiske maskiner. Unge knægte, som vi havde i skolen, kunne bare gå ind, og så lavede de en kop saftevand og sad og så videofilm, eller hvad de nu lavede, det vidste vi ikke altid. Jeg var klasselærer for en 8. klasse, og vi ville tjene penge til nogle ture ved at lave et landbrugsprojekt, hvor vi dyrkede og solgte grøntsager, så jeg tog ud til formanden for byrådets tekniske udvalg og spurgte, om de ikke havde et stykke jord, vi kunne bruge. Han syntes, det var alle tiders idé, så han tog mig med ind på sit kontor og bredte et målebordsblad ud. Så sagde han: 'Lærer Schmidt, den styk' jord dér, ka' du få!'. Vi dyrkede grøntsager og havde det rigtig fint sammen. Jeg tror også, de lærte noget, men det varede jo ikke længe, inden ukrudtet fuldstændig tog over. Vi tjente nogle penge, men jeg tror egentlig, at vi satte flere til, end vi havde puttet i det. Det var alt sammen noget, der skete uden for skoletiden. Ovre på skolen lavede vi et blad som en del af undervisningen. Det hed 'Hvæs' - efter en sang fra en ungdomsmusical, der hed 'Hvæs, hvæs, riv, riv, riv, at være baggårdskat er et hundeliv'. Dengang var der en debat i Hobro om moderne kunst, fordi der på rådhuset var blevet hængt nogle billeder op, som ikke forestillede noget bestemt, og jeg syntes, at det var meget velegnet til at engagere eleverne, billederne sagde jo heller ikke dem noget. De interviewede folk på gaden om, hvad de mente om billederne. Første mand sagde så: 'Det er det rene lort, det må I godt skrive'. Så spurgte eleverne: 'Hvis billederne skal hænge et sted, hvor skal det så være?'. Og svaret lød: 'På lokummet med bagsiden udad'. De skrev ud i spalter, de klæbede op, og bladet blev trykt. Det kom der en masse debat ud af."

Skolens formål er ikke kun læring "Jeg kan dårligt huske, hvem der fik bladet, men det blev i hvert fald delt ud på skolen, og Hobro Avis var meget interesseret i, hvad vi lavede. Eleverne skrev også om nogle skolefester, der blev aflyst, fordi skolenævnsformanden var imod dem. Det blev også til en offentlig debat. Vi lavede en undersøgelse om kulturen i byen og skrev blandt andet, at det kunne være godt for Hobro at have et medborgerhus. Jeg tror ikke, at det var 8. klasse, der fik det til at ske, men der kom faktisk et medborgerhus. Klassen deltog både i den og andre debatter, og jeg tror, at de udviklede en form for forståelse af, hvordan ting sker i samfundet," siger Erik Schmidt. "At tænke tilbage på den slags forløb får mig også til at tænke på skoledebatten i dag, som er så fokuseret på læring. Men skolens formål er ikke kun læring. Skolen skal mere end at bibringe eleverne kundskaber og færdigheder. Det skulle den dengang, og det skal den i dag, det fremgår tydeligt af folkeskolens formålsparagraf."

- Man går i skole for at lære noget, hvad er problemet? "Problemet er den ensidighed, der er i opfattelsen af, hvad formålet er. Ved en ensidig fokusering på læring glemmer man, at skolens formål i lige så høj grad er socialisering og dannelse af børnene til selvstændige. Det at få stillet sig selv i forhold til den omverden, der omgiver en, og giver en mulighed for at forstå den og handle i den, det er rigtig vigtigt. Men det forsvinder nemt, hvis vi kun taler om læring."

- Når I lavede 'Hvæs', handlede det jo ikke kun om samfundsdebat. Det indeholdt vel også mange danskfaglige discipliner? "Ja, man kan sige, at der også fandt en meget funktionel læring sted. Men sådan noget forlanger man jo dokumentation for i dag. Med al den måleteknologi, vi har, kan man godt vise, hvor meget børn lærer. Men samtidig afskærer man sig fra at vise alt det, der ikke kan måles, og jeg er tilbøjelig til at sige, at det i virkeligheden er størstedelen. Det er i hvert fald noget af det allervigtigste. Hvis det forsvinder ud af fokus i skolen, bliver den en ringe skole både for samfundet og for eleverne."

