Der er to vægtige grunde til at læse denne bog. For det første fordi den dokumenterer, hvordan familielivet i dag i utrolig høj grad er et medieliv. Udgivelsen er et led i et nordisk forskningsprojekt: Familiers brug af medier i hverdagen – med særligt fokus på kønsperspektivet. ”Familiens medialisering” er den danske del, hvor vi får en beskrivelse af mediekulturen i fem familier.
For det andet er bogen vigtig, fordi den rammer direkte ned i de centrale problematikker omkring skolens anvendelse af medier, for eksempel med et citat som: ”Skolen kører i sit eget helt parallelle spor”.
Projektet har fulgt mediekulturen i fem veluddannede og velstillede familier gennem halvandet år. Alle familier består af en mor og en far, af hovedinformanten - en elev, som ved projektets start går i 7. klasse - og større og/eller mindre søskende. Medier defineres bredt som et begreb, der dækker hele spektret af medier fra trykte til digitale og netbaserede medier, men vi hører næsten intet om de trykte medier, om printavisforbrug og boglæsning. Det er brugen af fjernsyn, computer og mobiltelefoner, der vægtes i udgivelsen.

Udgangspunktet er familiernes egne oplevede erfaringer og deres fortællinger om medieforbrug, mediekultur og eventuelle regler for reguleringen af adfærden omkring mediebrugen. Det skaber et anderledes og interessant perspektiv på mediebrug, hvor man følger de fem familiers oplevede daglige omgang med medier under overskrifter som: ”Tilgang til teknologi og medieudstyr”, ”Rutiner og ritualer” og ”Regler, holdninger og værdier”. Jeg savner dog en nærmere begrundelse for, hvorfor familierne er udvalgt, så de ligner hinanden så meget, både i forhold til velstand og uddannelse og i forhold til holdninger og værdier. Opsummerende fremhæver forfatteren dog, at de fem familier har en lidt forskellig tilgang til medier, for eksempel om den er kritisk, tilbageholdende eller eksperimenterende. Mange af de beskrevne forhold er uden tvivl dækkende for mange ”almindelige” familier i dagens Danmark, men det må have været et bevidst valg, at det kun er ”rene danske” højtuddannede familier uden brud.

Familielivet fremstår i udpræget grad som et medialiseret liv, hvor anvendelsen af medier er blevet et dagligt vilkår i modsætning til skolen. Her er medier ifølge disse familier stadig en udfordring. Som forfatteren til bogen udtrykker det: ”Det, der kendetegner familiernes mediebrug, er, at det ikke omgærdes med nogen mystik. Det er naturligt i modsætning til i skolen, hvor medier stadig er noget særligt”. Det er i hvert fald familiernes oplevelse af skolen. Disse familiers erfaring med skolens anvendelse af it- og medieteknologi i undervisningen er således yderst kritisk. Det gibber i en, når man læser, hvad faren i en af familierne mener: ”Folkeskolelærerne er problemet: Det er nemlig ikke til dem, teknologien kommer først, det er til dem, den kommer sidst”.

Bogens afsluttende kapitel perspektiverer problematikken om ”Mediernes parallelle skole”. Det er ifølge forfatteren hele skolens læringskultur, der skal ændres. Læreren skal påtage sig en vejledende og innovativ rolle, hvor udfordringen er at få inddraget elevernes uformelle mediekompetencer som resurser i undervisningen - skolen bør udvikle en helt ny mediepædagogisk praksis og ikke som nu kun tænke i teknologiske løsninger.