- Du har arbejdet på Agedrup Skole i en menneskealder, hvor gik du selv i skole? "Jeg er fra en lille vestjysk stationsby, Gørding. Der har vel boet cirka 1200 mennesker i byen på det tidspunkt. Jeg kom i landklassen, selv om jeg boede inde i byen. Min far arbejdede på stationen, og vi boede tæt på stationsbygningen. Den dag, jeg skulle starte i skole, stod vores mødre ude i kanten af klasseværelset, og skoleinspektøren holdt en lille velkomsttale, og så spurgte han, om der for øvrigt var nogen, der kunne tænke sig, at deres børn inde fra byen skulle møde klokken otte i stedet for klokken ti, for så kunne de gå sammen med landbobørnene. Min mor rakte hånden op: 'Det vil jeg gerne', sagde hun, så var der ikke mere at sige til det. Jeg kom til at gå i klasse med børnene ude fra landet, og det har ikke været godt for mig, for det betød, at jeg ikke havde nogen legekammerater efter skoletid, for dem i klassen boede to-tre-fire-fem kilometer uden for Gørding, og de arbejdede stort set alle sammen hele tiden. Jeg sad sammen med en flink fyr i syv år, men jeg havde ikke meget til fælles med ham. Jeg følte mig ikke ligesom dem, det var noget andet, der optog dem, simpelthen. Og de talte mere jysk, end jeg gjorde."

Jeg kom med til ungdomsmøder i KFUM "Men så sker der et spring for mig, da jeg kommer i realskolen, hvor jeg får en lærer, der gør mig interesseret i litteratur og i at diskutere problemer," fortsætter Eriks Schmidt og slår ivrigt over i nutid. "Lærer Gräs er indremissionsk og har en særlig autoritet og en meget god fortælleevne. Jeg kommer med til ungdomsmøder i KFUM, hvor vi diskuterer alverdens ting, og jeg begynder at fotografere. Hos en vognmand samler jeg smørdritler, små tønder til eksport af smør til England. Jeg får 4 kroner og 25 øre for at lave ti smørdritler. Jeg køber et russisk kamera, Zenit hed det, for 500 kroner. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan det begyndte, men jeg kom også i gang med at skrive notitser til Vestkysten, som var egnens dagblad på det tidspunkt. Jeg skrev om de fodboldkampe, jeg selv deltog i, det gav mig problemer indimellem, for jeg hængte jo nogle af de andre ud i mine små artikler. Jeg skrev også, hvad præsten prædikede i kirken, og på et tidspunkt spurgte lokalredaktøren, om jeg kunne tænke mig at tage billeder fra Bramminges Jyllandsseriekampe i fodbold. Det var spændende. Jeg fremkaldte billederne hjemme i køkkenet, og så fandt jeg en lille fidus: Jeg tog billeder af skolens to mest populære lærere og solgte over 100 af hver."

- Hvorfor blev du ikke fotograf eller journalist eller købmand? "Købmand har jeg aldrig været! Men jeg kunne såmænd også godt være blevet journalist, og jeg har altid syntes, at fotografering er spændende."

Der var ikke meget slinger i valsen dér - Hvornår melder tanken sig om, at du skulle være lærer?

"Det er noget senere, da har jeg jo været på gymnasiet og har været ude at rejse. Jeg kom på Ribe Katedralskole, og det er et helt andet miljø, hvor jeg møder nogen, jeg bedre kan identificere mig med. Jeg laver skoleblad og var med til at danne Ribe-komiteen mod EEC. Jeg har vel været 17 eller 18 år, og i løbet af kort tid fik vi over 100 medlemmer. En af de mest fremtrædende var Søren Krarup, sognepræsten i Seem, og det kunne vi jo ikke blive ved med at styre. Der var nogle modne mennesker, der tog over. Men vi blev jo sådan en slags aktivister, og jeg var sammen med unge ligesindede. Det var spændende, og samtidig var jeg redaktør for skolebladet, hvor jeg både tog billeder til og skrev i bladet. Jeg trivedes i Ribe."

- Men du vælger ikke Ribe Seminarium? "Nej, jeg havde andre planer. Da jeg var færdig på gymnasiet, arbejdede jeg på tømmerhandlen i Gørding for at tjene penge, og året efter køber jeg så en gammel postbil med skydedøre for 850 kroner, og så køber jeg et stereoanlæg, der er meget dyrere end bilen, og sammen med en kæreste tager jeg på en tur ned gennem Europa og til Mahgreb-landene Marokko, Algeriet og Tunis. Det var spændende, også det med at klare sig selv var lærerigt. Da vi kom hjem, så jeg nogle reklamer for Det Nødvendige Seminarium, Tvinds helt nye læreruddannelse, som blandt andet indbefattede en rejse til Indien på et halvt år, halvandet års praktik ude i skolen og så de almindelige grundfag og linjefag. Det skulle foregå ude i seks huse, som vi købte rundt omkring i Danmark, og de var med til at finansiere uddannelsen, for de blev senere solgt. Der boede vi så i en form for bofællesskaber med undervisning på stedet. Jeg arbejdede på Nakskov Skibsværft i et halvt år og på et metalstøberi i Næstved i tre måneder, og så havde vi undervisning om eftermiddagen og om aftenen. Der var ikke meget slinger i valsen dér, vi arbejdede, og vi studerede. Og så skulle vi selvfølgelig ud og være lærere i folkeskolen, derfor kom jeg til Hobro."

Det var kæresten, der lokkede - Men hvorfor så skiftet til Agedrup? "Det var kæresten, der lokkede. Vi havde gået på seminariet sammen, og hun boede i Odense og lokkede mig til at tage orlov et år, så jeg kunne arbejde på et nyt bladprojekt, Avisen Fyn. Det gjorde jeg så. Vi boede så i et hus, hvor vi lavede en genbrugsbutik og sendte penge til den tredje verden. Og så var der en lærer, der ringede ind for at høre, om vi ikke kunne fortælle noget om de lande, vi sendte tøj til. Så havde vi nogle klasser inde hos os, og nogle af lærerne spurgte så, om ikke jeg kunne tænke mig at blive lærer på deres skole, og det var altså Agedrup Skole, hvor jeg nu har været i 34 år."

- Og der laver du lokalblad sammen med skolen, beboerforeningen og kirken. Hvad er det for noget? "Fra 1989 til '91 var jeg halvt kulturmedarbejder på skolen. Det var et forsøgsprogram, undervisningsminister Ole Vig Jensen havde sat i gang. Jeg arbejdede blandt andet sammen med beboerforeningen, og da vi fik vi en ny præst, som var meget interesseret i lokal udveksling, fandt vi altså ind i et samarbejde og fik afprøvet den åbne skole, kulturcenter-ideen, og hvis der ikke kom andet ud af det, så kastede det i hvert fald et godt samarbejde af sig. Derfor laver vi stadig lokalblad, og det har vi gjort siden 1994. Der er servicestof fra de tre områder, skolen, beboerforeningen og kirken. Bag i bladet er der reserveret nogle sider til baggrundsgrupperne, og så er der alle de forreste sider med journalistisk lokalstof, Agedrup Rundt - 32 sider i fire farver. Siden '94 har vi ikke gjort noget for at skaffe stof, der er etableret en dynamik, der gør, at mange gerne vil have noget i bladet, man vil gerne ses i bladet. Det bliver omdelt på skolen, det bliver delt ud til alle husstande i området. Kirken har et antal eksemplarer, Brugsen har et antal og så videre."

Sådan noget giver energi til skolen - Hvad har skolen med det der at gøre? "Skolen er en del af lokalområdet. Det er vi blandt andet gennem det foreningsliv, der også foregår på skolen og på vores idrætsanlæg. Skolen får jo noget foræret af den lokale opbakning. Vi har fået etableret en læsefond med voksne ambassadører, som ikke direkte har noget med skolen at gøre, men som bakker skolen op og som samler penge ind til reklamekampagner for læsning. Det er vores tidligere brugsuddeler, der har sat sig i spidsen, og lige nu arbejder de på at få en læsefestival i gang i lokalområdet, så på den måde er der et aktivt samarbejde mellem lokalsamfundet og skolen. Sådan noget giver energi til skolen, til eleverne og til lærerne."

- Hvad er det gode ved at være lærer? "Jeg er rigtig glad for at undervise. Og den energi, som børn og unge har, den smitter. Man oplever deres lyst til at gå løs på livet, og det spil, der er mellem elever og lærere, er en stærk dynamisk kraft i undervisningen og læringen. Det bedste ved at være lærer er simpelthen at være i det mylder af børn og unge. Kollegerne betyder også rigtig meget. Vi har stadig en meget solidarisk kultur blandt lærere. Vi er lige, og der er ikke de store lønforskelle. Der er ikke store avancementsmuligheder, vi ved, at vi er i samme båd. Vi skal have den her opgave til at fungere så godt som overhovedet muligt, og det giver en kultur, som mange andre faggrupper misunder os. Jeg har mødt lærere, der har været i det private erhvervsliv, som er kommet tilbage til skolen og har sagt: 'Er I klar over, hvor vigtigt det er at fastholde den kultur, I har?'. Skolen er jo på nogle måder en modkultur imod den markedsgørelse, der finder sted. Markedet er godt til at regulere vareproduktion og til salg af varer og ydelser. Men der er også noget, markedet er rigtig dårligt til, og det er blandt andet at regulere livet inden for en offentlig, demokratisk sektor. Der er nogen, der mener, det er et politisk spørgsmål, for mig er det også et personligt spørgsmål. Som lærere må vi forsøge at holde os fri af de værste konsekvenser af markedet, vi skal være med til at beskytte og fremme de lige muligheder i skolen."

- Hvad er det værste ved at være lærer? "Det er at opleve den manglende opbakning og tillid, der er til os. Det bliver sagt i parenteser - 'de engagerede og dygtige lærere, vi har' - hvorefter der tit følger et 'men', når politikere snakker. Det virker, som om vi skal bringes et bestemt sted hen, og undervisning skal styres ved hjælp af koncepter. Og det ved vi som lærere, at det kan den ikke. Når jeg siger, 'det ved vi', kan det lyde arrogant, men det forholder sig i virkeligheden omvendt. Det er politikere og efterhånden også en del embedsfolk, som er arrogante. De lytter ikke til den erfaringsbaserede indsigt, som lærere og andre professionsmennesker har. Det er dybt skuffende, og jeg frygter, at det får den konsekvens, at nogle lærere holder op før tid. Jeg tænker både på 2013-konflikten, hvor hele professionen blev hånet, og hvor vi fik ophævet vores overenskomst gennem lovindgreb. Jeg tænker på de ledelsesperspektiver, som Kommunernes Landsforening står for, og på en skolereform, hvor lederne skal styre meget mere, end de overhovedet har mulighed for. Det bliver økonomer og polit'er i forvaltningerne, der kommer til at styre - ofte hen over hovedet på lederne, som bliver bundet op på ensidige kontrakter. Vores skoleleder får præsenteret en kontrakt, hun ingen indflydelse har på - hun skal bare sige: 'Ja, selvfølgelig'. Det er ikke det, jeg forstår ved ledelse. I dag har vi som lærere et godt forhold til lederne, fordi de leder skolens dagligdag på et fornuftigt, overordnet niveau. Men man får ikke lærernes engagement og kreativitet frem, hvis vi skal styres ved hjælp af dekreter fra forvaltningen, gennem ledere, der først og fremmest skal tænke i økonomi og såkaldt evidensbaseret konceptpædagogik. Det ødelægger engagementet. Det får lærere til at give op. Det giver en dårligere skole."

- Er lærerarbejdet et kald, eller er det et lønarbejde? "For mig er det begge dele, og det synes jeg også, det bør være. Ordet 'kald' er fra en anden tid, så det er svært at bruge i dag, men man kan ikke være en god lærer, hvis ikke man elsker sit fag og samværet med børn og unge. Man kan godt klare sig som lærer, og der kan måske også komme rimelig undervisning ud af det, men man kan ikke blive en god lærer uden at elske sit fag og undervisningen. Man kan ikke gøre det uden passion. Det er ikke sikkert, man føler kaldet, når man begynder på uddannelsen, men hvis ikke man erobrer en form for lyst til at være sammen med børn og unge og en lyst til at undervise i vigtige kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge, bliver man ikke en god lærer. Det er heller ikke sikkert, man bliver en tilfreds lærer."

Læs også interviewet med hans datter: »Der er jo ikke nogen, der har lyst til at jonglere med luft«

Thorkild Thejsen er journalist og lærer, exam.pæd. PD. Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen / folkeskolen.dk 1987-2010. Korrektur: Anne Marie Henningsen, teksten.dk